Jeg gætter på at det her har været et længe ventet indlæg. Specielt for dem der måske selv står og skal planlægge en roadtrip indenfor den nærmeste fremtid? Well. Nu har vi også endelig fået kigget på vores budget for vores roadtrip. Vi var afsted i 2 måneder, og undervejs har vi løbende skrevet udgifter på overnatning, transport, mad og oplevelser op. Vi har ikke talt flybilletter eller billeje med i denne omgang, men hvis I har nogle spørgsmål dertil, så skriver I bare.
Overnatning
To gange bookede vi overnatning via Airbnb, hvor resten af overnatningerne har været på hotel. Vi har både booket via hotels.com, hotellernes egne hjemmeside, brugt opsparede point i diverse reward clubs samt kørt efter kuponer. I kan læse meget mere om overnatning i USA lige HER, hvor vi deler ud af vores gode råd til at finde billige overnatninger på en roadtrip.
Gennemsnit per person per dag: 193,54 DKK.
Transport
Med i transport har vi talt benzin, broafgift, parkering og offentlig transport. Vi brugte offentlig transport i Chicago og den sidste dag på vores roadtrip, hvor vi skulle frem og tilbage til lufthavnen, da vi afleverede vores bil. Vi har forsøgt at undgå toll roads og broafgifter ved at vælge en alternativ rute på vores GPS, men der har været nogle enkelte gange, hvor vi har været nødt til det.
Gennemsnit per person per dag: 68,2 DKK.
Mad og indkøb
Vi har nærmest spist ude hver dag, så det løber selvsagt op. Derudover tæller denne post også vaskeri og indkøb af drikkevarer og snacks til køredage. Morgenmad har vi oftest spist på hotellerne, for derved at spare nogle penge.
Gennemsnit per person per dag: 105,75 DKK.
Oplevelser og souvenirs
Vi har været i biografen nogle gange (omkring $10 per billet), købt nogle fælles souvenirs (alt tøj og lignende er købt hver for sig og tæller derfor ikke med her), købt frimærker og postkort og selvfølgelig også været i nogle nationalparker. Vi købte et kort der gjaldt til alle nationalparker, som kostede $80, så det er selvfølgelig også en stor del af posten.
Gennemsnit per person per dag: 20,55 DKK.
I alt bliver det til omkring 388 DKK per person per dag. Og ligesom med vores budget for Sydamerika, er det faktisk lykkedes os at holde os under det beløb vi havde regnet med hjemmefra. Det svarer til ca. $64,5 per person per dag. Lonely Planet anbefaler $100 om dagen, hvis man er på budget, og $150-$250, hvis man lejer egen bil, bor på hotel fremfor hostels og spiser ude for omkring $50-$80 på restaurant for 2 personer. Jeg ved ikke lige hvordan vores budget passer ind her, men vi har selvfølgelig ikke regnet billejen ind i prisen, da vi vil gøre det i et seperat indlæg. Der er nemlig stor forskel på hvor dyrt det er afhængig af biltype og så videre. Vi har typisk betalt omkring $30 for aftensmad for to personer – og vi er slet ikke gået sultne fra bords. Der har ofte været nok til frokost dagen efter 🙂
I kan se vores budget for NYC HER, for Sydamerika HER, og vores tips og tricks til billig billeje HER.
Og hvis I har nogle spørgsmål til hvad der er inkluderet under hvilken post, så er I mere end velkomne til at spørge. Jeg håber i hvert fald at det at vi deler vores budget kan hjælpe nogle af jer med at planlægge en roadtrip. Er der egentlig nogle af jer der er ved at planlægge en roadtrip?
English: We’ve tried to figure out all our expenses while we roadtripped across America. We ended up spending $64,48 per day per person. And compared to Lonely Planet and their recommendations for budget travelers with around $100 per person per day, we did pretty good. Although we didn’t include our rental car, because we wanted to talk about that in a separate post.
10 kommentarer
Det er da slet ikke så galt igen. Er fortrøstningfuld mht. en fremtidig roadtrip 🙂 Og at man kan finde overnatninger til mindre end 350-500 per person! #damnyoumanhatten
Ps. Elsker jeres lagkagediagram!
Jeg blev også selv overrasket over at vores gennemsnit faktisk holdt sig under det vi håbede på hjemmefra! Hvis man tager afsted i tre uger i stedet for to måneder, så synes jeg heller ikke det er så uoverskueligt 🙂 Haha, ja Manhattan er sgu noget for sig selv med de priser, men I skal nok få en fed oplevelse! Og tak – lagkagediagrammet var også ret sjovt at lave, haha 😀
Yaaay – endelig. 🙂 Det er meget interessant at se, hvordan pengene fordeler sig. Jeg gangede lige op, og kan se, at det jo naturligvis løber op i en hel del penge – så nu skal der spares op! 😀
Tak for delingen. Virkelig spændende. Hvor meget fik I billeje til? Har kigget lidt på den side, I før har anbefalet, og man kan faktisk få nogle ok deals på biler i USA (checkede i øvrigt billeje i Spanien! Man kan seriøst få 45 dage for 1400 kr. i alt! Dét er crazy! Vi skal vist på roadtrip i Spanien snart!).
Glæder mig til at se, hvor jeres næste tur går hen. 🙂
Dejligt at du kan bruge det, Celia! Det har egentlig også været meget sjovt for os selv at se fordelingen mellem de forskellige poster og så selvfølgelig selve beløbet. Jeg synes heldigvis ikke det er så slemt som jeg frygtede, og vi har også holdt os under vores budget. Dog havnede vi lige midt i kursstigningen, og det kunne vi faktisk mærke med nogle tusinde kroner. Ret vildt!
Jeg er faktisk i gang med at skrive om vores billeje, leje af Mustang og så videre, så billejeprisen kommer snart! Jeg kan desværre ikke lige huske det på stående fod =/ Men ja, det er faktisk ikke helt så dyrt at leje bil! Jeg er i hvert fald fristet til at leje endnu engang og også andre steder end i USA 😀
Dejligt brugbart indlæg, når man selv snart skal til for alvor at planlægge 😀 Også selvom vi ikke skal være af sted i to måneder, men de her priser tror jeg alligevel liiige jeg skal vise min kæreste. Så er det jo ikke så skræmmende alligevel.
Hvad har I egentlig erfaring med mht. hvornår man skal bestille flybilletter?
Og dejligt at du kan bruge det! Jeg håber i hvert fald at det kan være med til at give en ide om priser, udgifter og så videre nu hvor I selv skal planlægge jeres tur til sommer 🙂 Priserne kan jo bare ganges op i forhold til hvor mange dage i regner med at være afsted. Ift. flybilletter kan det helt sikkert betale sig at være ude i god tid – vi læste engang en artikel som havde 3 måneder som tommelfingerregel. Prøv evt. at holde øje med forskellige datoer i forskellige browsere osv. Ofte gemmes ens søgning sådan at priserne holdes kunstigt oppe, hvis man søger på samme afgang flere gange. Det kan derfor være en god ide at søge i inkognito eller prøve fra forskellige enheder, når man søger 🙂
Det kan det helt sikkert! 🙂 Og tak for tip mht. flybilletterne – jeg havde godt hørt det der om, at browserhistorikken gemmes, så priserne måske ikke matcher det faktiske niveau – mega snyd altså! Jeg er begyndt at kigge lidt på billetter, bare for at se hvordan prislejet ligger. Men vi skal først af sted i sommerferien, så det er måske lige tidligt nok, at bestille dem endnu. Selvom de måske kun bliver dyrere når det rent faktisk ER i sommerferien..
Ja, det er altså lidt tricky lige at finde ud af de der flybillet-priser =/ Jeg håber det lykkedes for jer at finde nogle billige billetter! Politiken havde i hvert fald en artikel forleden, hvor de skrev om billige flybilletter til NYC i foråret – måske det også gælder til Californien? Det er i hvert fald værd at holde øje med 🙂
Hejsa!
Min kæreste og jeg tager om en uges tid på vores første 100% selvplanlagte USA roadtrip tur, og har et par spørgsmål jeg håber i vil kunne svare på 🙂
Har det været muligt at drikke vandet fra hanen i alle de stater i har været i?
Hvor har i købt America The Beautiful kortet henne? Kan nemlig ikke bestille det online til DK.
Har nationalparkerne været til at finde? Google maps har nemlig svært ved det til tide så er bekymret for om gps’en kan.
Har i købt et sim kort til mobilen der ovre for at få net? eller har i kun brugt dem på hoteller og restauranter.
Mange tak på forhånd for svar!
Hilsen Caroline Sølvsten
Hej Caroline! Jeg beklager det noget sene svar – har været lidt ophængt med eksamen, men nu er der dømt sommerferie 🙂 Og hvor lækkert med roadtrip! Jeg håber du kan nå at få svarene på dine spørgsmål med 🙂
Vi har faktisk altid undgået at drikke vand fra hanen – måske med enkelte undtagelser, men jeg kan ikke huske i hvilke stater. Vi har blot købt en masse vand i Walmart – og fyldt dem op, når vi er kommet forbi sådan nogle drikke-fontæner 🙂
Vi har købt America The Beautiful i den første nationalpark, vi har besøgt. Sidste år tror jeg det var Zion, der var vores første park. Det har aldrig været et problem, og de har altid haft et klar til os 🙂 Kan kun anbefale det, hvis I planlægger at besøge mere end et par nationalparker 🙂
Nationalparkerne har heller ikke været svære at finde. Vi har sat det ind på vores GPS, og den har ikke haft noget problem med det. Ofte er der også gode vejskilte, som måske kan være en hjælp, hvis GPS’en svigter 🙂 Hvilke parker har I planer om at besøge?
Vi købte et simkort til mobilen sidste år for at have data mens vi kørte rundt. De andre år har vi kun brugt offentlig wifi eller hotellernes. Det gør det dog en del nemmere at have data på mobilen 🙂 Vi købte en pakke fra T-Mobile i Walmart sidste år, og det fungerede rigtig fint 🙂
Håber du kan bruge svarene! Ellers er du mere end velkommen til at sende en mail, hvis du har flere spørgsmål. Jeg håber at I får en rigtig god tur! Det lyder i hvert fald fedt 😀 Vi stikker selv af til august og glæder os helt vildt 😀