Vi skrev jo sidst, at vi havde været i 16 amerikanske stater, men da jeg talte efter i går, så blev det faktisk til 17. Tror måske jeg glemte Connecticut, som vi fik tilføjet sidste sommer.
Inspireret af fotografen David Thornell, som har lavet en billedserie med et billede fra hver stat (find linket på vores Facebook), tænkte jeg at det også kunne være meget sjovt at vælge et billede for hver stat. Det har været svært at vælge – specielt Californien, fordi vi har mange billeder fra både San Diego, San Francisco, L.A., Death Valley og Yosemite. Men herunder er der billeder fra 11 ud af de 17 stater vi har besøgt.
Jeg har forsøgt at skrive ind på kortet hvilke stater vi har besøgt. Maryland og Delaware er nogle forholdsvis små stater, så jeg kunne ikke lige få plads til dem på selve staten 😉 Rækkefølgen på billederne skulle gerne passe til vores rute fra sommeren 2011.
Det er nok ret tydeligt, at det her billede er fra Times Square i New York 😉 En by jeg sindssygt gerne vil tilbage til lige nu! Da vi var der i sommers var vores ene objektiv til kameraet desværre gået i stykker, så de fleste billeder fra NYC er taget med vores telefoner, men ikke det her.
Det her billede er taget mens vi kørte rundt i Amish-området i nærheden af byen Lancaster. Vi var begge ret fascineret af hele Amish-kulturen, og det var faktisk ret svært at vælge ét billede. Det her er billede er jeg lige lidt mere glad for end de andre, fordi jeg ramte plet i første omgang mens Anders kørte forbi 🙂
Vi kender vel nærmest allesammen sangen Country Roads (ellers kan I høre den her)? I hvert fald gik turen sidste år igennem netop West Virginia, som John Denver synger om i sangen. Billedet er fra en tur til Shenandoah National Park, hvor vi fulgte Skyline Drive hele vejen igennem parken.
Vi kørte igennem Tennessee på vej ned til min lillebror i Texas, og selvom vi havde travlt, stoppede vi lige i Memphis, for at se Graceland 🙂
Hvis jeg husker rigtigt, så var det her et lidt tilfældigt stop. Vi havde lige været i San Antonio i Texas for at se The Alamo, og da vi kørte videre så vi et skilt, hvor der stod “Lost Maples State Natural Area”. Vi besluttede at holde en pause, og så gik vi ellers på opdagelse 🙂
Egentlig lå Louisiana ikke på vores rute. På vej fra Newark havde vi et lidt stramt program, fordi vi gerne ville nå til Texas, inden min lillebror skulle hjem fra sin udveksling. Derfor nåede vi heller ikke igennem Louisiana på vej til Texas, som umiddelbart ville have været mest logisk, men efter vi havde besøgt ham, valgte vi at tage et hurtigt smut til New Orleans, hvor billedet også er taget.
Det her billede er taget et meget random sted på vej til Californien. Vi forsøgte at finde en nationalpark, men det viste sig at den var lukket pga. skovbrand, så vi endte med at køre lidt rundt i området i stedet.
Arizona er nok en af de stater, hvor vi har kørt længst uden at møde nogen. En aften, hvor vi havde kørt rigtig længe, endte vi med at finde et sted at sove i en lille-bitte by, Wilcox. Egentlig ville vi have kørt videre næste dag, men det viste sig at området havde rigtig meget at byde på, fordi der tidligere havde været mange guldminer. Så afsted med os – ud og opleve, og det endte med at vi faktisk blev der i 5 dage.
Som sagt, så var det rigtig svært at vælge et billede fra Californien, fordi vi simpelthen fik så mange oplevelser i den stat. Det blev det her billede fra San Francisco, fordi det simpelthen var en af vores favoritbyer på vores roadtrip!
Hovedattraktionen i Nevada er selvfølgelig Las Vegas, og vi blev naturligvis blown-away da vi kørte igennem byen, da vi ankom om aftenen. Det var ret kontrastfyldt til Death Valley, som vi netop kom fra.
Har I været i USA, og hvor mange stater har I krydset af jeres liste? Jeg håber at vi en dag kan krydse samtlige 50 stater af – en tur til Hawaii ville i hvert fald ikke være dårligt!












12 kommentarer