Det kan være lidt af en jungle at finde en passende campingplads i Australien. Der er mange at vælge imellem, men omvendt er der også mange om buddet – specielt i højsæsonen, som det jo var, da vi rejste rundt i december og januar. Vi ville også gerne bo på nogle billigere campingpladser, men selvfølgelig have noget for pengene. Alle jer der har camperet før, ved nok også hvor vigtigt rene bade- og toiletforhold er, og det vægtede vi naturligvis højt. Ligesom vi også gerne have en plads med mulighed for at tilslutte strøm, så vi kunne få opladet vores ting. Men hvordan finder man så lige de bedste campingpladser i Australien, når der er så mange at vælge imellem, og når man også selv har nogle krav til pladsen?
Vi brugte en app, og den hedder WikiCamps Australia. Vi havde jo i forvejen et australsk SIM-kort, så det var nemt for os at bruge app’en på farten – også når internettet på campingpladserne svigtede, og vi skulle planlægge de næste dage. Når vi faldt i snak med folk rundt omkring på campingpladserne, anbefalede de også at bruge WikiCamps til at finde de bedste campingpladser i Australien, og nøj, hvor har den altså også været en hjælp for os. Mange brugte også app’en til at finde gratis campingpladser, men det er nok nemmere at benytte sig af, når man har en campervan, autocamper eller campingvogn. Vi boede jo kun i telt, så for at kunne lave mad, gå i bad og så videre, krævede det lidt, at vi boede på en campingplads.
App’en findes også til USA, Canada, UK og New Zealand, men den vi brugte var altså WikiCamps Australia. Den kan hentes til både Android, Windows og iOS og er gratis at hente. Vi havde så efterfølgende 21 dage til at bruge app’en, før det begyndte at koste penge (AUD$7.49). Vi klarede os dog fint med de tre uger gratis, men skal man være afsted i længere tid, synes jeg, det er værd at kaste de $7.49 efter app’en (det er også kun et engangsbeløb).
Og det var altså sådan vi fandt de bedste campingpladser i Australien 😉 Der går nærmest ikke én dag, hvor vi ikke drømme os tilbage til campinglivet down under. Er der nogle af jer, der har været afsted eller måske har planer om det?
7 kommentarer
Appen campermate er gratis, og kan også anbefales. Campinglivet i Australien er bare fantastisk. Kunne sagtens tage en tur mere 😉
Godt tip, Vivian! Den kendte jeg ikke 🙂 Men ja, campinglivet i Australien er simpelthen fantastisk. Jeg er så glad for at vi gjorde det, og som dig, tog jeg også gerne en til tur 😉
Hej
Vi er ved at planlægge en tur til Queensland til juli 2020. Vi vil gerne sove en del i telt. Kan godt lide den frihed det giver og vi selv laver mad. Vi planlægger at køre ved kysten, skal op til Cairns, Daintree Rainforest m.v.
Jeg er lidt bekymret for kryb, slanger m.v. når vi skal ligge i telt. Er det noget jeg skal tænke over og hvad er jeres erfaringer. Vi har kun et lille 2 mandstelt med.
Mange hilsner
Grethe
Hej Grethe 🙂 Hvor lyder det som en spændende tur! Jeg kan godt forstå, at I gerne vil sove i telt. Vi var så glade for at campere undervejs, og det gav os nogle helt andre oplevelser, fordi vi kom tættere på andre rejsende og selvfølgelig naturen. Heldigvis kom vi ikke så tæt på naturen, at vi så slanger eller andre kryb. Nu rejste vi rundt i december og januar, så jeg skal ikke kunne sige om sæsonen gør en forskel. Vi camperede også først syd for Sydney, da vi ikke havde fået købt telt før det. Vi så dog mange dejlige campingpladser omkring Cairns, Port Douglas og Daintree, og vi gad godt have haft oplevelsen med at sove i telt med i det område også. Tænker I at campere på campingpladser eller mere “ude i naturen”? Vi oplevede i øvrigt, at det blev ret koldt om natten, og det var vel at mærke i deres sommersæson. Ved ikke lige hvordan temperaturen ser ud i juli, hvor det er vinter down under? 🙂
KH
Vi tænker at overnatte i telt på campingpladser. Tak for informationen om at der kan være koldt om natten. Det er jo regnskov og tropisk område, så vi har umiddelbart tænkt, at det ikke bliver så koldt, selvom det er vinter down under. Men det vil vi lige undersøge. Ifølge vores informationer er der ca. 20-25 grader om dagen i Cairns og Daintree området.
Har I anbefalinger til området nord for Brisbane, hvor vi starter vores roadtrip og derefter kører nord på?
Og var i ude ved Normanton og Karumba?
Mange hilsner
Grethe
Vi blev også selv overrasket over, hvor koldt det var om natten, for vi havde også tænkt, at det nok ville være varmt, når vi var der i sommermånederne 🙂 Lander I i Brisbane og kører derefter nordpå? Jeg vil lige kigge efter nogle af de stop vi gjorde os, og så finder jeg lige links til dig. Vi har desværre ikke besøgt Normanton og Karumba. Men hvor ser det spændende ud! Nu vil jeg virkelig gerne opleve det 😉
Så er der lidt links:
Om Port Douglas: https://afterglobe.dk/foerste-stop-i-australien-port-douglas/ & https://afterglobe.dk/amazing-australia/
Om Daintree: https://afterglobe.dk/australien-daintree-rainforest/
Kænguruer ved Cape Hillsborough: https://afterglobe.dk/rejsetip-kaenguruer-paa-stranden-ved-cape-hillsborough/ & https://afterglobe.dk/cape-hillsborough-en-morgen-med-kaenguruer/
Om Captain Cook Highway: https://afterglobe.dk/captain-cook-highway/
Om Queensland: https://afterglobe.dk/10-grunde-besoege-queensland-australien/ & https://afterglobe.dk/de-fineste-strande-i-queensland/