Nu er det vist tid til at få afsluttet den serie af indlæg vi fik startet for nogle måneder siden efter vi løftede sløret for vores rejseplaner. For efterhånden noget tid siden tog vi nemlig en beslutning om at tage afsted ud i verden til august. Det har krævet en del forberedelse, en masse planlægning, tusinde tanker, argumenter for og imod og alt mulig andet. Og så indebar det selvfølgelig også at vi fik givet vores familie besked. Derfor har vi heller ikke skrevet om det på bloggen før vi fik det sagt til familien, og det betød at vi ikke kunne skrive real-time indlæg om processen undervejs. Alligevel har vi skrevet ned hvilke overvejelser vi har haft imens planlægningen har stået på, og de indlæg har vi løbende udgivet, for at give jer et indblik i hele processen med at gå fra en drøm til at have en flybillet i hånden.
I forrige indlæg skrev vi om lejlighedssalg, og denne gang handler det om at offentliggøre vores planer for familien. Første del kan læses HER, anden del om brainstorming om vores rejsedrømme HER, tredje del om at rydde op og sælge ud HER, fjerde del om lejlighedssalg HER og femte del om at gå fra tanke til handling HER. I kan læse vores indlæg om vores overordnede plan HER.’
6. april
Påskeferien blev bl.a. brugt på at fortælle familien om vores planer og drømme efter lejlighedssalget. Egentlig er kontrakten ikke underskrevet endnu, for der gik lidt koks i det hele inden påske (advokatfirmaet der står for salget i foreningen var ikke de hurtigste knallerter på havnen!), men vi satser på at få den underskrevet i morgen eller onsdag nu hvor påsken er overstået.
Hele dagen i dag er nærmest gået med at drømme og planlægge vores kommende eventyr, og det kilder mere og mere i maven jo mere virkeligt det begynder at føles. Nu er det ikke bare tanker oppe i vores hoveder, men nu har vi sagt til familien, at vi som sådan ikke er på udkig efter noget nyt efter lejligheden er solgt, men at vi venter til vi kommer retur fra at have rejst lidt mere rundt. De havde nok lidt set det komme, for det er altså ærlig talt svært at skjule den enorme rejselyst vi render rundt med 😉
Well, offentliggørelsen af vores planer, betød altså også planlægning af planerne. Ikke at vi vil planlægge så meget, men visum og vaccinationer skal der jo være styr på. Vi havde egentlig sagt til familien, at vi ville rejse med den transmongolske jernbane fra Moskva til Kina, men da vi kiggede på det i dag og undersøgte priser mere nøje, begyndte vi at blive i tvivl. Som der ser ud nu, tror jeg ikke at vi rejser med den transmongolske jernbane – mest fordi de penge det koster, vil vi gerne gemme og bruge på at rejse længere. Prisen for at flyve fra Moskva til f.eks. Beijing er langt billigere end med tog (cirka 5.000 kr. billigere per person!), og vi havde egentlig ikke tænkt os at stige af undervejs med jernbanen, men kun bruge den som transport til Kina. Men det bliver altså ret dyrt at betale den pris kun for transport, så de penge vil vi hellere bruge på flere overnatninger eller mad i lande hvor de rækker langt.
Jeg håber i øvrigt også snart at vi kan tillade os at løfte sløret for vores rejseplaner her på bloggen. Det er lidt mærkeligt ikke at skrive i real-time. Lige nu er det den 6. april, og Anders undersøger visum og vaccinationer, mens jeg skriver det her indlæg. Vi vil bare helst ikke råbe højt om noget som ikke er fuldstændig sikkert endnu, så det ender med at blive varm luft 😉
//
Heldigvis fik jeg ikke jinxet noget omkring salget af lejligheden, da indlægget blev skrevet! Handlen gik igennem efter vi alle havde underskrevet online – vi troede vi skulle mødes for at sætte en god, gammeldags underskrift, men det blev klaret fra sofaen med NemID. Rimelig surrealistisk at det blev gjort på den måde. Lidt ligesom at uploade sin eksamensopgave online 😉
6 kommentarer
Det er ikke for at lyde sur og nederen, men jeg ved ikke om i selv har lagt mærke til det, men mange af de indlæg, som i har skrevet vedr. jeres forestående rejse, handler ret meget om det samme. Der er en del gentagelser – i har fx allerede skrevet om priserne på transport og også flere indlæg ang. jeres lejlighed. Jeg kan godt forstå at det hele er super spændende for jer og at i er ivrige for at dele det hele, men mange gange når jeg klikker mig ind, så er det lidt en gentagelse af noget i allerede har fortalt og det bliver en anelse trægt. Måske er det fordi i er så ivrige, at i kommer til at gentage jer selv.
Det er selvfølgelig jeres blog og i skal gøre hvad i vil. 🙂
Hej May 🙂
Tusind tak for din feedback! Det har bestemt ikke været meningen at det skulle opfattes som gentagelser – det synes jeg heller ikke selv er sjovt, når jeg klikker ind på blogs 😉 Jeg kunne forestille mig at det hænger sammen med, at den her serie af indlæg (Farvel Danmark-indlæggene) har vi skrevet undervejs i processen, men efter vi har fået sagt højt at vi tager afsted, er nogle af de samme informationer nok blevet talt for mange gange. Vi er selvfølgelig ivrige efter at fortælle om vores planer, haha, men det er selvfølgelig ikke meningen at vi skal gentage os selv 🙂 Ideen med Farvel Danmark-serien var egentlig at give et indblik i den process det har været og i den process har salg af f.eks. salg af lejlighed fyldt rigtig meget. Vi vil selvfølgelig gøre hvad vi kan for at undgå for mange gentagelser fremover 🙂
KH
Vildt nok at lejlighedsoverdragelsen bare foregik elektronisk! Vi lever sgu efterhånden i en ret så digitaliseret verden 😉 haha! Vi satte trods alt “ægte” underskrifter ifm. vores huskøb – det tror jeg også bare, jeg har det bedst med.
Ja, jeg havde faktisk også regnet med at vi skulle ind og skrive under ved vores administrator, men åbenbart ikke. Det havde trods alt været lidt mere ægte, som du skriver og gjort overtagelsen lidt mere virkelig 🙂 I det mindste mødes vi selv med køber og overdrager nøglerne 🙂 Kan virkelig godt forstå du gerne ville skrive under fysisk!
Hejsa. Jeres nye eventyr lyder virkelig spændende, jeg glæder mig til at følge med, selvom jeg ikke kender jer 🙂
Hej Stephanie 🙂 Tusind tak! Vi er virkelig også spændte på hele vores eventyr, og vi glæder os helt bestemt til at dele alle vores oplevelser med jer herinde 😀