Vi har ikke helt forklaret så tydeligt hvad det egentlig er, vi bruger tiden på nu og hvad planen er nu hvor vi er hjemme. Helt lavpraktisk bor vi en uge ved min familie og en uge ved Anders’ familie, men fra midten af april er vi endelig at finde i København igen! For en uges tid siden var vi så heldige at få landet os en fremlejet lejlighed i 5,5 måneder, og sådan som boligmarkedet er i København, sagde vi JA TAK med det samme. Nøj, hvor vi glæder os til at mæske os i kebab, trave de københavnske gader tynde og generelt bare nyde foråret i byen igen.
Udover at vi selvfølgelig stadig søger bolig til efteråret (forbandelsen ved en tidsbegrænset, fremlejet lejlighed…), søger vi begge to også job. Vi begynder begge at studere igen til september efter at have holdt et års orlov, og indtil da håber vi på at få arbejde – for måske igen at kunne spare op til flere rejser 😉
For ærlig talt, så bruger vi altså også meget af vores tid på at kigge på flybilletter, afbudsrejser, gode tilbud og destinationer under varmere himmelstrøg. Vi har åbenbart slet ikke fået stillet vores rejselyst og gad begge to godt liiiige et smut ud og opleve endnu engang 😛
Det er altså ikke fordi der sker det store eller kommer til at være de vilde ændringer i vores liv. Vi vil begge gerne tilbage til København og vores vante gang i byen, og så vil vi også begge gerne i gang med hver vores studie igen. Det har dog været virkelig skønt med et afbræk, og vi har på ingen måde fortrudt at have taget orlov fra vores studier, for at drage ud i verden med vores rygsække. Og kunne vi gøre det igen, gjorde vi det med det samme 😀
Har I taget orlov fra jeres studie for at rejse? Eller får I udnyttet hver eneste ferie til at tage afsted på tur?


6 kommentarer