Det er ikke så tit vi er hjemme til familiefødselsdage længere. Ikke med mindre det er runde fødselsdag med fest og det hele. I går var dog en undtagelse, for vi tog som sagt toget hjem bl.a. for at kunne fejre min mormors fødselsdag om aftenen. I dag står den på endnu et bedsteforældre-visit, så når bilen er pakket og klar, tager vi på et lille mini roadtrip i det sønderjyske 🙂
Og kameraet er naturligvis med. Ligesom det også var med i sommeren og efteråret, da vi rejste rundt. Dengang havde jeg sat mig for at spørge nogle flere mennesker om jeg måtte tage billeder af dem, og det lykkedes i nogen grad. I marts skrev jeg da også lidt om det at henvende sig til andre og spørge om man måtte tage et billede. Dengang skrev jeg også, at jeg havde nogle billeder hvor jeg ikke lige fik spurgt om lov først og hvor jeg måske tog billeder lidt mere i smug. Det er jeg vel ikke den eneste der gør? Det der med at tage billeder uden at spørge først. Jeg ved godt at det mest optimale ville være – jeg ville heller ikke syntes det var sjovt, hvis det var mig der endte som motiv uden at være blevet spurgt først. Sandheden er bare lidt en anden, for nogle gange synes jeg det gode motiv og den fine historie i billedet når at gå tabt, hvis man spørger om lov først. Når først man har spurgt, har billedet en tendens til at blive opstillet og knapt så naturligt, tænker jeg.
De fleste af billederne herunder har jeg egentlig spurgt om først – og de kan hurtigt ses ved at de er dem der netop er mest opstillede. De er alligevel endt i det her indlæg, fordi der var en lidt anden historie omkring dem, end dem jeg postede i det her indlæg.
Og nu til historierne, og det der ikke altid er så tydeligt på billederne, men som jeg alligevel synes fortjener at blive nævnt, når de her billeder vises.
Da vi tog afsted i sommers, lagde vi ud med en uges tid i NYC, hvor vi én af dagene var til baseballkamp i Queens. Jeg havde givet billetterne i fødselsdagsgave til Anders inden vi skulle afsted, og vores første baseballkamp gav os rig mulighed for masser af people watching som naturligvis også blev foreviget. Der blev nemlig ikke kun taget billeder af selve kampen, spillerne og stadion – jeg kunne ikke helt sig mig fri for også at tage billeder af publikum, som på billedet ovenover. Og sådan et billede havde bare ikke været det samme, hvis jeg havde spurgt om lov først.
Det her billeder er rigtig nok set ikke af mennesker 😉 Derimod var der en mand der havde lært pelikanen nogle tricks – apparently. Da vi gik forbi, troede jeg egentlig bare det var en af de mange andre pelikaner, der holdte til ved vandet i Paracas i Peru, og jeg kunne slet ikke se noget problem i at jeg tog nogle billeder af den. Det er jo ikke fordi man spørger dyr om lov til at tage et billede, vel? Men ham manden spottede hurtigt at jeg tog billeder af hvad der somehow var hans pelikan og ville pludselig have penge. Og der stoppede jeg lynhurtigt med at tage billeder og pakkede kameraet væk. Sådan nogle turistfælder er jeg ikke særligt glad for. Vi er én gang før hoppet i sådan en fælde og prøver virkelig at undgå dem, men det lykkedes ikke altid, desværre.
Det her billede har tidligere været vist som en del af mit Project 365, men jeg synes nu egentlig godt det kan tåle en gentagelse. Det er fra Arequipa i Peru på vej op til et udsigtspunkt for at se vulkanerne, som kan ses i baggrunden på det her billede. Vi har egentlig stadig nogle billeder til gode fra netop Arequipa, for vi har vist kun delt dem her. Den by kunne jeg egentlig også godt bruge et gensyn med, for den var virkelig fin! Well, manden på billedet ovenfor spurgte jeg naturligvis heller ikke om lov. Han passede så fint ind og var netop en af de klassiske, peruvianske mænd, der fyldte i gadebilledet.
Ham her ville jeg gerne have et billede af, fordi han var så glad og hyggelig. Han er styrer vist trafikken, og jeg opdagede efterfølgende at han var et ret populært motiv i Arequipa. Jeg fandt i hvert fald flere billeder med ham på Instagram 😉 Og det er det der skiller ham lidt ud fra de andre billeder, hvor jeg har spurgt, fordi han på en eller anden måde lidt blev en turistattraktion og knap så meget et indblik i hverdagslivet og de lokale, som jeg har forsøgt med de andre billeder.
Her spurgte jeg egentlig om lov til at tage et billede af bilen, fordi den så så fin ud. Manden satte sig så ind i bilen og pludselig blev det til et billede af ham 😉 Bussen i baggrunden kunne jeg godt have undværet.
Vi stod og ventede på vores vasketøj i Cusco, hvor de her to søde børn rendte rundt ude foran og nysgerrigt henvendte sig til os nogle gange, men hver gang løb de grinende og lidt genert væk. De var ret interesseret i kameraet, så da de kommer tilbage på et tidspunkt, peger jeg på det, for at spørge om lov til et billede, som jeg så kunne vise dem. De var ret fascinerede! Jeg ville nok ikke have taget et billede af dem eller spurgt om lov, hvis de ikke havde henvendt sig først. Det sjove ved hele historien er egentlig, at da jeg har taget et billede af de to og vist dem det, løber de begge væk igen, men lidt efter kommer pigen tilbage med en telefon med kamera for at tage et billede af os to. Ret sødt!
Jeg er faktisk ret glad for det her billede. Det giver et godt indblik i hverdagslivet i Bolivia – et indblik jeg ikke tror jeg havde fanget på samme måde, hvis jeg havde spurgt om lov først. Det er et af de billeder jeg lidt mere dårlig samvittighed over, fordi jeg nok ved, at hun havde sagt nej, hvis jeg havde spurgt :-/
Og så er der den anden vej, hvor vi gerne vil have folk til at tage billeder af os, så vi har nogle fællesbilleder 😉 Det er altså lidt svært med sådan nogle billeder. På den ene side vil jeg rigtig gerne forevige hverdagslivet og de lokale uden at det bliver for opstillet, men det er bare høfligst at spørge om lov først. Jeg synes jo selv det er irriterende, når der står 10 asiatere langs cykelstien på vej til Amager, for at tage billeder af alle os cyklister der kommer forbi. Mest fordi jeg tænker at jeg havner i en fremmed families feriealbum. På den anden side kan jeg godt forstå at de gerne vil ha’ billederne. Og det er jo heller ikke mig som individuel person de tager billeder af, men hele cykelfænomenet og alle cyklister.
Hvordan har I det med billeder af mennesker? I var lidt splittede i sidste indlæg 😉 Vil I gerne selv spørges eller har I det fint med at turister tager sniger-billeder?
English: Some photos from Peru and Bolivia last year. Some of people in the photos have been asked – some have not. I would love to ask every one I take photos of, but to get the true image and look into the everyday life of the locals, I prefer to take more sneaky photos, even though it’s maybe not morally okay.
6 kommentarer