Mere end en gang har vi forsøgt at opleve naturfænomenet Sort Sol. Faktisk har vi i år gjort forsøget hele fire gange, før det endelig lykkedes os at opleve en ægte sort sol.
Da vi i foråret boede i Sønderjylland i et par måneder, kom vi lidt for sent i tanke om, at det var sæson for Sort Sol. Dengang så vi kun en lillebitte flok stære på himlen, og det var mere gråt og vådt end solrigt og flot. I starten af oktober fik vi så mulighed for igen at opleve Sort Sol. Denne gang fordi stærene nu er på vej syd på til varmere himmelstrøg. Det passede heldigvis perfekt med, at vi var hjemme i det sønderjyske på et lille efterårsvisit. (Vi har haft to uger uden lejlighed, så vi kunne passende bruge noget af efteråret hos familien i Sønderjylland).
Det tog os tre forsøg denne gang at fange stærene. Første forsøg var en onsdag aften, hvor vejret var helt perfekt. Vi fik en fantastisk flot solnedgang, men desværre næsten ingen store stæreflokke. Vi stod nok på det forkerte sted. Derfor forsøgte vi igen torsdag aften, hvor vi efter et tip kørte til Tyskland og fandt et ret perfekt spot. Desværre kom vi for sent og fik kun en lille forsmag på fænomenet. Vi lod os dog ikke slå ud, og fredag morgen før solopgang tog vi turen til Tyskland igen, for endelig at opleve en ægte udgave af Sort Sol. Det var koldt, og solopgangen var ikke heeelt perfekt, men stæreflokkene gjorde hvad de skulle og slog i den grad benene væk under os.
Selvom vi (virkelig!) savner at rejse og samle på oplevelser rundt omkring i verden, er det også en fornøjelse at komme hjem til Danmark igen og opleve alt det, vores eget område har at byde på. Faktisk har vi ikke været hjemme i et dansk efterår siden 2013 (med undtagelse af november 2014), så at se træerne skifte farve og mærke årstiderne skifte på vores egne nordlige breddegrader har været savnet.
Vi har samlet billeder fra vores Sort Sol-eventyr herunder. Først fra en onsdag aften i starten af oktober, hvor solnedgangen var helt magisk. Og så fra en fredag morgen, hvor vi endelig oplevede Sort Sol og derfor også var ret glade, trods kulden 😉
Onsdag aften









Fredag morgen







![]()



6 kommentarer