Efter at have fortalt vidt og bredt om de nationalparker, vi allerede har besøgt, gælder det nu de nationalparker i USA vi rigtig gerne vil besøge på et tidspunkt. Jeg tror faktisk, vi begge er helt enige om, at vi endnu ikke er færdige med at opleve USA, men hvornår næste tur over Atlanten sker, ved vi dog ikke. Tænk, hvis man hvert år havde en obligatorisk tur til staterne, for at shoppe, spise og se seværdigheder? Det ville passe ret godt til os 😛 Og på en af de ture kunne vi jo også passende se en af de mange parker, vi endnu ikke har besøgt. Råb endelig højt, hvis I på et tidspunkt har lagt vejen forbi én af parkerne og giv jeres besyv med i kommentarfeltet.
Yellowstone
Ahmen, se lige billederne derfra altså. På et eller andet tidspunkt vil jeg altså gerne opleve en geyser, og om det bliver på Island eller i Yellowstone National Park er såmænd lige meget, men rammerne i Yellowstone fejler i hvert fald ikke noget. Yellowstone blev etableret i 1872 og er i øvrigt verdens første nationalpark. Den spreder sig over et areal på knap 9000 kvadratkilometer og ligger primært i Wyoming, som faktisk er en stat, vi endnu ikke har besøgt – og som man generelt heller ikke hører så meget om? Det må vi hellere gøre noget ved!
Everglades
I den modsatte ende af landet ligger Everglades, nemlig i Florida. Vi har faktisk heller ikke besøgt Florida, men har flere gange overvejet, om vi nu skulle flyve til Miami eller i hvert fald tage køreturen forbi det nordlige af staten. Det har vi dog endnu til gode, ligesom vi også har Everglades National Park til gode. Normalt når jeg tænker på amerikanske nationalparker, tænker jeg på bjerge, der spejler sig i stille søer, omkranset af vild og farverig natur. Everglades er nok nærmere modsat 😉 Det er et tropisk vådområde, hvor der både er søkøer og krokodiller. Og sikkert også slanger, men det snakker vi ikke så højt om.

Joshua Tree
Joshua Tree National Park er kendt for sine lidt særprægede kaktusser. Parken ligger i Californien, og vi overvejede kraftigt at køre forbi på vores sidste roadtrip. Vi endte dog med at blive lidt tidspresset i sidste ende, da vi skulle tilbage til LA for at pakke og senere flyve hjem, for at overraske familien derhjemme. Af erfaring ved vi, at det altid tager meget længere tid at pakke rygsækkene, end vi ellers lige regner med. Derfor måtte vi vinke farvel til USA uden at have været forbi ørkenparken Joshua Tree.
Grand Teton
Ved Grand Teton National Park er der en lade. På en mark. Med Teton-bjergkæden i ryggen. Og siden jeg første gang så et billede af den lade, har jeg så gerne selv villet forbi, for at tage et billede af netop laden. I kan se et billede af det populære motiv lige her. Og når vi alligevel er i nærheden, ville det være en fornøjelse også at opleve selve Grand Teton-nationalparken. Ligesom Yellowstone ligger denne også i Wyoming. (Seriøst, hvorfor hører man ikke mere om den stat, når den har så flot natur at byde på? Måske har jeg bare lukket ørerne hver gang nogen har fortalt om Wyoming 😛 ) Faktisk ligger Grand Teton kun omkring 20 kilometer syd for Yellowstone. Jeg tror specielt det ville være flot at opleve parken i efteråret – altså, se lige de billeder!

Rocky Mountain
Endnu en park, der er præget af et vildt bjerglandskab. Den ligger i Colorado – altså Rocky Mountains strækker sig jo over et kæmpe areal og også ind i Canada, men selve Rocky Mountain National Park ligger altså i Colorado. Parken fyldte i øvrigt 100 år sidste år og bliver årligt besøgt af omkring tre millioner mennesker. Det er altså vanvittigt mange mennesker :O Hvis vi en dag får mulighed for at besøge parken, gad jeg godt tage et spejlbillede i en af de mange søer, der findes i parken.
Arches
Der er én helt speciel grund til, at jeg gerne vil besøge Arches National Park. Nemlig for at tage et billede af den vel nok mest berømte bue i parken, Delicate Arch. Og det er ikke for sjov, at parken hedder Arches National Park. Der er nemlig mere end 2000 dokumenterede buer i parken, som alle er naturligt formede. Parken ligger i Utah, og selvom vi altså flere gange har besøgt Utah, har vi endnu ikke været højt nok oppe i staten, til at lægge vejen forbi Arches. Vidste I i øvrigt, at hvis en ny bue bliver opdaget, bliver den opkaldt efter opdageren. Dét gad jeg godt – finde en bue og få den opkaldt efter mig 😛

Great Smoky Mountains
Hvis det her billede ikke er grund nok til at besøge parken, så ved jeg simpelthen ikke, hvordan jeg skal overbevise jer. Måske ved at fortælle, at parken har næsten dobbelt så mange besøge som Grand Canyon? Eller at adgang til parken er gratis? Parken ligger i øvrigt i det sydlige af Appalachian Mountains på grænsen mellem Tennessee og North Carolina. Faktisk er parken også en del af Blue Ridge Mountains. Geografien forvirrer mig lidt der. Noget af Blue Ridge Mountains har vi allerede besøgt, da vi kørte ad Blue Ridge Parkway i både september og oktober i 2014. En virkelig flot køretur, som ændrer udtryk alt efter årstiden.
Glacier
Glacier National Park ligger i Montanta i helt oppe mod grænsen til Canada i det nordvestlige USA. Som navnet så fint antyder, er der en hel del gletsjere at opleve i parken, endda nogle der er mere end 10.000 år gamle. Udover massevis af gletsjere er der også intet mindre en 762 turkise søer, vandfald og et vildt flora og fauna liv – heriblandt selvfølgelig grizzlybjørne. Igen er der her rig mulighed for at tage en masse spejlbilleder i de mange søer i parken. Hold op, hvor gad jeg godt nyde en hike her og vide, at den her udsigt ventede i den anden ende.

Som I nok kan se, er billederne slet ikke fra de parker, vi snakker om i indlægget, men i stedet fra de parker, vi allerede har besøgt. Dem, vi har besøgt, kan I se mere til her.


12 kommentarer