De næste par indlæg kommer til at stå i tilbageblikkets tegn. Vi gør klar til nytåret og 2016 ved at kigge lidt tilbage på hvad året der er gået har budt på af både små og store oplevelser samt de bedste billeder i løbet af året.
2015 har været fyldt med familiefødselsdage for både de yngste og ældste, konfirmation og andre mærkedage. Der har været gåture i køligt forårsvejr. Der har været regnvejrsdage, solskinsdage, snevejrsdage. Kolde dage. Varme dage. Der har været besøg på Den Blå Planet, aftensmad på campingplads og vafler til morgenmad. Der har været køreture forbi rapsgule marker, et weekendbesøg i Århus og datenights i byen. Der har været tanker om og tilbageblik på vores oplevelser 2014, og der har været forventningsglæde for vores eventyr i 2015. Der har været solstråler på fødderne, farverige blomster i vejkanten, chai i koppen og serier på computeren. Der har været dovne dage i sofaen og produktive dage med flyttekassepakning. Der har været planlægningsdage, valgdage, sygedage, sommerdage, korte dage og lange dage. Der har været dage med beslutninger, dage med udflugter og dage med god mad. Der har været æbleskiver i juli, is i januar og regnvejrsdage året rundt. Og så har der været hyggelige aftener i byen med en øl i hånden, lange gåture igennem København og dage i familiens skød.
Sjovt nok har jeg nærmest ikke skænket hverken studie, praktik eller eksamen en eneste tanke mens jeg har skrevet det her indlæg. De ting har faktisk ikke fyldt voldsomt meget af året der er gået – i stedet har årets første halvdel været dedikeret til (ud fra minderne og billederne) masser af familietid, genopladning, oprydning og skøn natur. Og selvfølgelig fotografering. Der er ikke gået en dag uden jeg har taget et billede, og forhåbentlig kommer det til at fortsætte sådan længe endnu.
2015 har på mange måder været kontrastfyldt. Ovenstående beskriver første halvdel. Lige præcis indtil august, hvorefter vi ikke længere havde vores hjem i København, men derimod vores ting opmagasineret og vores tøj i et par rygsække. De måneder kommer vi til i et andet indlæg, for ikke at gøre dette for langt. 2015 har været skræmmende, fedt, oplevelsesrigt og krævende. Nærmest alt sammen fordi vi solgte vores hjem igennem de sidste seks år. Det var både skræmmende og krævende at flytte, men også fedt, fordi det bød på nye muligheder og gjorde året endnu mere oplevelsesrigt end vi nogensinde havde forestillet os.
En stor del af 2015 har været fokuseret på først vores arbejde mod at tage afsted og forberedelserne dertil, og dernæst det at være afsted og opleve destinationerne. Da 2014 lakkede mod enden sidste år, havde jeg på ingen måde forestillet mig at det følgende år skulle være endnu mere fyldt med rejse og oplevelser end 2014, hvor vi for første gang besøgte Sydamerika. Men sådan kan livet overraske – endda glædeligt og yderst positivt.
Her er nogle billeder fra første halvdel af 2015, hvor vi stadig havde et hjem, en base. Hvor vi besøgte Bispebjerg Kirkegård sammen med resten af København. Købte blomster til lejligheden før vi skulle have taget billeder. Drak spandevis af chai-te mens det sneede udenfor. Puttede i sofaen med en god bog og take-away. Fejrede børnefødselsdage med lyserøde kager. Gik ture langs de danske kyststrækninger. Og spiste pandekager til morgenmad. Alt dét savner jeg!