Det føles lidt som om vi er hjemme. Det er vi selvfølgelig ikke. Vi er i USA. Men her er bare så rart, og vi får virkelig slappet af i nogle mere velkendte rammer end hidtil på vores tur. Vi har vores favoritter, vi ved hvor vi skal køre hen for at få god aftensmad, vi ved hvilket udvalg de forskellige butikker har og vi kender efterhånden også trafikken ret godt. USA er faktisk også det land vi har opholdt os mest i efter Danmark. Og hvis vi har talt rigtigt, er det her vores fjerde roadtrip i USA. Det bliver bare aldrig kedeligt 😉 Denne gang har vi også allerede fået nogle nye oplevelser og tilføjet flere madfavoritter til kartoteket. Nogle af tingene har vi prøvet før, men derfor bliver det bestemt ikke mindre oplevelsesrigt – som vores besøg i Grand Canyon, som naturligvis er en del af de udvalgte favoritbilleder fra sidste uge.
Hvilket land har I besøgt flest gange? Et sted hvor I føler I har hjemme, men som ikke er Danmark?
Og hey – hvilken er jeres favorit er billederne herunder?
1. Vi lagde ugen ud med en køretur fra Page, Arizona til Williams, Arizona om mandagen. Størstedelen var igennem indianerreservater og små turistbyer. Nogle af turistbyerne havde dog set bedre dage, som f.eks. den by hvor motellet herover ligger i. Der er egentlig noget ret fascinerende ved sådan nogle forladte steder. Og også pisse skræmmende, takket være de mange amerikanske gysere vi har set 😉 Jeg har egentlig ikke taget billedet med fordi det er det bedste fra ugen der gik, men mere fordi jeg godt kan li’ stemningen i det. Også selvom det er lidt uhyggeligt med sådan et gammelt, slidt og forladt motel midt ude i ingenting, haha.
2. Vi havde nogle dage i byen Williams, som ligger på den gamle del af Route 66, og det var virkelig hyggeligt at gå rundt og udforske byen – også selvom den er meget lille. Naturligvis er det meste til ære for turisterne, men meget af det der står fremme i bybilledet føles alligevel autentisk – specielt fordi vi nærmest var de eneste turister. Det er trods alt lidt nemmere at forestille sig hvordan livet i en typisk Route 66-by var engang, når man ikke er omgivet af turister. Helt sikkert en af fordelen ved at rejse i lavsæsonen!
3. Udover Route 66 går der også en gammel jernbane igennem Williams. Derfra kan man tage turen til Grand Canyon, og det skulle være noget af en oplevelse. Vi nøjedes med at slå et smut forbi stationen for at kigge – og så selvfølgelig for at tage billeder. Lyset var nemlig så fint sidst på eftermiddagen. Det havde været fedt hvis billedet havde været mere synkront, så elementerne på hver side af jernbanesporene havde været mere ens, men altså, lyset er jo stadig fint 😉
4. Den største oplevelse i sidste uge var helt sikkert at besøge Grand Canyon endnu engang. Denne gang nåede vi også forbi nogle udsigtspunkter, som vi ikke kom forbi sidst, bl.a. Desert View. Det var vores sidste stop på turen igennem parken, og hvilken udsigt vi blev belønnet med! Det kunne have været fedt at blive til solnedgang, men det var simpelthen aaalt for koldt, så vi skyndte os hurtigt tilbage til bilen og de varme sæder, haha. Det var i øvrigt lidt svært at vælge en favorit blandt billederne fra Grand Canyon – I kan se flere her. Det her kan jeg dog virkelig godt li’ på grund af silhouetterne og lyset.
5. I fredags på vej fra Williams, Arizona til Santa Fe, New Mexico, hvor vi brugte weekenden, gjorde vi holdt i den lille by Holbrook, hvor det berømte Wig Wam Motel ligger. Der var ikke så meget andet at se i byen end de kendte tipier (spøjst ord, egentlig), så det blev et kort stop. Vi nåede dog (selvfølgelig) at få taget billeder af både tipierne og de klassiske biler. Da jeg redigerede billedet, forsøgte jeg i øvrigt at fange lidt af den stemning man typisk forbinder med Route 66, og jeg synes faktisk det lykkedes meget godt. Hvad siger I?
Det her billede ville jeg gerne have haft med i sidste uge, men det nåede ikke med eftersom det blev taget søndag aften efter indlægget var skrevet. Og så ville det jo være lidt snyd at inkludere i den her omgang 😉 Alligevel synes jeg lige det skal nævnes, for det emmer virkelig af roadtrip.
Sådan gik der endnu en uge på amerikansk grund. Denne uge har indtil videre budt på lidt færre billedmuligheder, men til gengæld mere ro med plads til god mad og en tur i biografen. Og så er det jo i weekenden der er Super Bowl! Dét skal vi også lige have passet ind i programmet 😀
8 kommentarer
Synes billedet af den gamle jernbane er så fint. Og så selvfølgelig det af Grand Canyon. Det kan man jo aldrig få for mange billeder af 😛
Det land, jeg har opholdt mig mest tid i udenfor Danmark, er selvfølgelig også USA. Har egentlig aldrig været der på “ferie”, eftersom jeg altid enten har været der for at læse, eller for at besøge min farfar som boede der, og de seneste år for at besøge mine venner fra studietiden.
Er dog i gang med at planlægge en roadtrip derovre med familien næste år, og den kommer udelukkende til at stå på sightseeing! 😛
Haha, nej Grand Canyon kan man aldrig få for mange billeder af 😀 Jeg var faktisk ved at udelade jernbanebilledet, fordi det irriterede mig at der ikke rigtigt var symmetri i det, så tak! Det er nok også nemt at se sig blind når man selv står bag kameraet 😉
Det er faktisk lidt sjovt, at det også er USA for dig, men at det for det meste har været på grund af studie. For os har det udelukkende været roadtrip. Kan got forstå du glæder dig til at komme på rigtig sightseeing næste år! Og så har du også en tur til USA i vente om lidt, right? 🙂 USA kan man aldrig få nok af, haha.
Jep, har lige bestilt billetten til Boston, hvor jeg skal besøge min veninde fra min studietid i USA (:
Ej hvor fedt! Det er også en god undskyldning for at tage til USA – at besøge dine studieveninder 😀 Håber du får en dejlig tur!
Jeg skulle lige til at skrive til jer i tidligere indlæg, at hvis I stadig var på de kanter, så ville et besøg i Holbrooks Wigwams være anbefalelsesværdigt. Har I prøvet at overnatte der? Ellers må I gøre det næste gang. Første og eneste gang jeg overnattede der var i 1994 – den gang havde de ikke de gamle biler holdende der, det er jeg ret overbevist om først er kommet efter tegnefilmen “Cars”.
Favoritbillede her – ud over det med Wig Wams er helt sikkert det med togskinnerne fra Williams 🙂
Vi nåede desværre ikke forbi motellet i 2014, som vi ellers gerne ville, så da vi opdagede at vi kørte lige forbi denne gang, måtte vi lige ind og se 🙂 Vi kiggede på priserne på sidste roadtrip ift. en overnatning, og jeg husker det som lidt dyrt? Kunne dog forestille mig at det var en kæmpe oplevelse. Det så dog ikke så besøgt ud lige da vi var forbi, men måske de ikke er så gode at overnatte i om vinteren 🙂
Og ja, Cars har helt sikkert gjort sit indtog på Route 66. Det er så hyggeligt med de mange gamle biler!
TAK i øvrigt. Som jeg også skrev til Camilla, så var jeg lige ved at udelade jernbanebilledet, men det var vidst godt det fik lov at blive 🙂
Jeg mener faktisk ikke at det er så dyrt igen. Sidst jeg bookede det var i 2012 til et par hvor jeg arrangerede deres 4 ugers roadtrip i USA i april måned. Jeg mener at prisen var lige omkring $100. Det var en overraskelse til den ene fra den anden, så manden vidste ikke hvor de skulle overnatte – det synes jeg var meget sødt. Og han blev bestemt også overrasket, da han ikke kendte til stedet.
Fik aldrig svaret på dit spørgsmål – Det er helt sikkert USA jeg har rejst mest i. Som teenager var jeg så heldig, at det også var mine forældres fortrukne feriested, hvilket bestemt ikke var et normalt rejsemål i midt 80’erne og start 90’erne. Efterfølgende har jeg boet et år i USA hvor der også blev rejst en del og nu hvor jeg selv har en teenagesøn er det USA som er vores fortrukne rejsemål. Vores næste tur er i december i år, hvilket bliver min søns 4. gang i USA. Så han føler sig efterhånden også snart godt hjemme i landet 😉
Sikke en fin overraskelse at sørge for 🙂 Jeg kan ikke helt præcist huske hvad priserne stod i da vi kiggede sidst, men mener det var nærmere de $150, og der valgte vi at vi hellere ville prioritere pengene på noget andet. Måske billederne indvendigt heller ikke sælger så godt 😉 Men kunne forestille mig at det trods alt er en oplevelse at overnatte sådan et sted som jo alligevel skiller sig ud fra de mere almindelige overnatningsmuligheder.
Det lyder også som om du har været en hel del i USA og deler samme kærlighed for landet som vi gør. Det er som om mere vil ha’ mere, når man først har været lidt rundt og opleve bl.a. noget af al den fantastiske natur USA har at byde på 🙂
Og hvor er det fint at du giver din begejstring for USA videre til din søn og at I sammen også kan skabe nogle gode minder. Det lyder som om USA som den foretrukne feriedestination går i arv i din familie 😉