Har I oplevet, at en ændring i jeres liv har gjort, at I har skulle tænke anderledes for at kunne prioritere at rejse?
Som I ved er der sket ikke så få ændringer i vores liv på det seneste. Vi venter en lille pige. Vi er flyttet. Jeg er blevet færdiguddannet. Allesammen ting, der har gjort, at vi har skulle tænke anderledes og prioritere på en ny måde, for stadig at få plads i budgettet til at rejse. For afsted vil vi jo 😉
Det er egentlig lidt komisk. Da vi boede i København og var på SU, var vi ret gode til at spare op. Og vores opsparing brugte vi for det meste på at rejse ud i verden eller købe rejse- eller kameraudstyr. Således fik vi sidste år besøgt både London, Finland, Mecklenburg-Vorpommern i Tyskland, USA, Tyrol i Østrig og Irland.
Men i år har det været lidt sværere at spare op. Og det er der en række grunde til. Så her får I en lettere ironisk liste med tips til, hvordan man ikke sparer op til at rejse 😉
1. Flyt
En flytning er aldrig billig. Det koster. Vi klarede selv vores flytning i januar med god hjælp fra vores familie (jeg var desværre ikke selv til så meget hjælp med en baby i maven, der gjorde at jeg havde kvalme og ondt i lænden ved bare den mindste bevægelse), men bare udgifter til flyttebil og bro fylder jo hurtigt. Og så spiser man (eller måske det bare er os?) lidt mere take-out op til en flytning, hvor alt i hytten skal pakkes ned, deriblandt også køkkenet. Man køber flyttekasser i et væk. Og flyttebilen skal også have benzin. Ja, det koster at flytte.
2. Flyt i en større bolig med en dyrere husleje
Indskuddet i sig selv tager en god sjat fra opsparingen. Den opsparing, man hellere ville have brugt på flybilletter og oplevelser. Siden januar har huslejeposten også været lidt højere end den ellers har været, da vi boede i en lille to-værelses i København. Vores husleje i København var dog rimelig billig, fordi vi boede i en studiebolig. Og egentlig er vores husleje også relativt billig i dag, når man regner kvadratmeterprisen ud.
3. Køb møbler (eller bare generelt ting) til den større bolig
Vi har været heldige at kunne overtage nogle sofaer som vi også havde i lejligheden i København. Der var ikke ordentligt plads til dem i leljigheden, men nu hvor vi er flyttet i noget større, fungerer det meget godt. Så heldigvis har vi ikke skulle ud og kigge på sofaer. Til gengæld har vi opgraderet sengen og købt reoler. Og vi skal også have fundet en løsning på et spisebord og købt stole dertil. Og så løber det også op, når man køber ringeklokke, tager en tur i IKEA og så videre 😉
4. Flyt i en bolig med have
Vores have er virkelig ikke særlig stor. Men den er der. Og vi har sådan glædet os til endelig at have eget udeareal. Nu hvor sæsonen endelig er til det, har vi selvfølgelig også kastet penge efter havemøbler, planter, krydderurter, højbede, vandslange, kartoffelspande og jeg ved ikke hvad. Nyeste indkøb er en grill. Jeg GLÆDER mig vanvittigt til at sommeren for alvor er her, og vi kan nyde godt af kylling på grill, hjemmedyrkede kartofler og rabarbarkompot med egne rabarber. Hvis I er nysgerrige på at se vores have, så gav vi en lille rundvisning på Instagram Stories i går (den ligger også i highlights, så I kan se den efter de 24 timer er gået) 🙂
5. Køb en bil
Vi har hele tiden vidst, at en forudsætning ved at flytte, var at vi skulle have en bil. Og ligeså meget som vi har glædet os til at få en have, ligeså meget har vi glædet os til at få en bil. Men en bil skal også have benzin på, før man rigtigt kan bruge den. Og sommerdæk. Og forsikres. Det koster bare mere end at transportere sig rundt på cykel som vi gjorde i København.
6. Få en baby
Hvis vi selv skal sige det, har vi faktisk været ret gode til ikke at købe os fattig i udstyr. Og Anders’ mor har været så sød at sponsorere en hel del. Men det løber alligevel op. Der er babyalarm, tremmeseng, puslepude, tøj, ammepude, pusletaske, autostol og aaaalt muligt andet som man skal have gjort klar til baby melder sin ankomst. Og så koster det altså også lidt at skulle skifte egen garderobe mere eller mindre ud, når maven vokser 😉
Punkterne skal slet ikke lyde som en klagesang. Vi er SÅ glade for at være flyttet. Vi mangler vores familie og venner i København, men overraskende nok har vi indtil nu ikke savnet det at bo i byen eller de muligheder, der var der. Det har faktisk været relativt nemt at rykke teltpælene op og flytte til Jylland. Og selvom udgifterne unægteligt ser lidt anderledes ud, så gør det ingenting. Indtægterne har selvfølgelig også ændret sig, nu hvor vi ikke er studerende.
Havde I spurgt for et år siden, hvor vi ville være i dag, havde jeg nok sagt noget med, at vi fortsat ville bo i København. Jeg havde på ingen måde forestillet mig, at vi i dag ville bo i Billund med en baby på vej. Men jeg vil ikke bytte det for noget! Også selvom det betyder, at vi får lidt erfaring med, hvordan man ikke skal spare op til en rejse 😉
Selvfølgelig er der også stadig plads til at spare op. Vi vil ikke rejse afsted for lånte penge, så hvis vi vil afsted, må vi spare op. Og afsted vil vi jo gerne 😉
For stadig at holde udgifterne nede ved bl.a. flytningen, betalte vi ikke for flyttemænd eller et flyttefirma, og vi undgik at have dobbelthusleje og flyttede direkte fra København til Billund uden at skulle betale til to boliger på samme tid. Vi forsøger ikke at lave nogen forhastede beslutninger med indkøb til den nye bolig, og vi har stadig ikke fundet en permanent løsning til vores spisebord og -stole. Vi vil gerne være sikre på, at vi køber noget, vi bliver glade for på sigt. Vi brugte lang tid på at undersøge, hvilken bil der kunne betale sig og har valgt én der kører langt på literen. Vi forsøger også så vidt muligt med nogle DIY-projekter herhjemme – også i haven. Og det er faktisk virkelig hyggeligt. Hele weekenden er f.eks. gået med at lave plantekasser til 10 bærbuske.
Selvom vores hverdag ser anderledes ud end for blot et år siden, betyder det ikke, at vi stopper med at prioriterer rejser i vores liv. Det at rejse ud i verden og opleve er stadig højt prioriteret hos os begge, og selvfølgelig skal vi også ud og opleve verden med vores kommende globetrotter 🙂
Har I erfaring med at være i en situation, der gjorde, at I havde sværere ved at prioritere rejser?
![]()


16 kommentarer