Billedet herover symboliserer nok rimelig godt frihed: Vind i håret, lige ud af landevejen og højt til loftet. Det er næppe nogen hemmelighed, at vi elsker at rejse og opleve (og i særdeleshed elsker vi roadtrips). Rejser giver for os nemlig en ultimativ frihed, hvor vi kan gøre, hvad vi har lyst til. Det kan virke lidt skørt på nogen, at vi bare tog afsted med en bunke penge på lommen sidste år i august, for at se hvor langt de rækkede. Penge, vi kunne have brugt på at skabe et liv hjemme, opbygge trygge rammer og generelt forsøde tilværelsen. Men vi vil bare rigtig gerne opleve verden sammen, ligesom vi har gjort så mange gange før. Denne gang var det blot uden returbillet og nogen base hjemme. Vi solgte lejligheden, og det i sig selv føles stadig lidt sindssygt. Som om vi bare sprang ud, hvor vi ikke kunne bunde. Men når vi er afsted, er vi hinandens sikkerhedsnet. Har den ene af os en dårlig dag, må den anden op i gear, for at vi sammen kan holde hovederne højt og ikke mister modet. Når vi har gode dage, føler vi os nærmest uovervindelige. Og det er lige præcis der, friheden for alvor rammer os. At vi kan rejse hvorhen vi vil i verden. At det her er meningen med livet. På de dårlige dage barrikaderer vi os bare inden døre med en stor bunke snacks og en masse serie på computeren og lukker verden ude 😉
Og mens vi er afsted og føler den ultimative frihed, bruger vi bloggen som en åben dagbog, hvor vi deler op- og nedture, glæder og sorger. Det er her, vi deler drømme om nye destinationer, oplevelser fra allerede opfyldte drømme og tager jer med helt tæt på. Og det håber jeg på, kan inspirere bare én af jer på den anden side af skærmen til at tage springet og drage ud i verden, for netop at opleve det vi betegner som frihed. Bloggen er blevet vores scrapbog fyldt med minder fra de sidste snart tre år, og når jeg selv bladrer tilbage i arkivet, giver det et sug i maven over de fantastiske oplevelser, vi har fået og skabt sammen igennem årene. Der er recaps af nærmest alt, vi har oplevet på farten, og det er en af grundene til, at jeg er glad og taknemmelig, for at vi har det her online univers. Bloggen er langt fra vores arbejde, selvom vi dagligt bruger mange timer på den. Det kunne være fedt en dag at tjene nok penge på den til at kunne rejse jorden rundt, men indtil da (haha, som om) er det en fælles passion, hvor vi deler ud af det, vi ser, gør, spiser og tør. Og deler de oplevelser, hvor vi føler allermest frihed.
Vi har besøgt kontinenter, krydset grænser, rejst tværs gennem lande, brugt timer i forskellige biler, krydset ækvator en del gange, fløjet tværs over verdenshave – og alt det sammen. Og skulle jeg forsøge at beskrive frihed, måtte det være det. At have mulighed for at opleve verden og så rent faktisk gøre det.
Hvad er frihed for jer?
4 kommentarer
Hej Laura og Anders.
Jeg har efterhånden fulgt med på bloggen i noget tid – dog aldrig kommenteret. Det må jeg blive bedre til, for jeg har faktisk kigget hele jeres arkiv igennem og fundet masser af gode tips til min kommende rejse; en måneds solo rejse i USA til sommer – med Backpack, hostels, natbusser og hele pivtøjet (-;
I forhold til frihed er jeg SÅ enig, i det i skriver! Frihed til at opleve, til at prøve og se nye sider af tilværelsen og ikke mindst frihed til at blive udfordret. Hånd i hånd med dette går selvfølgelig også, at have penge til at gøre det hele for. Så for mig er frihed helt klart også at kunne tjene mine egne penge. Rejser og oplevelser er bare noget af det bedste, man kan bruge sine penge på! En holdning i helt sikkert også kan tilslutte jer (-;
Tusind tak for en meget brugbar, hyggelig og velskrevet blog, der altid får udlængselen frem i mig (-: God aften!
Hej Sarah 🙂
Sikke en dejlig kommentar at få! Hvor er det skønt, at du følger med. Og også tager dig tid til at lægge en kommentar. Dem bliver vi så glade for 😉
Dejligt, at du også kan bruge nogle af de ting, vi har skrevet om tidligere på bloggen. Der er jo efterhånden et stort arkiv, så der er nok at bladre igennem, haha. Din solotur til USA lyder godt nok også spændende! Har du nogle planer om, hvor I USA du skal rejse rundt? Det lyder i hvert fald som frihed for mig, alt det du har i vente 😀
Du har helt sikkert også ret i, at penge betyder en hel del for ens frihedsfølelse. Det at kunne tjene sine egne penge og så bruge dem på rejser og oplevelser, man selv har sparet op til.
TAK for din kommentar og fordi du følger med 😀 Det varmede! God Kr. Himmelfartsferie til dig 🙂
Hej i to eventyrlystne mennesker
Frihed for mig er at kunne gøre forskellige ting:
At kunne cykle ud i verden, som begrænser sig til Sydfyn når man har med rugbrødsmotor.
At sidde i haven på en fridag og nyde årstiderne skifter uden det koster en krone. Lige bortset fra den købte basse 10kr og ugebladet( fået gratis fra min søster)
At selv kunne vælge hvor, hvornår og hvordan jeg vil følge medpå jeres blog
Jeg tror det vigtig at påskønne den frihed vi alle har i hver sin grad. Den er med til at udvikle os og gøre os til dem vi er.
Lidt reflektion blev det til fra mig
Rigtig god Kristi himmelfartsferie fra faster Sanne
Hej faster!
Sikke dejligt at du også byder ind 😀 Det lyder nu også skønt med en cykeltur rundt på Sydfyn og en solrig fridag i haven. Sikke du nyder det! Det er i den grad også frihed. Og ja, det er vigtigt også at værdsætte den frihed, vi har mulighed for og bruge den til at udvikle os. Det giver god mening! Og tak fordi du følger med herinde. Det er dejligt!
Du må nyde resten af miniferien! Forhåbentlig fortsætter solen med at skinne 😀