Tro det eller ej, så bliver man på et tidspunkt fyldt op og mæt af hvide sandstrande og palmer. Vi nåede i hvert fald til et punkt, hvor det ikke længere var et must for os at holde ind, for at tage billeder af endnu en australsk strand. De er flotte, det er slet ikke det. Der var også bare så meget andet, der var flot, som vi også gerne ville se. Derfor overrasker det mig også, at vi rent faktisk har lagt vejen forbi så mange strande, som vi har. I torsdags viste vi billeder og tippede om strande fra Queensland. Generelt havde Queensland virkelig meget godt at byde på! Denne gang har vi fundet frem til de strande vi kom forbi i New South Wales. Vi har en del flere strandtips til den delstat i forhold til Queensland, men mange af dem ligger også i forholdsvis tæt afstand fra hinanden og kan sagtens besøges på blot én dag.
I øvrigt er det virkelig dejligt at høre fra jer derude, at vores beskrivelser og billeder giver jer lyst til også at tage på roadtrip i Australien. Ærlig talt, så gad vi også godt selv afsted igen, nu hvor vi kigger tilbage på de gode oplevelser derfra 😀
___________
Lighthouse Beach
Ved et tilfælde opdagede vi, at der på den anden side af vejen, hvor vi boede i Port Macquarie (hvor vi også besøgte koalahospitalet), lå et fyrtårn. Altså ikke lige på den anden side, for så havde vi nok opdaget det ret hurtigt 😉 Der var et lille skilt ved en vej i retning mod stranden, og den vej skulle der ligge et ret fint fyrtårn. Og sådan et syn takker vi ikke nej til. Vi var faktisk derude flere gange, for både at nyde solnedgangen og stjernerne, og hvis man kører ned ad den australske østkyst og kommer forbi Port Macquarie, kan det i hvert fald anbefales at holde ind her og nyde udsigten.
Vi faldt faktisk i snak med en familie, hvor datteren skulle skiftes dagen efter netop ved det fyrtårn med udsigt til stranden, fordi hende og hendes kommende mand ofte havde nydt solnedgangen der.
Hvor: Port Macquarie, New South Wales
___________
Camel Rock Surf Beach
I nærheden af vores første campingovernatning, lå Camel Rock Surf Beach, som er – hvis I ikke havde set det – opkaldt efter klipperne i vandkanten, der ligner en kamel. Det virkede ikke umiddelbart som en populær strand, men vi havde heller noget imod at have den for os selv og gå rundt og tage billeder mens solen gik ned. Det blæste en del, så måske den af den grund ikke var så besøgt.
Hvor: Bermagui, New South Wales
___________
Dickinson Park, Bermagui
Det eneste billede jeg lige kunne finde fra stranden i Bermagui, var det her. Vi var der ellers et par gange – mest fordi mobildækningen var lidt bedre end på vores campingplads, haha. Vi havde lidt problemer med at finde ud af, hvor vi skulle campere næste gang, så vi parkerede bilen her og skiftevis kiggede efter campingpladser og nød udsigten. Det virkede også som et ret populært sted for de lokale. Egentlig var det lidt mere en lillebitte park på en klippeafsats, så man kunne ikke gå direkte ned til stranden, men udsigten dertil var stadig fin.
Hvor: Bermagui, New South Wales
___________
Cuttagee Beach
Endnu en strand vi er kørt forbi lidt tilfældigt, men som vi blev nødt til at stoppe op ved for at tage billeder. På den ene side af vejen var stranden med klipper, turkisblåt vand og de fineste, små muslinger. På den anden side var nærmest en bugt, hvor vandet var lavt og helt klart, med små sandøer i midten. Det virkede ret populært for børnefamilier!
Hvor: Bermagui, New South Wales
___________
Narooma Beach
Et populært sted for både fiskere og børnefamilier, virkede det til. Og endnu engang var det lidt tilfældigt, at vi kom forbi, men da vi så endelig kørte rundt i området, var vi enige om, at vi blev nødt til at finde et sted at holde ind for at tage billeder. Det var virkelig et rart sted at nyde havets brusen og solens stråler! Nederste billede er i noget, der omtales som Australia Rock, fordi formen ligner Australien – hvis man vel at mærke tager det fra den rigtige vinkel 😉 Jeg opdagede det første senere, da jeg ville lægge et billede op på Instagram, hvor folk havde tagget deres billeder med #australiarock.
Hvor: Narooma Beach, New South Wales
___________
Glasshouse Rocks
Et sted der også ligger i nærheden af Narooma. Vi kørte tilfældigvis ned ad en lidt industri-agtig vej og for enden af vejen var der en skrænt ned til en strand. Udover os var der et surferpar og en dame med sin hund, så det var stille og roligt. Det er i øvrigt en af de ting Australien gør godt – overrasker! Vi kørte ofte rundt på må og få og fulgte forskellige veje, der så spændende ud, og endte ud med nogle virkelig gode oplevelser – som da vi så kænguruer hoppe rundt i mens solen gik ned.
Hvor: Narooma, New South Wales
___________
Hvad siger I? Skal vi allesammen tage en smuttur til Australien? Vi savner i hvert fald allerede det varmere vejr, kænguruerne og de smukke strande.
4 kommentarer
Åh, hvor er det smukt! Er ekstra misundelig på sådan en lidt shitty dag 😉
http://www.marieschleidt.bloggersdelight.dk
Ja, man længes lidt mere efter sol, strand og palmer når vejret er gråt og kedeligt udenfor 🌴
Det ser lækkert ud!!
Lige i skrivende stund er jeg dog OK med at være hjemme i Danmark. Nyder den danske forårssol, der skinner over vores nyslåede græsplæne i sommerhuset <3
Åh, det lyder nu også skønt med solskin i sommerhuset ☀ Kan godt forstå I nyder det! Ville hverken sige nej til Australien eller en sommerhustur lige nu 😉