Jeg har faktisk glædet mig til at dele denne her uges billeder. Solen har skinnet, og alle billeder undtagen ét enkelt er taget udenfor. Okay, mandags-billedet er faktisk taget igennem vores køkkenvindue, så det er nok nærmere to billeder der er taget indendørs. Men hallo, det er alligevel en forskel fra f.eks. projektets uge 9, hvor samtlige billeder var taget indenfor.
Kig i øvrigt også forbi Klykkeberg, som også har taget udfordringen op med ét billede hver dag. Smid endelig et link, hvis I også har kastet jer ud i projektet, så vi kan motivere og inspirere hinanden! Nu til mine egne billeder:
Mandag den 21. april
Vi udnyttede påskeferiens sidste dag og sov længe. Måske lidt for længe, for vi fik lidt travlt med at få ryddet op og lavet mad til Anders’ søskende kom forbi til aftensmad. Derfor blev dagens modlys-billede også kun hurtigt fanget ud af køkkenetvinduet. Synes alligevel det er lykkedes at indfange forårsstemningen i billedet.
Tirsdag den 22. april
Som det har været hele ugen, var vejret også helt fantastisk tirsdag. Jeg tog derfor kameraet i den ene hånd og Anders i den anden, og så gik vi på opdagelse i kvarteret. Temaet var natur, og så meget mere er der vidst ikke at sige til det billede.
Onsdag den 23. april
Jeg har stadig lidt problemer med at henvende mig direkte til folk og spørge om jeg må tage et billede af dem, men det her synes jeg egentlig fungerer meget godt.
Torsdag den 24. april
Der var post-påske-tilbud på M&M’s, og jeg fik lyst til at bage farverige cookies. Dagens detalje er derfor en regnbue-cookie!
Fredag den 25. april
Hvis jeg selv skal sige det (og det skal man jo nogle gange), så er det et af mine bedste billede i løbet af hele projektet. Jeg elsker spejlingen i glasset og linierne i billedet generelt!
Lørdag den 26. april
Vi startede dagen ud med at prøve sko i Field’s. Vi troede vi havde været taktisk gode (sidst på måneden + godt vejr = ingen folk), men det viste sig ikke helt at holde stik. Vi besluttede derfor at traske videre til Ismageriet som ligger tæt ved Field’s. Der havde vi så overhovedet ikke været taktiske (godt vejr + lørdag = den længste kø nogensinde), og vi gik hurtigt forbi uden nærmest at overveje at stille os i kø. Turen gik derefter mod Nørrebro og Grillen Nørrebro, hvor vi fik en fantastisk burger, som vejede op for dem manglende eftermiddagsis – og på vejen hjem fra hele udflugten forskrækkede vi nogle fugle, som fløj til vejrs og gav bevægelse, som var dagens tema (og sådan hang en hel lørdag sammen omkring et enkelt Project 365-tema) 😉
Søndag den 27. april
Dagen blev brugt udendørs på arbejde fra 10-17. Det er med at udnytte det gode vejr! Og med frit valg som dagens tema, blev det til et alternativt selfie i mine solbriller.
Og sådan gik endnu en uge! Nu vil jeg cykle hele vejen ud til KUA og skyde ugen godt i gang. I går fik vi bestilt nyt kamera og at vente på det, føles lidt ligesom at vente på og glæde sig til sin fødselsdag og juleaften samtidig. Det bliver nogle lange dage indtil det lander herhjemme 😉
Ha’ en pragtfuld mandag!
English: Last week’s photos from my Project 365. I can’t believe it’s already week 36. The time is flying by, but at least I learn to enjoy every single day by taking a photo each day. My favorite this week must be Friday!
2 kommentarer
Juhuu! Tak for link! Og må jeg siger at jeg synes dette er en af dine bedste uger so far?
Kram K
Det må man i hvert fald godt sige 😀 Haha. Det bliver jeg kun glad af at høre! Tusind tak, Kirstine 🙂