Det er vist ikke nogen hemmelighed at vi begge to er ret begejstrede for USA. Og hvis det havde passet ind i vores øvrige planer og drømme, ville USA utvivlsomt også have været en del af ruten senere på året. I øvrigt kommer der meget mere om den der rejserute snart!
Well, i forhold til USA, så er det svært ikke at blive bombarderet med indtryk derfra på en eller anden måde efterhånden. The Americans, How I Met Your Mother, Modern Family og House of Cards er bare nogle af de serier vi har set for nyligt, som har givet os en lille bid af USA. Jeg ved selvfølgelig godt at det er en brøkdel og en udvalgt del af landet og dets kultur der skildres – ofte også karikeret og fordrejet. Pointen er blot at USA og alt amerikansk er tydelig i hverdagen og svær at komme uden om. Generelt er jeg mere til serier og film når det gælder underholdning og bider fra amerikansk kultur, men jeg har selvfølgelig læst nogle bøger igennem tiden med udgangspunkt i USA. Hvis det skulle gøres op, ville de levende billeder dog helt klart vinde over de skrevne ord.
Og det er egentlig lidt synd, for der er jo rigtige mange oplevelser og eventyr gemt i bøger, som aldrig bliver filmatiseret og gjort tilgængelig på det store lærred. For efterhånden nogle måneder siden lånte jeg en bog af Anders’ storebrors svigermor (ja, det bliver lidt langt ude, men når vi mødes til familie-tamtam, falder emnet ofte på eventyr, og en af gangene var det USA der blev omdrejningspunktet, hvor hun så anbefalede bogen. Faktisk var hun med os og Anders’ søskende på Borneo, da vi rejste rundt i 2009, så vi har også fået nogle fælles rejseoplevelser sammen, som vi stadig lever højt på). Bogen som jeg var så heldig at låne, kom til at ligge nogle uger herhjemme uden at jeg rigtig fik den åbnet – indtil weekenden. Jeg fik sat mig ned og begyndte at læse om journalisten Lars Toft Rasmussens cykeltur tværs over USA. Og jeg blev virkelig fanget!
Derfor ville jeg også lige smide en anbefaling afsted herfra, hvis nogle af jer skulle have lyst til at læse om en noget krævende cykeltur fra San Francisco til Washington DC. Det tog ham seks uger, og undervejs faldt han i snak med masser af amerikanere og fik talt om både løst og fast samt om det amerikanske præsidentvalg, som løb af stablen i 2012 – og som også var omdrejningspunktet for hele hans cykeltur.
Bogen har virkelig givet mig mod på at læse mere om USA og andre lande, som vi tidligere har besøgt. Det er selvfølgelig noget andet end at se en fiktiv film eller en iscenesat serie, men jeg blev i hvert fald ikke skuffet 🙂 Jeg fik blot mod på at udforske USA endnu mere – og ærgrede mig også lidt over nogle steder, som vi er gået glip af på vores roadtrips.
Hvis I har nogle bøger at anbefale om enten USA eller andre spændende kulturer, så smid en kommentar! Det kunne være der var noget oplagt litteratur at tage med i rygsækken i august 😀
English: A recommendation for a book about a journalist who travels across America on a bike! Crazy, but really inspiring. It’s in Danish though 😉