Når det hele nogle gange føles træls, for at sige det på godt jysk, kan det være en meget god idé at kigge lidt rundt og fokusere på noget positivt. Ovenpå oplevelserne i starten af denne uge, satte jeg mig derfor ned og samlede 5 gode ting, som vi er taknemmelige for lige nu:
1.
At være indehaver af et pas fra et land der giver os mulighed for at besøge en stor del af verden På vej til Cambodja forleden, talte vi med en amerikaner, som skulle have visum for bl.a. at komme til Vietnam, hvor vi altså har 15 dages visumfrit ophold. Kina kunne vi klare hjemmefra, det samme med Rusland. Og selvom det kan trække tænder ud med visumansøgninger på ambassader og kontorer, er det alligevel muligt for os. Det rødbedefarvede pas giver os virkelig en enorm frihed.
2.
At opleve verden med hinanden og have hinanden når verden er både med og mod os. Det at vi begge deler samme passion for at tage ud i verden, er en kæmpe fornøjelse. At dele vores passion med hinanden og være nysgerrige sammen. Og på de punkter hvor vi er forskellige – min tålmodighed rækker slet ikke så langt som Anders for eksempel – lærer vi hinanden bedre at kende på en ret intens og koncentreret måde.
3.
At I gider at læse om vores oplevelser og vil følge med i vores eventyr – på både gode og dårlige dage. For et par uger siden nåede vi 1000 følgere på Instagram, og generelt stiger vores tal stille og roligt. Vi ville blogge uanset om det bare var vores mødre der læste med – det har vi gjort før, haha, men det er virkelig en fornøjelse med feedback, opmuntringer og anbefalinger fra jer derude som har lignende drømme og erfaringer. Vi elsker at I drømmer med os og deler samme begejstring for at opleve verden!
4.
At opleve så mange forskellige lande, lære om så mange kulturer og møde så mange mennesker. Vi har begge lært utrolig meget om de lande vi har besøgt samt deres historie og kultur, og det at få et førstehåndsindtryk af verden og have mulighed for det vi gør, er vi virkelig taknemmelige for. Og at have en af de flotteste solnedgange udenfor vores vindue lige nu gør det kun bedre. Jeg kunne rejse jorden rundt bare for solnedgangene 😉
5.
At få lov til at opleve naturen tæt på. Om det er vilde papegøjer, den sødeste mango eller den hårdeste hike på Den Kinesiske Mur. Vi får simpelthen set så meget, men det der får mig til at hive kameraet frem flest gange, må være de ting naturen gør og kan. Og jeg glæder mig kun til at opleve endnu mere – bl.a. Great Barrier Reef, som står ret højt på vores bucketlist 🙂
Og så er der de små ting: En kold cola på en varm og fugtig dag, at have et overtal af morgener hvor vi vågner uden en alarm, en effektiv aircondition der kan få os til at klimatisere, et stabilt wi-fi, Facebook Messenger, som gør det muligt at have mere kontakt med dem derhjemme (laaangt mere end vi havde i 2009), gode og bløde hovedpuder, problemfrie flyveture og generelt smertefri transport. Og meget mere 😉
Hvad er I glade for for tiden?