Først var det umiddelbart svært at se forskel på Peru og Bolivia, da vi krydsede grænsen. Det er det ikke længere. Efter nogle dage og nogle gåture rundt i byen er det tydeligt både at Bolivia består af mange flere forskellige folkefærd end Peru, men også at landet er fattigere. Bolivia siges at være det fattigste land i Sydamerika, og selvom vi indtil videre kun har været i hovedstaden, så er det vi har mødt, set og oplevet i hvert fald fattigere end hvad vi tidligere har oplevet i Peru. Udover at være et fattigt og sammensat land, så er her også ret kaotisk. I hvert fald her i hovedstaden.
Vi forsøgte at finde et marked i sidste uge – vi endte med at finde cirka tyve forskellige. Et køkkengrejsmarked, et heksemarked, et slikmarked, et grøntsagsmarked, et kødmarked, et tøjmarked og hvad der nu ellers kan sælges. Vi havde svært at få øje på en struktur – både i forhold til markederne, men også trafikken. Umiddelbart er der ingen struktur, trafikken har sit eget liv og alle har et sted de skal være hurtigst muligt. Og som ikke-lokale bliver det altså lidt kaotisk at finde rundt, komme fra a til b og læse et kort. Måske man kan fornemme byens kaos med elledninger der hænger hvor de har lyst og hvor der er plads, biler, taxaer og minibusser der forsøger at bane vej frem for at få kunder med og lokale der knokler og prøver at sælge hvad som helst på de førnævnte markeder? Det er i hvert fald en oplevelse 😉
Det lykkedes dog trods alt at få taget billeder. Endda billeder der viser hvor kaotisk byen er. Heldigvis fandt vi hjem til lejligheden, hvor vi endnu engang kunne nyde udsigten fra køkkenvinduet – denne gang med tåge og skyer, så fint!
English: Last week we wandered around La Paz and tried to find some kind of system in the big chaotic city. We didn’t manage to find system, but in the end of the day, we managed to find home 😉
2 kommentarer
Man kan nemt se kaos’et på billeder. Det må da kræve lidt tilvænning? København er jo ekstremt ordnet, selv på Nørrebro, som jeg nogle gange finder kaotisk 🙂
Det kræver helt enormt meget tilvænning. Tror det er en af de mest kaotiske byer vi har oplevet.
Haha, ja, København og specielt Nørrebro kan til tider godt nok også være kaotiske, men det er ingenting ift. La Paz 😀 Savner helt den københavnske trafik.