Tidligere på sommeren havde vi et interview med Thor fra Once Upon A Saga. Vi spurgte ham, hvad man skulle gøre, hvis man gerne ville gøre ham kunsten efter – altså besøge alle verdens lande, som han arbejder på lige nu. Til det svarede han: Lad vær. Lidt ironisk, men det er selvfølgelig også, mildt sagt, et lidt vanvittigt projekt, han har kastet sig ud i. I stedet for at sætte sig for at opleve alle verdens lande, sagde han, at man kunne lave en kortere liste med lande, man gerne ville besøge. Og det har vi nu sat os for at gøre. Det er nok en never-ending-liste, som vi løbende kommer til at tilføje nye destinationer til, men fælles for listen er, at de lande som står på den, er nogle vi rigtig gerne vil besøge, lære mere om, opleve og rejse rundt i. Man kan vel kalde det en slags bucketlist 🙂
Og her er de første 10 europæiske lande, vi gerne vil besøge. Vi har allerede 10 flere klar og også en hel del andre lande fra andre verdensdele.
10 europæiske lande, vi gerne vil besøge

Billede fra Budapest, som vi besøger lige nu
Holland
Ingen har os har nogensinde været i Holland. Faktisk har vi ikke så meget som kørt igennem landet. Det er egentlig lidt trist. Og det gad vi godt lave om på. Specielt Amsterdam står højt på vores ønskeseddel. Camilla fra bloggen Cammi.dk gør i øvrigt et ret godt job med at sælge byen igennem sine billeder 😉
Portugal
Sporvogne i Lissabon, solnedgange ved vestkysten og hiking i Sintra-Cascais Natural Park. Jeg har næsten kun hørt godt om Portugal, og på et tidspunkt er vi nødt til at opleve landet på egen hånd. Og så skulle det også være et af de billigere europæiske lande at rejse rundt i.
Finland
Michelle og Sheena fra Shinimichi har gjort deres for at Finland er på vores liste over europæiske lande, vi gerne vil besøge. De sidste par år har de haft de nordiske lande i fokus på deres rejser, og hold nu op, hvor er der vanvittig meget flot natur i vores egen baghave, der bare venter på at blive udforsket. Specielt Archipelago National Park ser fantastisk ud!
Norge
Norge skulle være SÅ flot (og SÅ dyrt!), og det er simpelthen for dårligt, at vi endnu ikke har været forbi hverken Trolltunga eller Predikestolen endnu. Men står det til vores europæiske bucketlist skal vi snart forbi og opleve storbylivet i Oslo, de fine farverige huse i Tronheim og den storslåede natur tæt på Stavanger.
Sverige
Nabolandet lige på den anden side af sundet. Og alligevel har jeg kun været i Malmø en enkelt gang. Anders har til gengæld været i Stockholm og besøge familie, men en fælles tur for os begge er det endnu ikke blevet til. Stockholm står ellers virkelig højt på listen over europæiske hovedstæder. som jeg gerne vil opleve!

Billede fra Budapest, som vi besøger lige nu
Letland
Letland har Riga, og netop af den grund er Letland kommet på listen. Det virker som en virkelig flot by med masser af smuk arkitektur, og det er også som om den vinder lidt fremad som rejsedestination. Eller er det bare mig? Jeg synes i hvert fald, jeg har hørt om flere, der har taget turen til Riga, og som er vendt hjem helt forelsket i byen 🙂
Tyrkiet
Sidste år mellemlandede vi i Istanbul på vej fra Moskva til Tokyo, og havde vi haft meget mere tid, kunne det have været fedt at tage på oplevelse i byen. Desværre rakte tiden kun til en løbetur igennem lufthavnen, for at nå vores connecting flight. Anyways. Maden og Den Blå Moske er bare to gode grunde til at aflægge Istanbul et visit.
Island
Vi er nok ikke de eneste, der har Island på listen over europæiske destinationer? Hold op, hvor har jeg sukket mange gange over flotte billeder fra øen mod nord, og jeg håber sådan, vi en dag får mulighed for selv at tage nogle ligeså fine billeder af det islandske landskab.
Grønland / Færøerne
Vi ved selvfølgelig godt, at Grønland og Færøerne slet ikke kan skæres over en kamp og slet ikke tæller om én enkelt destination. Det er naturligvis to forskellige destinationer, men om ikke andet er det altså to steder, vi virkelig godt gad opleve. Naturen er jo så meget anderledes der end vi er vant til fra flade og bjergløse Danmark. Åh, jeg savner bjerge og mere dramatisk natur!
Grækenland
Smukke græske øer og historiske Athen er to gode grunde til at tage turen til Grækenland. Santorini med sine hvide huse, Akropolis, Pantheon og Samaria-kløften er lidt flere grunde 😉 Og så er der hele det græske køkken som vi begge er ret begejstrede for. Vi ses, Grækenland! I hvert fald på et tidspunkt 😉
Hvilke europæiske destinationer har I på jeres radar? Er der måske nogle af ovenstående I allerede har besøgt?
![]()


16 kommentarer