Lige for tiden sidder jeg som sagt og skriver en hel del på mit projekt. Alt det feltarbejde jeg indsamlede da vi var i Bolivia, skal formes, inddeles og analyseres, og til januar skulle der meget gerne ligge en opgave klar. Som en del af mit materiale har jeg også taget nogle billeder med fra La Paz. Egentlig mest fra restauranten Gustu, som er mit feltsite, men når jeg har skulle finde billeder fra restauranten, har jeg også lige været en tur forbi resten af byen.
Det er på en måde lidt selvpineri – det der med at vælge at skrive et projekt om en af de bedste madoplevelser nogensinde. Og også at kigge billederne igennem igen. Jeg savner allerede at rejse rundt, opleve, udforske og suge nye indtryk til mig. La Paz var fyldt med indtryk og oplevelser. Byen var ret forskellig fra noget jeg ellers har oplevet, og så blev vi i den grad også udfordret. Jeg gjorde i hvert fald.
Selvom det ikke lyder af alverden, så påvirkede det specielt mig ret meget at vi befandt os i verdens højest beliggende hovedstad. Det var ikke fordi vi ikke havde været i oppe i den højde før. Cusco, Peru ligger 3400 m over havets overflade, og Puno ved Lake Titicaca også i Peru ligger 4000 m over havets overflade. La Paz ligger næsten midtimellem; 3650 meter oppe. Problemet er bare at byen tilmed også er fyldt med bakker. Stejle bakker. Bakker uanset hvor du skal hen – frem og tilbage.
Vi kom faktisk til at snakke om det forleden. Jeg havde lykkeligt glemt hvor påvirket jeg var af højden, men Anders mindede mig om at hvis jeg f.eks. havde været nede og binde mine sko, så blev jeg nødt til at holde fast i ham når jeg rejste mig op, og der stod jeg så lige i nogle minutter, mens det hele kørte rundt og det sortnede for mine øjne. Ret skræmmende faktisk! Vi oplevede noget højdesyge i Peru, da vi rejste opad i højden, hvor vi fik kvalme og hovedpine, men det kunne afhjælpes med coca-the og gik over efter et par dage. Men det at min krop simpelthen reagerede på højden på den måde hver eneste gang jeg bevægede mig, det havde jeg ærlig talt ikke forventet. Ikke at jeg er i god form, men jeg synes nu heller ikke selv at jeg er i dårlig form 😉
Well, det var blot en lille anekdote fra en Laura, der er glad for at være tilbage i København (som i øvrigt kun er 31 meter over havets overflade), men som alligevel allerede længes efter nye eventyr ude i verden. I kan læse mere om vores Gustu-oplevelse lige HER, og så har vi også tidligere samlet nogle fun facts om La Paz HER.
Er der nogle af jer der har været oppe i den slags højde? Og har I været ligeså påvirket af det? Som en slutbemærkning kan jeg fortælle at både alkohol og tømmermænd også rammer hårdere – jeg blev fuld efter en enkelt øl, og efter vores natlige eventyr i La Paz’ byliv, havde vi det ikke just fantastisk 😉
English: I’m currently working on a project about the restaurant Gustu, which we visited in La Paz in Bolivia. Yesterday we talked about the city, and I actually had forgotten how hard it was for my to even walk around without getting dizzy and exhausted, because of the height. I didn’t expect to get so annoyed being 3650 meter above sea leavel, but I did 😉 And now I’m glad to be back in Copenhagen again only 36 meters above sea level, though I could already use some adventure somewhere in the world right now.
2 kommentarer
Jeg kan huske, at jeg som lille var oppe på Teide på Tenerife sammen med min far – og nøj, hvor havde jeg det skidt. Svimmelhed, kvalme og sortnen for øjnene – ikke noget jeg har lyst til at prøve igen 🙂
Jeg blev lige nødt til at google Teide, men hold da op. 3700 m er da højt! Specielt også hvis I ikke har taget den i etaper =/ Kan godt forstå du ikke ligefrem har lyst til at opleve det igen 😉