Indlægget er sponsoreret af Friliv.dk, hvorfor vi linker til deres produkter.
Da vi var på roadtrip i august, prøvede vi for første gang kræfter med camping i USA. Fordi vi rejste i højsæson og ikke tidligere havde erfaring med camping i USA, planlagde vi en stor del af turen hjemmefra og bookede alle campingpladser på forhånd. Nu hvor vi er erfaringen rigere, vil vi gerne dele vores oplevelse med jer. Vi har samlet en række gode råd til camping i USA, og hvert tema herunder har fået sit indlæg. Vi har bl.a. et indlæg om valg af campingplads, et indlæg med praktiske ting som badefaciliteter og madlavning og så et indlæg med gode råd til camping i USA baseret på vores egne erfaringer. I det her indlæg skal det handle om campingudstyr som telte, liggerunderlag, sovepose, service og så videre.
Har I været afsted på camping i USA? Eller drømmer I om det?
Efter nu at have camperet i både Australien og USA, har vi kun fået endnu mere lyst til at campere andre steder i verden også. Måske næste projekt skulle være en campingtur i Island som Camilla var afsted på sidste år? Det må være fantastisk at overnatte i den fri natur deroppe! En klassisk kør-selv-ferie i Europa med overnatning på campingpladser lyder heller ikke som en dum ide. Vi må se, hvor familielivet bringer os hen, når vi på et tidspunkt skal ud og opleve verden som et trekløver.
HVORFOR VÆLGE CAMPING I USA?
Kort fortalt var der fire grunde:
- For at prøve noget andet og noget nyt
- For at komme tættere på USA og amerikanerne
- For at spare lidt på udgifterne
- For at være tættere på naturen
Vi ville gerne prøve kræfter med camping i USA for at opleve landet på en ny måde. Vi har været på en god håndfuld roadtrips i USA efterhånden, men har altid overnattet på hotel eller motel. Vi har samlet nogle fantastisk oplevelser sammen og virkelig nydt at rejse på den måde. Men nu ville vi gerne prøve noget andet. Vi ville gerne tættere på USA og amerikanerne. Vi oplevede i Australien, hvordan vi kom tæt på de lokale og andre rejsende, når vi overnattede på campingpladser, og det var virkelig en succes.
Og ærlig talt – så ville vi også gerne se om vi ikke kunne spare lidt på udgifterne, for at kunne være væk lidt længere tid. Vi havde en uges tid i NYC i slutningen af turen, og NYC er som bekendt ikke en billig by at overnatte i. Samtidig ville vi også gerne opleve naturen helt tæt på. Vi ville gerne besøge nogle nationalparker, vi ikke tidligere havde oplevet, og her virkede det oplagt at komme tæt på naturen ved at overnatte på campingpladser.
Det helt store spørgsmål i vores planlægningsproces, var om vi skulle gå med campervan eller vælge telt?
Vi undersøgte priser på campervans, men fandt hurtigt ud af, at det simpelthen ville blive en for dyr fornøjelse. Valget faldt derfor på at leje en bil og købe et telt som vi gjorde i Australien. Det var ærlig talt lidt af et helvede at skaffe udstyr til vores campingnætter, men det kan I læse mere om længere nede. Vi var i virkelig mange butikker for bl.a. at finde det rigtige telt og den rigtige luftmadras. Det havde naturligvis været meget nemmere at medbringe de ting hjemmefra, og skal vi afsted på campingtur til USA en anden gang, kunne det meget vel også blive vores løsning.
Læs mere om vores oplevelser fra vores roadtrip her.
CAMPING I USA // UDSTYR
Nu til vores første indlæg om camping i USA. Vi starter med at kigge på campingudstyr. Senere har vi som sagt et indlæg med fokus på valg af campingplads, et indlæg det praktiske (som badefaciliteter og madlavning) og et indlæg med tips og tricks baseret på vores egne erfaring.
Campingudstyr
Udstyr, vi medbragte hjemmefra
Vi havde pakket lidt forskelligt med hjemmefra som vi vidste, vi ville bruge på turen. Det meste var faktisk ting, vi købte til vores campingovernatninger i Australien, så det var kun dejligt, at det kunne komme i brug igen.
Sovepose og hovedpuder
Vores soveposer er nogle, vi har haft længe. Helt tilbage fra da vi rejste rundt i Sydøstasien i 2009-2010 og troede vi skulle bruge soveposer oftere end de få overnatninger, vi havde i junglen 😉 I stedet for at ligge og samle støv, kom de med i vores rygsække til USA. I Australien købte vi blot nogle tæpper fra IKEA, men baseret på vores erfaringer dengang var det nødvendigt med noget mere varmt.
Hovedpuderne havde vi også med hjemmefra. Og det er faktisk dem, vi købte i Australien, da vi skulle campere der. Det er nogle relativt billige nogle fra IKEA, men vi er blevet ret glade for dem og bruger dem også herhjemme. De fylder lidt, men det er nu meget rart at have en god hovedpude med.
Bestik og service
I Australien købte vi både bestik og tallerkerner, og vi kunne ikke helt nænne at lade det blive, da vi skulle flyve videre efter vores campingtur. Derfor kom det med hjem, og så kunne det passende komme med til USA. Tallerkenerne er blot nogle billige, men fine, farvede plastiktallerkener fra Target. Bestikket er heller ikke af bedste kvalitet, men fylder heldigvis ikke meget. Vi havde pakket nogle viskestykker rundt om, så vi også havde noget at tørre af med, når vi havde vasket op.
Håndklæder
Vi har tidligere brugt sådan nogle hurtigttørrende håndklæder som vi havde købt til vores første tur til Sydøstasien i 2009-2010. Standen på dem er dog ikke helt god længere. Og vi foretrækker egentlig også rigtige håndklæder. Vi købte nogle i Filippinerne, da vi boede i en hytte lejet gennem Airbnb, og de er ligesom så meget andet også kommet med hjem. De fylder ikke meget, men fungerer bedre end de hurtigttørrende. Og så kunne de passende komme med på tur igen.
Se flere billeder fra vores roadtrips i USA på Instagram her.
Udstyr, vi købte i USA
Som I kan se, var det kun nogle basale ting, vi havde med hjemmefra. Det vigtigste – telt og underlag – købte vi i USA. Vi havde ingen af delene hjemme, så i stedet for at købe det på forhånd, valgte vi at købe det derovre. En anden gang ville det dog give god mening at have et lettere telt med hjemmefra som vi ville kunne bruge igen og igen.
Telt: Tusindvis af telte – tusindvis af valgmuligheder
Ved at have haft et telt med hjemmefra, ville vi også have sparet rimelig mange timer på at kigge efter telte derovre. Vi brugte virkelig lang tid på at finde et passende telt. Umiddelbart havde vi to krav. Man skulle kunne stå oprejst i teltet, for når det skulle fungere som vores hjem i så mange dage, var det vigtigt for os, at det var rummeligt, specielt i højden. Og så måtte det også gerne være nemt at slå op. Allerhelst ville vi gerne have haft vores telt fra Australien, som vi var ret glade for, men det lod vi desværre blive down under.
Havde vi skulle have teltet med på vandreture i fx nationalparkerne for at overnatte lidt mere ude i og tættere på naturen, havde det givet god mening med et letvægtstelt. Da vi ikke havde planlagt sådan nogle ture på forhånd, kiggede vi dog efter nogle andre telte. Vi endte med et kæmpe stort telt fra Walmart med god loftshøjde. Det var fedt med så meget plads, men samtidig var forbandelsen ved størrelsen også, at det var svært at varme op, og nætterne var derfor ofte ret kolde.
Underlag: Luftmadras eller liggeunderlag?
Underlag købte vi også i USA. Vi endte med at købe en luftmadras som fyldte halvdelen af teltet. Ikke just vandrevenligt, haha. Luftmadrassen skulle tilsluttes strøm og blev pumpet op på den måde, så det var lidt luksusudgaven af camping. Havde vi skulle pakke underlag hjemmefra, havde vi helt sikkert valgt at tage et liggeunderlag med. Med en luftmadras – og et kæmpestort telt – er man ikke helt så mobil, som hvis man havde et letvægtstelt og et liggeunderlag med. Heldigvis skulle vi bare fragte os selv rundt med bil 😉
Alt i alt havde vi en rigtig god oplevelse med camping i USA. Ved at tage noget af udstyret med hjemmefra, sparede vi lidt på nogle udgifter. Nogle af tingene valgte vi som sagt at købe derovre, men har man allerede telt og liggeunderlag giver det helt sikkert mening at tage det med, så man ikke skal bruge tid på at lede efter det derovre.
Vi har en tur i Europa på tapetet her til sommer, og i den forbindelse har vi kigget lidt på telte – både letvægtstelt og familietelt. Min voksende mave gør dog nok, at vi venter lidt med at prøve kræfter med camping til næste år 😉 Men på sigt gad vi godt have et fint telt som en del af vores rejseudstyr, som vi hurtigt ville kunne smide bagi i bilen og bruge på kortere ture både herhjemme og ude.
2 kommentarer
Jeres telt ser virkelig fedt ud! Vi tog “luksusudgaven” og kørte rundt i en autocamper i foråret, men vi kunne også godt overveje telt-versionen en dag 😉 Hvordan var temperaturen på jeres rejse? Kunne i holde varmen om natten?
Det var også et kæmpe telt 😀 Udfordringen med det var dog at det var så stort, at netop var svært at holde varmen om natten 😉 Vi kørte med varmeblæser om natten for at holde varmen 😛