Magnet fra et australsk koala-hospital, hvor de hjalp og tog sig af koalaer der f.eks. var blevet ramt i trafikken eller fanget i en skovbrand. I kan se flere billeder af koalaerne her.
I modsætning til sidste gang vi delte vores souvenirs her på bloggen, er billederne denne gang taget i solskinsvejr! I onsdags havde vi det fineste vejr på Als, og vi besluttede derfor at tage billeder af vores souvenirs fra denne tur udenfor.
Generelt har vi altid mindst én souvenir med fra hvert land vi besøger. Og det er typisk en magnet. Vi har taget billeder af nogle af de magneter vi har hevet med hjem, men derudover er det også blevet til lidt forskelligt andet. Vi har forsøgt at samle lidt julepynt sammen også, ligesom sidste gang, men det er der altså ikke lige blevet taget billeder af, for det vi fandt, var ikke helt så kønt, som vi huskede det, da vi endelig fik pakket det ud, haha.
Til gengæld er der flere af de andre ting, som vi glæder os til at få taget i brug. Magneterne skal naturligvis med til vores nye Nørrebro-hjem, når vi flytter i næste måned, og der er nok også nogle af de andre ting, der ryger med i samme ombæring. I hvert fald de ting der ikke fylder så meget 😉
Udover det I kan se billederne herunder, har vi også købt plakater i Rusland og Vietnam. Desværre har vi ikke nogen ramme at sætte dem i, så dem har I til gode. De skal helt sikkert nok finde sin vej til bloggen på et eller andet tidspunkt, for det er nok nogle af de bedste souvenirs vi har med hjem, sammen med den japanske lykkeamulet.
Vi ville naturligvis gerne have en boomerang med hjem fra Australien, og da vi så den her, var vi ikke i tvivl om, at det var den, der skulle med hjem. Jeg elsker mønstret, farverne og træet!
Ligesom vi vidste, at vi gerne ville have en boomerang med hjem fra Australien, ville vi også rigtig gerne finde en fin babushka-dukke fra Rusland. Den her fandt vi tæt på Den Røde Plads, og jeg glæder mig til, at den finder sin plads i vores kommende hjem.
Vores souvenir fra Bali blev noget så turistet som en magnet formet som et surfbræt, haha. Den minder os begge ret meget om Bali, og den kommer helt sikkert til at pynte på et kedeligt køleskab.
Da vi besøgte Vietnam i 2010, havde vi svært ved at finde nogle magneter, vi kunne li’. Denne gang fandt vi dog den her, som forestiller en gammel propagandaplakat – og uden at vide, hvad der står, kan jeg ret godt li’ det grafiske. Google oversætter skriften til “løvfældende guld”, men hvordan det så skal forstås, ved jeg heller ikke 😉
Den fineste lykkeamulet fra Japan! Det er nok en af de bedste souvenirs vi har taget med hjem nogensinde. Vi boede i netop det område, hvor lige præcis den her amulet kommer fra, og derfor var det også oplagt for os at tage sådan en med hjem. Den har ingen øjne lige nu, men så vidt vi har kunne læse os til, er meningen, at man selv giver den ét øje, når man sætter sig et mål. Og når man så har opnået målet, får den det sidste øje.
Man kan ikke rigtigt have været i Kina, særligt Beijing, uden også at besøge Den Kinesiske Mur. Og man kan heller ikke rigtigt besøge muren, uden også at købe noget souvenir med hjem, der kan minde en om turen til muren 😉 Så det gjorde vi naturligvis.
I Cambodja fik Anders øje på den fineste, grønne dug med et mønster af elefanter på. Jeg er helt vild med farven, og jeg håber vi kan finde en måde at bruge den på, på et tidspunkt! Hvis den ikke går som dug, er jeg i hvert fald sikker på, at stoffet også vil tage sig pænt ud til nogle puder. Elefanten ovenpå fandt vi ligeledes på et marked i Siem Reap. Den kunne vi slet ikke stå for, så den skulle naturligvis med hjem.
I lufthavnen i Tokyo gik jeg på jagt efter en sidste lille ting, for at få brugt vores sidste japanske penge. Da jeg fik øje på vores lykkeamulet som magnet, var der ingen tvivl om, at det skulle være den, vi spenderede vores sidste yen på.
Med hjem til Anders’ nevø og niece havde vi to koalaer. Vi havde nærmest ledt overalt efter nogle, fordi vi tænkte, det var den perfekte souvenir til dem fra Australien, men vi fandt ikke nogle, før vi var ude i lufthavnen og klar til at boarde flyet til LA. Og Marie, hvis du læser med, er den her til Aksel 😉
Vasilij-katedralen er med sine mange spir og tårne en kendt attraktion i bybilledet i Moskva. Vi lagde selv vejen forbi Den Røde Plads, hvor vi gik rundt om katedralen, og nu har vi altså også et eksemplar med hjem til køleskabet.
Vi er begyndt også at kigge efter julepynt som souvenir, når vi er ude at rejse. Denne her julemand fandt vi på et marked lidt udenfor Moskva, og efter at have pruttet lidt om prisen, besluttede vi os for, at den skulle med i rygsækken. Den bliver fin at have hængende på vores første juletræ på et tidspunkt!
Endnu en last-minute-lufthavns-souvenir. Og det faktisk lige før vi satte os ombord flyet til København, for at flyve hjem og overraske dem herhjemme. Vi har vidst en ting for metal-magnet med emalje på, når man kigger på vores udvalgte magneter herover (bl.a. Japan og Kina).
Det var noget af det, vi fik plads til i rygsækken denne gang! Det har flere gange krævet lidt at få puslespillet til at gå op, for at få plads til alle vores ting, men jeg er glad for at det lykkedes. Nogle af souvenirsne er også sendt hjem fra Hong Kong, hvor vi pakkede en kasse med nogle guidebøger og lidt blandet i souvenir. De souvenirs vi ikke har fået vist her, kommer selvfølgelig i et andet indlæg på et tidspunkt 🙂
Og nu er jeg nysgerrig efter at høre, hvad I har fået med hjem fra verden, og hvad der er jeres bedste souvenir? 🙂
10 kommentarer
Fine souvenirs, især den vietnamesiske propagandaplakat-magnet er godt nok fin!
Jeg har også samlet lidt julepynt fra New Zealand (et ophæng med en blå pingvin med pailletter), som endnu har til gode at blive hængt op, men den var for fin til at ikke at købe den 😛
Har også en snekugle fra min seneste tur til Shanghai, som jeg fik i fødselsdagsgave af mine medrejsende, og selvom den egentlig er virkelig grim og tårnet indeni står skævt, så kan jeg nu meget godt lide den 😀
Ellers har jeg også en svaghed for vifter, så dem har jeg efterhånden en fin lille samling af.
Ja, den magnet er jeg godt nok også glad for vi købte! Vi fik naturligvis også en rigtig propagandaplakat med hjem, men den må I lige se på et andet tidspunkt 🙂
Haha, den pingvin lyder som et hit at have hængende på juletræet! Snekugler er virkelig også fine,bsynes jeg, men vi har endnu ikke selv købt nogle. Gad godt ha’ en fra NYC 🙂
Sjovt med vifter! Sådan nogle har jeg slet ikke lagt mærke som souvenir når vi har været afsted, men når man først selv har sat sig for, at det er det man skal have med hjem, kigger man nok også mere bevidst efter det 🙂
Ej hvor sjovt! Mine forældre og jeg har altid haft tradition for at hive en ting med hjem til juletræet når vi har været ude at rejse, men når jeg af en eller anden grund har haft snakket om det med andre folk synes de bare det lyder mærkeligt, haha.. Jeg synes det er hyggeligt at pynte træet og hive en masse minder frem fra gemmerne!
vi plejer også at samle magneter ind fra diverse regioner af de lande vi besøger. Det føltes helt mærkeligt så småt at skulle starte min egen samling nu hvor jeg er blevet ældre:-)
Haha, jeg synes ikke I er mærkelige 😉 Jeg ville faktisk ønske vi var begyndt på det før, så vi havde mere julepynt til vores samling. Kan nemlig også godt li’ ideen om at hive minder frem til jul og hænge dem på træet, som du skriver.
Magneter har vi dog altid haft med hjem – håber du får samlet en fin samling sammen også 😄
Altså resultatet bliver et lidt traditionelt juletræ, men det har da personlighed så det vil noget! 😀 Og tak tak, jeg arbejder på det! Haha..
Det tilføjer da helt sikkert noget personlighed til det ellers traditionelle juletræ med klassisk julepynt 😀 Glæder mig til vi selv kan tage vores i brug en dag!
Vildt fine souvenirs I har hevet med hjem! 😃 Jeg er især vild med babushka’en, men sådan nogle ELSKER jeg også bare – især dem hvor den mindste figur er helt lillebitte. Og så passer den da også perfekt sammen med den flotte japanske lykkeamulet 😊 de ville være et godt makkerpar i en lille rejseopstilling, tror jeg.
Ja, jeg er godt nok også glad for hver og en af dem! Haha, kan godt følge dig med babushka’en. Den og lykkeamuleten fra Japan skal helt sikkert også med og stå sammen, når vi flytter i midten af april. Og så er det jo overhovedet ikke skidt, at de minder os om gode rejseoplevelser, når vi kigger på dem 🙂
Hvor er det nogle fine ting, I har fået med hjem fra jeres tur denne gang. Er sikker på at de kommer til at pynte i jeres nye hjem (:
Selv er jeg begyndt at samle på fine, unikke postkort fra de steder jeg besøger, som skal hænges på en væg med plakater fra de steder Ollie og jeg har boet (samlet 5 steder indtil videre). Har også før samlet på julepynt (:
Camilla | http://cammi.dk
Ja, jeg kan heller ikke vente med at få dem alle pakket ud og sat frem <3 Jeg er virkelig glad for hver lille ting vi har fundet og pakket med hjem i rygsækken!
Hvor er det en hyggelig ide med postkortene og plakaterne. De kommer helt sikkert også til at vække gode minder! Vi har flere gange også købt et ekstra postkort med hjem, når der har været nogle der lige var lidt pænere end normalt, og de skal bestemt også frem til pynt 🙂