Jeg er voldsomt bagud med mine opdateringer af Project 365. Jeg har stadig fået taget et billede hver dag, men jeg har endnu ikke fået delt billederne fra juleferien og slutningen af december. Det har nok lidt været en blanding af, at jeg har haft travlt med opgaven og at der har været andre indlæg der var sjovere at skrive. Lysten skal jo drive værket, og selvom jeg stadig får taget et billede hver dag, har jeg ikke helt samme lyst til Project 365, som da vi f.eks. var afsted. Måske er det fordi jeg er omgivet af de samme ting hver dag – og dermed bliver motiverne nærmest også de samme. Jeg burde nok kigge lidt på mine egne råd til at komme i gang og holde motivationen 😉
Well. Jeg har egentlig redigeret billederne, og de har også allerede været med i opsamlingsindlægget for 2014, og nu har jeg så endelig også fået sat dem ind i et indlæg og tilføjet nogle ord til hvert billede. Billederne fra ugerne i det nye år venter vi lige lidt med endnu, men de ligger også snart klar.
UGE 71
Mandag den 22. december
Nu lyder lidt som om jeg snakker om et delebarn, men det er nu bare et kamera 😉 Det var i hvert fald Anders’ tur til at have det til jul, hvilket betød at jeg måtte ty til min mobil. Egentlig synes jeg at det lykkedes meget godt, selvom jeg selvfølgelig vil foretrække vores spejlrefleks.
Tirsdag den 23. december
Vi sætter ikke juletræet ind før den Lillejuleaftensdag, og så plejer at vi at pynte det i fællesskab – eller så meget fællesskab som min juletræspyntnings-perfektionisme tillader det. Desværre har jeg en tendens til gerne at ville have symmetri (også på juletræet), og det mærkede min søster da vi pyntede træet sammen for nogle år siden, hvilket nu betyder at hun ikke vil pynte juletræ med mig, fordi jeg var lidt for skrap :-/ Undskyld, Signe!
Onsdag den 24. december
Der var det fineste lys ind ad vinduerne om formiddagen, og jeg forsøgte at fange det så godt jeg nu kunne med mit mobilkamera. Snemandsdekorationen er en min lillebror sendte hjem til mine forældre, da han var på udveksling i Texas for nogle år siden.
Torsdag den 25. december
1. juledag fik jeg hentet Anders (og kameraet, haha), og så kørte vi sammen til julefrokost hos min mormor og morfar. Det er vi hvert år, og jeg har kun misset det én enkelt gang – nemlig i 2009 da vi var ude at rejse og fejrede jul i Malaysia. Billedet er forresten taget hos min mormor og morfar, og det er selvfølgelig det obligatorisk spejlbillede-i-julekugle-foto 😉
Fredag den 26. december
Det var tid til endnu en julefrokost. Denne gang hjemme ved Anders’ mor. Og endnu engang faldt jeg i se-mig-i-julekuglen-fælden, haha. I det mindste er der forskel på lyset på de to billeder, så helt ens er de trods alt ikke – og det er også to forskellige juletræer, så det må da tælle for noget 😉
Lørdag den 27. december
Turen gik tilbage til København, men inden da fik jeg taget et billede af lyserødt lyng i modlys. Rimelig random egentlig, men synes simpelthen farven er så fin.
Søndag den 28. december
Vi gik en tur rundt i kvarteret og var så heldige at få solnedgangen med. Har jeg sagt at jeg er tosset med solnedgange? Bare himlen har en antydning af pink i sig når solen er ved at gå ned, er jeg på pletten med kameraet. Det gælder i og for sig også for solopgange, men det er ikke så tit jeg er oppe når solen står op, haha.
UGE 72
Mandag den 29. december
Jeg tror lidt det var her min motivation forsvandt – i takt med at jeg gik i gang med at skrive på min opgave. Nu er opgaven så godt nok afleveret, men motivationen er stadig væk. Well. Det blev til et billede af noget af alt det Anthon Berg-chokolade vi fik med i en goodiebag fra vores tur med juletoget, da vi skulle hjem til jul. Tror seriøst der har været for flere hundrede kroners chokolade i de poser vi fik!
Tirsdag den 30. december
Vi mødes altid med Anders’ søskende dagen inden nytårsaften, og denne gang var ingen undtagelse. Anders’ niece var meget glad for nogle nytårshatte de havde købt – og jeg synes egentlig også at mønstret var flot, så det blev dagens motiv 😉
Onsdag den 31. december
Nytårsaften og måske også en forventning om et festligt billede. Som jeg er blevet ældre, er jeg ikke længere så begejstret for nytårsaften. Denne gang var jeg dog slet ikke, for jeg er stadig ikke helt god til de høje brag efter røveriet i Peru. Det har sat sig i mig, og jeg er virkelig blevet en bangebuks. Derfor passede det mig glimrende, at vi bare blev hjemme.
Der er selvfølgelig stadig flere billeder fra min uge 72 i Project 365, men jeg synes egentlig det er meget fint at runde 2014 af i et samlet indlæg og så tage fat på det nye år i et andet.
Hvordan var jeres afslutning på 2014 og start på 2015? Nu er vi selvfølgelig allerede et par uger inde i det nye år, men jeg synes egentlig først 2015 sådan for alvor er begyndt efter jeg fik afleveret min opgave i sidste uge 🙂
English: It’s time to wrap up 2014 for good and prepare for 2015. This is the last pictures from 2014, and I’m now ready to find my motivation for Project 365. It’s been gone for weeks, but I hope it finds it way back now that I’ve finished my project and have three weeks of vacation before I begin at my internship.
2 kommentarer
Både afslutning og start har for mig været præget af hovedopgave, der skulle afleveres d. 5. januar, så jeg var ret begravet i den. D. 31. holdt jeg dog fri, tog dagen ud af planlægningen og tilbragte den på sofaen med kat, dyne, god mad og tv-serie. Alene, i total ro og stil med hvad jeg lige havde lyst til hvert minut. Jeg bryder mig ikke stort om nytårsaften i forvejen, men jeg må indrømme at denne nytårsaften er én af de bedste jeg har haft, selvom jeg “bare” var alene. Det er ikke noget mange forstår, men den var for mig bare SÅ tiltrængt og 100 % afslapning og hygge. 🙂
Åh, det er altså så træls (for at sige det på godt jysk) med de opgaver der ligger henover jul og nytår! Jeg kan godt huske du skrev at folk ikke var så begejstret for din beslutning om at holde nytår alene. Jeg synes det er fedt at du gjorde lige præcis hvad du havde lyst til! Og dejligt at det endte med at være en af de bedste 😀 Jeg synes faktisk også at vores aften var en af de bedste nytårsaftener længe!