Det er ikke så tit vi er hjemme til familiefødselsdage længere. Ikke med mindre det er runde fødselsdag med fest og det hele. I går var dog en undtagelse, for vi tog som sagt toget hjem bl.a. for at kunne fejre min mormors fødselsdag om aftenen. I dag står den på endnu et bedsteforældre-visit, så når bilen er pakket og klar, tager vi på et lille mini roadtrip i det sønderjyske 🙂
Og kameraet er naturligvis med. Ligesom det også var med i sommeren og efteråret, da vi rejste rundt. Dengang havde jeg sat mig for at spørge nogle flere mennesker om jeg måtte tage billeder af dem, og det lykkedes i nogen grad. I marts skrev jeg da også lidt om det at henvende sig til andre og spørge om man måtte tage et billede. Dengang skrev jeg også, at jeg havde nogle billeder hvor jeg ikke lige fik spurgt om lov først og hvor jeg måske tog billeder lidt mere i smug. Det er jeg vel ikke den eneste der gør? Det der med at tage billeder uden at spørge først. Jeg ved godt at det mest optimale ville være – jeg ville heller ikke syntes det var sjovt, hvis det var mig der endte som motiv uden at være blevet spurgt først. Sandheden er bare lidt en anden, for nogle gange synes jeg det gode motiv og den fine historie i billedet når at gå tabt, hvis man spørger om lov først. Når først man har spurgt, har billedet en tendens til at blive opstillet og knapt så naturligt, tænker jeg.
De fleste af billederne herunder har jeg egentlig spurgt om først – og de kan hurtigt ses ved at de er dem der netop er mest opstillede. De er alligevel endt i det her indlæg, fordi der var en lidt anden historie omkring dem, end dem jeg postede i det her indlæg.
Og nu til historierne, og det der ikke altid er så tydeligt på billederne, men som jeg alligevel synes fortjener at blive nævnt, når de her billeder vises.
Da vi tog afsted i sommers, lagde vi ud med en uges tid i NYC, hvor vi én af dagene var til baseballkamp i Queens. Jeg havde givet billetterne i fødselsdagsgave til Anders inden vi skulle afsted, og vores første baseballkamp gav os rig mulighed for masser af people watching som naturligvis også blev foreviget. Der blev nemlig ikke kun taget billeder af selve kampen, spillerne og stadion – jeg kunne ikke helt sig mig fri for også at tage billeder af publikum, som på billedet ovenover. Og sådan et billede havde bare ikke været det samme, hvis jeg havde spurgt om lov først.
Det her billeder er rigtig nok set ikke af mennesker 😉 Derimod var der en mand der havde lært pelikanen nogle tricks – apparently. Da vi gik forbi, troede jeg egentlig bare det var en af de mange andre pelikaner, der holdte til ved vandet i Paracas i Peru, og jeg kunne slet ikke se noget problem i at jeg tog nogle billeder af den. Det er jo ikke fordi man spørger dyr om lov til at tage et billede, vel? Men ham manden spottede hurtigt at jeg tog billeder af hvad der somehow var hans pelikan og ville pludselig have penge. Og der stoppede jeg lynhurtigt med at tage billeder og pakkede kameraet væk. Sådan nogle turistfælder er jeg ikke særligt glad for. Vi er én gang før hoppet i sådan en fælde og prøver virkelig at undgå dem, men det lykkedes ikke altid, desværre.
Det her billede har tidligere været vist som en del af mit Project 365, men jeg synes nu egentlig godt det kan tåle en gentagelse. Det er fra Arequipa i Peru på vej op til et udsigtspunkt for at se vulkanerne, som kan ses i baggrunden på det her billede. Vi har egentlig stadig nogle billeder til gode fra netop Arequipa, for vi har vist kun delt dem her. Den by kunne jeg egentlig også godt bruge et gensyn med, for den var virkelig fin! Well, manden på billedet ovenfor spurgte jeg naturligvis heller ikke om lov. Han passede så fint ind og var netop en af de klassiske, peruvianske mænd, der fyldte i gadebilledet.
Ham her ville jeg gerne have et billede af, fordi han var så glad og hyggelig. Han er styrer vist trafikken, og jeg opdagede efterfølgende at han var et ret populært motiv i Arequipa. Jeg fandt i hvert fald flere billeder med ham på Instagram 😉 Og det er det der skiller ham lidt ud fra de andre billeder, hvor jeg har spurgt, fordi han på en eller anden måde lidt blev en turistattraktion og knap så meget et indblik i hverdagslivet og de lokale, som jeg har forsøgt med de andre billeder.
Her spurgte jeg egentlig om lov til at tage et billede af bilen, fordi den så så fin ud. Manden satte sig så ind i bilen og pludselig blev det til et billede af ham 😉 Bussen i baggrunden kunne jeg godt have undværet.
Vi stod og ventede på vores vasketøj i Cusco, hvor de her to søde børn rendte rundt ude foran og nysgerrigt henvendte sig til os nogle gange, men hver gang løb de grinende og lidt genert væk. De var ret interesseret i kameraet, så da de kommer tilbage på et tidspunkt, peger jeg på det, for at spørge om lov til et billede, som jeg så kunne vise dem. De var ret fascinerede! Jeg ville nok ikke have taget et billede af dem eller spurgt om lov, hvis de ikke havde henvendt sig først. Det sjove ved hele historien er egentlig, at da jeg har taget et billede af de to og vist dem det, løber de begge væk igen, men lidt efter kommer pigen tilbage med en telefon med kamera for at tage et billede af os to. Ret sødt!
Jeg er faktisk ret glad for det her billede. Det giver et godt indblik i hverdagslivet i Bolivia – et indblik jeg ikke tror jeg havde fanget på samme måde, hvis jeg havde spurgt om lov først. Det er et af de billeder jeg lidt mere dårlig samvittighed over, fordi jeg nok ved, at hun havde sagt nej, hvis jeg havde spurgt :-/
Og så er der den anden vej, hvor vi gerne vil have folk til at tage billeder af os, så vi har nogle fællesbilleder 😉 Det er altså lidt svært med sådan nogle billeder. På den ene side vil jeg rigtig gerne forevige hverdagslivet og de lokale uden at det bliver for opstillet, men det er bare høfligst at spørge om lov først. Jeg synes jo selv det er irriterende, når der står 10 asiatere langs cykelstien på vej til Amager, for at tage billeder af alle os cyklister der kommer forbi. Mest fordi jeg tænker at jeg havner i en fremmed families feriealbum. På den anden side kan jeg godt forstå at de gerne vil ha’ billederne. Og det er jo heller ikke mig som individuel person de tager billeder af, men hele cykelfænomenet og alle cyklister.
Hvordan har I det med billeder af mennesker? I var lidt splittede i sidste indlæg 😉 Vil I gerne selv spørges eller har I det fint med at turister tager sniger-billeder?
English: Some photos from Peru and Bolivia last year. Some of people in the photos have been asked – some have not. I would love to ask every one I take photos of, but to get the true image and look into the everyday life of the locals, I prefer to take more sneaky photos, even though it’s maybe not morally okay.
6 kommentarer
Jeg har det en anelse stramt med folk der tager billeder af mig uden at spørge – og det er der en del der går, når jeg har været i Kina. Kinas turisme er kun ca. 10% udlændinge, og resten er indenrigs. Altså folk fra landet, der aldrig har set hvide mennesker før. Hvor slemt kan det være, tænkte jeg i sin tid? So what. Men jeg blev noget overrasket, da jeg stod på den kinesiske mur og en del kinesere tog billeder af MIG og ikke muren. Og det samme skete på andre store turistattraktioner. Skøre mennesker!
En del er søde til at spørge, og selvfølgelig siger man ja. Andre sniger jeg lige til et foto, når de tror man ikke ser der, og andre er ‘in your face’ med deres kamera uden at spørge. Jow jow, der er mange måder at gøre det på 😉
Jeg tænker dog, at du er diskret af natur, når du tager billeder af folk, der ikke lige ved det 🙂 Jeg kan sagtens følge dig, og synes også at uopstillede billeder kan være noget af det bedste!
Det kan jeg godt forstå, Søs! Jeg ville også ha’ det lidt stramt med at folk tog billeder af mig på den måde du har oplevet i Kina. Det må virkelig være en mærkelig oplevelse! Er spændt på om vi kommer til at opleve noget lignende, når vi tager afsted senere på året 🙂
Der er bestemt mange måder at gøre det på, men det høfligste ville selvfølgelig være at spørge pænt, for som du siger, så siger man jo med garanti ja på sådan et spørgsmål.
Og tak! Jeg prøver også at være så diskret som muligt, men kan desværre ikke sige mig fri fra at være blevet opdage nogle gange =/ Der har jeg godt nok fået dårlig samvittighed efterfølgende, og det har været en påmindelse om at spørge pænt næste gang istedet for at tage snigerbilleder 😉
Åh, jeg kan godt lide jeres historie om de to børn. 😀
Jeg må indrømme at jeg har aldrig har spurgt om lov til at tage billeder af folk, men jeg har vist også kun én gang taget et billede af nogen, som ikke vidste hvad de gik ind til. Underforstået at jeg ikke spørger familie og venner og lign. længere for de ved at de risikerer at lægge på mit kamerakort. 😛 Når jeg tager billeder i storbyer spørger jeg heller ikke diverse mennesker på gaden om lov, bare fordi de tilfældigvis står foran den bygning jeg vil fotografere. Faktisk “ser” jeg dem oftest ikke fordi jeg altid forsøger at få dem ud af motivet. Det skabte bl.a. lidt sjov dengang jeg var i Chicago og en pige først i tyverne troede jeg fotograferede hende. Hun grinede og snakkede og ville gerne posere, men sandheden var at jeg faktisk bare havde forsøgt at tage et billede af det træ der var et par meter fra hende. Hvis hun ikke pludselig havde henvendt sig, havde jeg ikke anet at hun var der. 😀
Lidt samme oplevelse havde jeg i Fort Lauderdale da jeg var til fodboldkamp. Jeg fotograferede kampen og stadion, og registrerede ærlig talt ikke rigtig hvem der sad på rækkerne foran, med mindre de gjorde et væsen af sig. Men bedst som jeg havde zoomet ind på noget i kampen, opdagede jeg to børn et par rækker foran som troede jeg fotograferede dem og synes det var hyleskægt. Dem endte jeg faktisk med at tage et billede af, uden at have spurgt om lov, fordi det fangede dem i et fantastisk grin – Og nu havde de ligesom lagt op til at lave sjov og være indstillet på at blive fotograferet (selvom de ikke var blevet det før dér).
Hvis jeg selv bare er på et tilfældigt billede er jeg ligeglad. Men er jeg selve motivet vil jeg gerne have en advarsel eller i det mindste blive spurgt om billedet bagefter ala “er det her ok?”. Men har nu lidt svært ved at forestille mig en situation hvor jeg ville være billedemotiv uden at det var med fuldt overlæg og mit velvidende. Jeg er vist ikke så interessant at jeg er den mest fotograferede turistattraktion i København. 😛
Jeg synes virkelig også det er en sød historie med børnene – de var virkelig også så imødekommende og nysgerrige!
Jeg spørger faktisk heller ikke venner og familie om jeg må tage billeder af dem. Ofte er de faktisk selv begyndt at mine mig om at jeg skal ha’ taget et billede til mit Project 365, og så risikerer de jo også selv at ende som motiv 😉 Selvom vi nu helst undgår at lægge billeder op af andre på bloggen, hvis man kan se hvem det er. Altså detaljebilleder og sådan går nok, men ellers forsøger vi at lade være netop når det er os der har valgt at have en blog og ikke dem.
Når jeg tager billeder af bygninger, spørger jeg heller ikke, som du skriver. Det ville næsten også blive for meget hvis man enten skulle bede dem om at flytte sig eller lige informere dem at de altså kommer med på billedet, hvis de bliver stående, hehe. Sjov historie med pigen i Chicago – også når hun henvender sig til dig. Jeg skynder mig for det meste at flytte mig, når jeg kan se at jeg står i vejen. Vil helst undgå at komme med 😉
Det giver også god mening med børnene til fodboldkampene, fordi de på en måde selv har henvendt sig og virker til at være indforstået med at du tager billeder af dem. Men det kan godt nok være noget af en balancegang nogle gange at finde ud af hvor grænsen går og hvor meget man kan tillade sig.
Haha, man skulle i hvert fald begynde at tage penge for det, hvis turister begyndte at henvende sig flere gange til en for at tage billeder 😀
Jeg det er okay, at tage billeder i offentlige rum, men med en vis hensynstagen selvfølgelig.
Der hvor jeg godt kan få det lidt stramt, det er når unge fra vesten tager på den obligatoriske backpacker rejse efter gymnasiet og ender et sted i asien/sydamerika, hvor levestandarden er markant dårligere end her. Jeg ser så mange billeder af rynkede gamle mænd uden tænder i munden og små snavsede børn. Alle disse billeder bliver et symbol på deres “find mig selv ferie, inden jeg starter på højprofileret studie når jeg kommer hjem” og skal fungere, som en reminder at de med deres 100.000 kroners ferie virkelig har åbnet deres øjne for verdens fattigdom…
Sådanne billeder skal ligesom vise, hvor vildt ‘autentisk’ de har det på deres ferie.
Jeg synes man skulle give en form for betaling for sådanne billeder, til det levende motiv.
God pointe! Og jeg kan virkelig godt følge dig i det, Maja! Jeg kan nok ikke sige mig fri fra også at have taget sådan nogle billeder, da vi rejste rundt i Asien netop da jeg blev færdig med gymnasiet, men det er ambivalent, og det er svært at finde balancen, når man rejser rundt i mere fattige lande. Vi er helt sikkert blevet meget mere opmærksomme på det efterhånden som vi har oplevet mere og rejst rundt i andre dele af verden, og hvor ville man ønske at man kunne redde hele verden!