2. november: Vi har fået for vane at tage billeder af vores postkort inden vi smider dem i postkassen. Det er ret hyggeligt, for det efterfølgende ender postkortene jo i hver deres postkasse forskellige steder rundtomkring i Danmark. Og så ser det bare ret flot, synes jeg 😉 Specielt på det her billede, hvor to cambodjanske flag står i hver deres side.
De her billeder er fra da oktober blev til november og fra vi tog turen fra Cambodja til Indonesien via Malaysia. I løbet af blot én enkelt uge nåede vi at sende postkort fra Cambodja, falde i snak med en tysker i Malaysia, strande i Jakarta i Indonesien og til sidst lande på Bali. Havde vi ikke haft billederne at kigge tilbage på, ville jeg slet ikke kunne skille dagene og oplevelser fra hinanden, men nu ved jeg i det mindste at vi mandag sendte postkort, tirsdag mellemlandede i Kuala Lumpur, onsdag strandede i Jakarta og torsdag endelig ankom til Bali 😉 Weekenden blev efterfølgende tilbragt i et noget roligere tempo med masser af afslapning.
Anyways. Nu til det som indlægget skulle handle om: Photo highlights!
2. november: Efter vi sendte postkort tog vi et smut forbi et af templerne i Siem Reap. Heldigvis var der ikke langt hjem til vores værelse, hvilket nok var meget godt, da vejret så noget ustabilt ud. Vi nåede da også lige akkurat hjem i tørvejr inden det lynede, tordnede og regnede i en uendelighed.
6. november: Torsdag ved midnat landede vi endelig på Bali efter to døgns forsinkelse. Solen var selvfølgelig for længst gået ned, så det her billede er fra fredagen, hvor vi nød solnedgangen fra vores balkon. Og det er ikke sidste gang vi har nydt solnedgangen her på Bali. Der er virkelig mange fine!
Har I et favoritbillede fra den første uge i november? Enten en af dem her eller måske en af jeres egne? Smid gerne et link i kommentarfeltet (også til Instagram – det er så hyggeligt at se hvem der følger med på den anden side af skærmen) 😀
4 kommentarer
Synes det er en super fin idé at tage billeder af jeres postkort, før de bliver sendt til forskellige postkasser i Danmark. Ville ønske at jeg var bedre til at få skrevet postkort. Mangler stadig at få sendt nogle afsted fra både Hong Kong og Kina 😛
Jeg er virkelig også glad for at vi har gjort det – og husket det så mange gange 😉 Jeg håber også vi får sendt nogle her fra Bali, men de er lidt svære at opstøve, de postkort 🙁
Forhåbentlig kan du nå at sende nogle afsted fra Hong Kong inden du vender næsen hjem mod Danmark igen! Synes selv det er så hyggeligt at modtage postkort fra familie og venner når de er afsted 😀
Jeg synes det er en lidt hyggelig tradition, at I stadig skriver postkort. OG så er de endda fotogene 😉
Kan ikke huske hvornår jeg sidst selv har skrevet et, mens jeg har været ude og rejse, så det må betyde at det er meget, meget lang tid siden…
Jeg synes faktisk også det er helt hyggeligt at sidde på de forskellige destinationer og skrible nogle ord ned til dem derhjemme 🙂 Og JA, de er jo så fine at tage billeder af også 😀
Du må få sendt nogle postkort næste gang I skal afsted – så bliver de helt sikkert også mere overraskede derhjemme når nu du ikke har gjort det i så lang tid 😉