I går da jeg kiggede nogle af vores billeder igennem på Flickr, opdagede jeg at de derinde har en ret hyggelig feature, som inddeler billederne efter motiv. Billederne var delt op i både mad, landskab, bjerglandskab, mennesker og mange flere temaer, og det var faktisk helt hyggeligt at blive mindet om mange af vores lidt ældre billeder. Normalt plejer jeg kun at kigge på billeder fra samme område – f.eks. billeder fra Vietnam eller vores stop på Route 66 – men når billeder fra vores forskellige rejser og fra forskellige verdensdele bliver sat op ved siden af hinanden, kigger jeg lidt anderledes på dem. Jeg ved ikke hvorfor, men når alle landskabsbillederne, som herunder, bliver samlet sammen, giver det bare noget andet, end når alle Yosemite-billederne vises sammen eller når udsigten over La Paz vises med andre La Paz-billeder.
Jeg fik derfor lyst til at vise nogle af de bedste views vi har haft rundtomkring i verden. De her billeder er sorteret efter bjerglandskaber på Flickr. Jeg glæder mig allerede til at opleve endnu flere views – det ville i hvert fald ikke være dårligt at opleve Mt. Fuji i Japan, og Den Kinesiske Mur står naturligvis også højt på listen, når vi tager til Kina.
Virkelig flot udsigt i det nordlige Vietnam, hvor vi kørte rundt på scooter, for at opleve nogle af de flotte views.
Underligt nok var jeg ikke så betaget af Yosemite, da vi stod overfor landskabet, men når jeg kigger på billederne synes jeg det er en af de flotteste views vi nogensinde har set.
Billedet er vores første roadtrip i sommeren 2011. Faktisk kan jeg ikke helt huske hvor det er taget, men jeg kunne forestille mig at det enten er på vej ind til eller væk fra Death Valley.
Det her billede kan jeg i hvert fald huske at jeg tog på vej ud fra Death Valley. Det føltes helt uvirkeligt at køre igennem sådan et landskab – og også lidt nervepirrende når man kigger på benzinmåleren og ved der ikke kommer en tankstation før om laaang tid…
Vi har tidligere vist udsigten over La Paz, men på en eller anden måde fremstår det meget mere fascinerende, når det sættes op mod mange af de andre flotte views vi har oplevet. Specielt også fordi det her viser udsigten over en by og ikke kun et tomt natur- eller bjerglandskab.
Sjovt nok er mange af de flotteste udsigter fra USA, men det land har jo virkelig også meget at byde på – specielt når det gælder landskaber og natur. Det her billede er fra Grand Canyon, som tog pusten fra mig så snart vi kiggede ud over den store kløft. Vi har vist flere (og bedre) billeder fra Grand Canyon her.
Ligesom Yosemite var det ikke helt kærlighed ved første blik, da vi så Bryce Canyon. Forleden faldt jeg faktisk over et billede på Instagram, hvor der var en der skrev, at Bryce Canyon var langt mere fascinerende en Grand Canyon. Jeg havde det lige omvendt, men efter vi er kommet hjem og har kigget billederne igennem, synes jeg nu også at Bryce Canyon gør det godt 😉
Jeg tror billedet herover er et af de tidligste billeder vi har taget – måske bortset fra vores Albuquerque Balloon Fiesta oplevelse, hvor vi stod op midt om natten, for at være sikre på en god plads. I hvert fald stod vi op kl. 4 om natten, da vi skulle besøge Machu Picchu, og jeg gætter på at det her billede er taget ved 7-tiden om morgenen lige omkring solopgang. Selvom Machu Picchu selvfølgelig var hovedattraktionen, så var det svært ikke også at blive fascineret af det omkringliggende landskab.
Jeg er ikke helt sikker på hvor det her billede er taget, men det er i hvert fald fra vores allerførste roadtrip tværs over USA i 2011. Egentlig havde jeg glemt billedet, og jeg forstår ikke helt at vi rent faktisk har oplevet det, når jeg sidder og kigger på det nu. Det er jo vildt med de farver!
Når jeg kigger sådan nogle billeder igennem – som vi selv har taget, fordi vi selv var der – så føler jeg mig virkelig heldig og taknemmelig. Nogle gange har jeg svært ved at forstå hvor meget vi har oplevet og at det er os der har oplevet lige præcis det billederne gengiver. Det giver mig kun endnu mere lyst til at rejse afsted og samle endnu flere oplevelser sammen!
Har I nogle anbefalinger til nogle gode udsigtspunkter ude i verden? Jeg regner som sagt med at vi kommer til at opleve mange flere fascinerende bjerglandskaber og vilde udsigtspunkter når vi tager afsted. Og så har jeg også lidt et håb om at kunne stå op til en solopgang – bare en enkelt gang. Vi har oplevet virkeligt mange solnedgange efterhånden, men det hører til sjældenhederne at vi står op før solen 😉 Det kunne være ret fint at opleve et landskab forskellige tidspunkter af dagen. Specielt efter at have set Charlottes billeder her, hvor hun tog det samme billeder på tre forskellige tidspunkter af dagen. Det er vildt hvor meget ændringer i lys betyder.
English: Flickr reminded me of some of the beautiful views we’ve experienced around the world throughout time. This is some of the best, I think!










6 kommentarer