Vi har tidligere vist billeder fra vores roadtrips i USA – bl.a. alle de kort vi har samlet undervejs, vores grill, som vi brugte flittigt og et kort over den rute vi kørte, da vi var afsted første gang. I går sad jeg så og kiggede vores billeder igennem igen fra vores roadtrips, og så kom jeg til at tænke på, at det kunne være meget sjovt at se hvordan vi egentlig “gjorde” det der roadtrip (jeg er allerede arbejdsskadet fra BA og tænker i performativitet og hvordan praksisser gøres, baaaah).
Vi havde faktisk en meget klar rollefordeling, mens vi kørte. På vores første tur kørte vi små 15.000 km, og jeg kørte nok 200 km af dem – resten stod Anders for. Han var chauffør undervejs, hvor jeg så var DJ, bartender, navigatør og fotograf. Det er egentlig ikke fordi jeg ikke kan li’ at køre, men jeg kan bare bedre li’ at være co-pilot 😉
I alt har vi kørt i 4 biler mens vi har været i USA. Vi fandt hurtigt ud af hvad vi havde behov for og hvad vi foretrak over andet. På det øverste billede har bilen USB-indgang, hvilket vi helt sikkert var gladere for, end aux-indgang, som bilen på nederste billede har (navn, model og andre bil-detaljer lader jeg lige Anders om ;)).
Af udstyr købte vi både en GPS og et mini-køleskab specielt til roadtrippen. Begge ting var vi (selvsagt) rigtig glade for. Køleskabet kunne tilsluttes bilen via cigaret-tænderen, og så havde vi kolde drikkevarer og mad lige i nærheden.
Og så var der alt det jeg lavede mens Anders kørte 😉 Jeg har f.eks. taget rigtig mange billeder af mig selv i sidespejlene. Hehe. Selvom vi havde GPS, som selvfølgelig viste vej, så havde vi også et kort over hver stat, så jeg hele tiden kunne følge med hvor vi var. Nogle gange hjælper det lidt at se det på et stort kort. Efterhånden som vi kørte, tegnede jeg vores rute ind, og i dag har vi et stort kort over USA hængende i soveværelset med vores første roadtrip-rute tegnet ind. Synes det er meget hyggeligt 🙂
6 kommentarer
Det er altså helt vildt fint med de kort!
Aircondition er dog også en rimelig rar ting, når man er road trip, det skal man ikke glemme 😉 Specielt ikke, når det er 34 grader udenfor, well, og indenfor sådan set også, ha.
Ja, aircondition! Hvordan kunne jeg glemme det? Vi var faktisk så uheldige at airconditionen (?!) gik i stykker, da vi var i LA og måtte derfor køre rundt uden. Hold op, det var en varm fornøjelse! Derefter satte vi virkelig også stor pris på det, da vi fik byttet bilen 😉
Hvor lyder det bare fedt – og fantastisk. Jeg vil også helt vildt gerne på roadtrip rundt i USA.
Det er simpelthen også noget af en oplevelse! Både roadtrippen som rejseform i sig selv, men selvfølgelig også alle de oplevelser, seværdigheder, landskaber og personligheder man møder undervejs. Jeg siger go! 🙂
Det er altså også vigtigt at kunne agere DJ, bartender, kok osv. ellers dur chaufføren jo heller ikke længe 🙂
Haha, ja, det har du helt ret i! Uden mad og drikke duer helten ikke 😉 Selv synes jeg at det var en helt fair fordeling, fordi jeg kunne nyde landskabet, mens Anders koncentrerede sig om at køre 🙂