De næste indlæg kommer til at stå i tilbageblikkets tegn. Vi gør klar til nytåret og 2016 ved at kigge lidt tilbage på hvad året der er gået har budt på af både små og store oplevelser samt de bedste billeder i løbet af året. Læs det første tilbage her om årets første seks måneder, hvor vi pakkede vores liv i flyttekasser, og det andet indlæg her med første omgang af årets bedste billeder.
I august krammede vi vores familie ekstra meget og vinkede vi farvel til Danmark. Her begyndte vores eventyr for 2015 for alvor. Vi lagde ud med Rusland i to uger, før den stod på Japan, Sydkorea, Kina, Hong Kong, og senere Filippinerne, Vietnam, Cambodja, Indonesien, og nu Australien. 2015 har indtil videre været det år hvor vi har besøgt flest nye lande – og flest lande i det hele taget.
Der har været god mad, myggestik, nye kulturer, fremmede sprog, skønne skylines, masser af solskin og voldsomt mange fine billedmuligheder (som vi har forsøgt at udnytte tilfulde). Der har været sygedage i Moskva og jetlag i Japan. Der har været lange dage med udflugter og lange dage med beslutninger. Der har været ture med bus, tog, bil, taxa, fly og tuktuk. Der har været nætter på futoner i Japan, aftener med den smukkeste solnedgang over Seoul og formiddage med overdådige slotte i Skt. Petersborg. Der har været toast til morgenmad, friskpresset juice til frokost og barbecue til aftensmad. Og selvfølgelig take-away på hotelværelser. Der har været mærkelig mellemlandinger og masser af stempler i passet.
Og så har der været uheld og dårlig karma. Bed bugs. Askesky. Forsinkelser. Uvejr. Helligdage. Dårlig mad. Nætter uden søvn. Men heldigvis er det de gode oplevelser der fylder mest i minderne. Som svenske kødboller i IKEA, rugbysnak med en sydafrikaner på en burgerbar i Vietnam, kolde øl efter en lang dag og gåture på lokale markeder.
Selvom der har været hårde dage, som virkede uoverskuelige, og dage med tonsvis af udfordringer som vi skulle tage stilling til, har der heldigvis været overflod af de gode øjeblikke. Som dem hvor vi har gået hånd i hånd i Saigons gader, cruiset rundt blandt templerne ved Siem Reap og siddet bag på tuktuks i Filippinerne. Vi har set aber, skorpioner, kænguruer og koalaer. Vi har besøgt grænsen mellem Nord- og Sydkorea, vi har hiket op ad Den Kinesiske Mur, og vi har nydt solopgangen ved Angkor Wat. Vi har spist os mætte i retter vi ikke kan udtale og mad vi ikke ved hvad er. Og vi har øvet os i at spise med pinde. Både dem i træ, plastik og metal. Vi har opdaget nye livretter og fået masser af uforglemmelige smagsindtryk (bun cha i Vietnam, vi tænker på dig!). Vi har vandret storbyer tynde, udforsket gader og gyder og nydt både coast, city and countryside views.
Den sidste halvdel af 2015 har i den grad budt på mindeværdige dage og uforglemmelige oplevelser. Det er svært at forstå at alle billederne herunder er taget inden for de seneste fem måneder. Hold nu op, hvor er de måneder blevet fyldt godt ud! Og hvor er jeg glad for hver og en oplevelse vi har fået sammen.
Hvordan har jeres 2015 været? Det mest mindeværdige øjeblik? Lande I har besøgt? Det kunne være spændende at høre om jeres oplevelser.
”Don’t waste away your travel days waiting for better ones ahead”