Lørdag aften var det tid til at indløse Anders’ fødselsdagsgave fra mig, og vi tog derfor subwayen længst væk fra Manhattan til Queens. Vejret var heldigvis vildt lækkert, hvilket nok var meget godt eftersom stadionet ikke var overdækket.
Det var vores første baseballkamp nogensinde, men vi blev enige om at det måtte være ligesom rundbold, hvor man var ude, hvis man blev grebet, og man var god, hvis man skød bolden langt væk, men ikke ud over sidelinjerne 😉 Hvis der er nogle baseball-sagkyndige derude på den anden side, så ret os lige, hvis det er helt forkert, haha.
Spilforståelse eller ej, så bød aftenen på en all american oplevelse med amerikanske hotdogs, is i baseball-hat, gratis bøllehatte (ja, der findes også billeder af os…), nationalsang, kiss-cam, kæmpe bamse-maskot og drikkevarer i kæmpe krus.
Umiddelbart virkede kampen ikke så vigtig – der blev i hvert fald skudt flere bolde op til publikum end ud på banen, og der blev kun løbet omkring 10 point hjem samlet (løber man overhovedet point hjem i baseball?!). Heldigvis stoppede det ikke publikum fra at huje og buhe, og det var virkelig en fornøjelse at sidde der blandt flere tusinde amerikanere og forsøge at blende ind med den fine blå bøllehat. Det var i hvert fald hele turen værd til Queens! Og vi har endda fået mod på mere amerikansk sport, så måske der sniger sig en kamp mere ind på vores roadtrip? Sportsgrenen er vidst ligegyldig – så længe der er mad og godt humør 😉
Billedet herover er taget fra området bag tribunerne på Citi Field, hvor der var udsigt ind til Manhattan. Ret flot alligevel!
Forresten – næste gang vi skrives ved bliver i Sydamerika! Vi tager videre til Peru i aften ved midnat (omkring kl. 6 onsdag morgen dansk tid). Flyveturen tager 8 timer, så når vi lander er vi forhåbentlig friske til at gå på opdagelse i Lima.
Vi ses i Peru!










8 kommentarer