Hej. Det er os der er Anders og Laura, der står bag Afterglobe – hvis I nu skulle være i tvivl, efter der blev lidt stille herinde 😉 Vi er stadig på farten og kører pt. rundt i USA, hvor vi spiser store mængder Ben & Jerry’s, gode burgere og ser basket. Altså har vi det rimelig godt. Vi har bare ikke brugt så meget tid foran computerne og derfor ikke opdateret bloggen så meget. Men det laver vi om på nu med nogle billeder fra årets 5. uge, hvor den bl.a. stod på en tur ud til nogle store sandbakker.
1. I lørdags drog vi som sagt ud til White Sands National Monument, og der var virkelig mulighed for nogle gode billeder. Specielt da solen gik ned! Vi har en hel del flere billeder derfra end dem vi viste i weekenden, men dem får I lige at se på et andet tidspunkt. Det her har vi også allerede delt på Instagram, og det er nok en af favoritterne. Se lige den sol altså!
2. På vej hjem fra White Sands forsøgte jeg mig med nogle langlukketidsbilleder mens Anders kørte. Og jeg kan faktisk ret godt li’ den effekt det giver! Det her er overraskende nok første forsøg – de efterfølgende blev ikke helt som jeg gerne ville have dem, men det her synes jeg faktisk er lidt fedt med solen der næsten er gået helt ned og de farverige striber fra lysene.
3. Jeg bliver nødt til at inkludere det her billede af en af USA’s bedste burgere. Nej, det er ikke det kønneste motiv eller det bedste billede, men den smager altså virkelig godt! Det er selvfølgelig en ganske almindelig cheeseburger fra Five Guy’s vi snakker om. Har I været forbi? Ellers skriv det lige på listen til jeres næste tur over Atlanten 😉
4. En aften på vej i Walmart blev jeg nødt til at finde kameraet frem før vi gik ind. Endnu engang – det er ikke fordi det er det bedste billede, men jeg har bare et svagt punkt for solnedgange. Her går solen faktisk ned i Mexico eftersom vi befandt os ret tæt på grænsen. En dag bliver vi også nødt til at opleve Mexico!
I øvrigt fra der jo Super Bowl i søndags, og jeg ville ønske, at et af ugens billeder var derfra. Desværre blev dem jeg fik taget ikke særligt gode. Altså, det var jo ikke fordi vi havde betalt +33.000 kroner for at se det live i San Francisco, så det er blot billeder af et fjernsyn anyways, haha. Selvom vi “blot” så kampen på en lokal sportsbar, var det dog en virkelig god oplevelse. Folk hujede, klappede og råbte, og vi må ærligt indrømme, at vi begge blev lidt rørte, da Lady Gaga sang nationalmelodien. Nøj, det var smukt!
Ser I Super Bowl? Eller følger med i noget amerikansk sport? Og hvilket billeder er i øvrigt jeres favorit blandt sidste uges billeder?