Vi har vidst ikke lige fået råbt højt herinde om at vi rent faktisk er landet i Australien! Vi ankom fredag morgen fra Bali, og godt trætte efter nærmest ingen søvn ombord på flyet, fandt vi vej igennem både immigration og told. Vi fik købt et australsk SIM-kort med det samme og hoppede så ellers på en shuttle ind til Cairns for at hente vores lejebil.
Vi tog turen fra Cairns til Port Douglas umiddelbart herefter, og hold nu op, hvor var det en vanvittig flot køretur! Vi var trætte og udmattede, men lettede og glade for endelig at være i Australien, og hvilken udsigt vi blev belønnet med. Det er i hvert fald ikke svært at forstå hvorfor lige netop den strækning er udnævnt som World Heritage Site og ofte bliver rangeret som en af de flotteste ture i verden. Hvis I skulle befinde jer på de kanter, hedder den Captain Cook Highway og er bestemt en tur værd! Det var desværre lidt overskyet og diset da vi tog billederne, men når solen skinner, er det helt fantastisk.
Henover weekenden har vi fået installeret os i vores to-værelses ferielejlighed i Port Douglas, og det er SÅ rart at have eget køkken igen. Det har også betydet at vi slet ikke har været ude og spise endnu, men kun har lavet mad herhjemme. Ellers er tiden blevet brugt på slentreture igennem byen og rundt ved stranden, køreture langs førnævnte rute og indkøb. Og så var vi på en lille tur i går, hvor vi fik krydset en oplevelse af vores bucketliste. Måske I allerede har gættet hvad det var, hvis I følger med på Instagram eller Snapchat (andersbruhn og lauragraens)?
Anyways. Her er der en stak billeder fra den fineste køretur, og inden længe er der mange flere billeder fra Australien, som virkelig har vist sig fra sin fine side de sidste dage 🙂









