(Billederne er fra vores gode Airbnb-oplevelse i Japan – bare for at opveje det negative indlæg lidt 😉 )
Vi har efterhånden benyttet Airbnb en del gange siden vi opdagede det tilbage i 2011. Vi har brugt det i USA (mange gange), Bolivia, Polen m.fl. Alle gange har været en positiv oplevelse, og vi har nydt at bo lidt mere hjemligt end hvad man ellers gør på hostels og hoteller.
Når man bor via Airbnb, bliver man inviteret ind i folks hjem. Mange gange lærer man værten at kende og får på den måde en relation til værten – omend oftest en kort. Derudover er der selvfølgelig nogle kulturforskelle man skal tage hensyn til når man bor hos en privatperson på den anden side af jorden.
Sidst vi brugte Airbnb var i Japan, hvor vi først boede i Takasaki og sidenhen i Hakone (tæt på Mount Fuji). Oplevelsen i Takasaki var rigtig god. Vi kom helt tæt på det mindre turistede Japan og fik lidt mere kontakt med de lokale end vi gjorde i Tokyo.
Desværre var det en helt anden oplevelse i Hakone. Inden vi bookede, tjekkede vi ellers op på hvem værten var (som vi altid gør), og han har 3-4 boliger i området og har fået rigtig meget positiv feedback, så det var et godt tegn. Værten var også utrolig sød. Han tog imod os da vi ankom og havde endda sørget for fødselsdagskage og juice fordi jeg havde haft fødselsdag dagen inden vi ankom. Vi følte os virkelig velkomne. Efter han var taget afsted, fik vi mulighed for at kigge os rundt, og der gik det op for os at der slet ikke var blevet gjort rent efter de forrige gæster. Det der ventede os var:
- Brugte gryder og service i køkkenet, stadig med madrester på samt madrester i håndvasken.
- Fedtet køkkenbord med tydelige pletter efter madlavning
- Muggen frugt i køleskabet
- Møgbeskidt gulv – fyldt med jord og nogle steder direkte klistret
- Et ikke rengjort toilet
- Hår i badekaret og i håndvasken
- Store skimmelpletter forskellige steder i badeværelset
- Afklippede negle i håndvasken og på badeværelsesgulvet
- Så meget hår i gulvafløbet (+ noget der ligner et hygiejnebind eller forbinding), at det blokerede, så vandet ikke kunne løbe ud
- Beskidt sengetøj (og heller ikke noget nyt at skifte til – dog var sengen blevet redt). Der var hår og blodpletter på madras, pude og dyne (højst sandsynligvis (og forhåbentlig) efter myggestik, da der var myg over det hele)
- Internet der ikke virkede 75% af tiden, men værten gjorde dog alt hvad han kunne for at afhjælpe det
Vi kunne sagtens tilføje mere til listen, men jeg synes det giver et meget godt billede af oplevelsen. Det kostede 500 kr. per nat, så det var jo ikke fordi det var specielt billigt. Udover prisen for overnatningen, bliver der endda trukket et gebyr for rengøring, hvilket er meget normalt, men ikke særlig fair hvis der så ikke bliver gjort rent.
Nu kommer dilemmaet så: Vi tog kontakt til Airbnb for at fortælle om vores oplevelse, men hjælpen fra deres side er ikke-eksisterende. De er desværre ligeglade og har meldt ud at det er vores eget problem. Ifølge deres hjemmeside skulle de ellers have en kundesupport i verdensklasse, men hvis man har haft en dårlig oplevelse, må man åbenbart sejle i sin egen sø. Hvis der var problemer med boligen, skulle vi kontakte værten direkte og blande dem udenom. Vi havde håbet på at de i det mindste kunne hjælpe med at formidle kritikken videre til værten – for hvordan skriver man lige til verdens sødeste vært at man synes hans hjem var ret klamt?
Hvad havde I gjort hvis I var i vores situation – havde I skrevet til værten? Og hvis ja, hvad havde I skrevet? Dem der lejer hans bolig(er) i fremtiden risikerer jo at få samme oplevelse som os, men samtidig er det svært at få sig selv til at skrive en sådan besked – uanset hvordan man pakker det ind. Er det bare os der er lidt konfliktsky når det kommer til sådan noget?
Det skal ikke være nogen hemmelighed at vi er utrolig skuffet over Airbnb’s håndtering. For hvis de ikke engang vil hjælpe med at formidle kritik af boligernes renlighed, hvordan håndterer de så hvis der er noget mere alvorligt galt?! Det er utrolig ærgerligt at sådan en oplevelse kommer til at overskygge de gode oplevelser vi har haft.


12 kommentarer