Den australske outback: White Cliffs & Wilcannia

Inden vi rykker videre til de amerikanske landskaber (som i øvrigt er helt fantastiske – også om vinteren!), skal I lige ha’ lov at se de sidste billeder fra vores tur ud i den australske outback. I kan se den første omgang her og læse om vores første møde med den røde jord og de mange vilde dyr lige her.

Da vi vågnede den første morgen og opdagede at vi var blevet helt forladt på campingpladsen, blev vi en smule nervøse over hvorfor alle var væk. Vi havde ingen dækning – hverken mobil eller wifi – og derfor ingen mulighed for at følge op på nyhederne eller vejrudsigten. Heldigvis så himlen meget rolig ud og verden stod stadig, så i stedet for at bekymre os, satte vi os ind i bilen og kørte ud til en endnu mindre by end den vi boede i.

White Cliffs er en gammel opal-mineby og ligger lidt mere end en times kørsel fra Wilcannia, hvor vi boede. Der bor cirka 100 mennesker, hvor der i Wilcannia bor omkring 600. White Cliffs ligger tre timers kørsel fra nærmeste supermarked. Der er en nedlagt Shell og en lille købmandsbutik der også fungerer som turistkontor, benzinstation og postkontor. Og så er der mulighed for at tage på nogle guidede ture i både mineområdet og husene. En stor del af husene derude er nemlig gravet ind i klipperne, for at komme væk fra solen, ligesom et af byens hovedattraktioner er et motel, hvor alt er under jorden.

Det var virkelig fascinerende at køre rundt blandt vilde (og store!) kænguruer mens vi opdagede små huler i bjergene, som fungerer som boliger. Det er svært at forestille sig hvordan livet er så langt væk fra alt og i et så varmt klima, men om ikke andet gav vores køretur i hvert fald et lille indblik i hvor kontrastfyldt Australien er. Da vi kørte rundt i Queensland, var de fleste huse hævet på pæle over jorden – her inde i landet bor de i huler. Begge metoder er på en eller anden vis for at beskytte sig selv mod klimaet, som selvfølgelig også kan være virkelig ekstremt – hvilket vi selv fik at mærke senere på eftermiddagen.

Da vi kom tilbage til campingpladsen, var der heldigvis kommet flere besøgende. Vi mødtes alle til en øl, verdens bedste ferskner og lidt snacks og fik både selv fortalt og hørt de andres historier. Nogle havde rejst Australien rundt i 9 måneder, andre var rejst med båden fra Tasmanien for at kunne køre Australien rundt i deres outback-camper. Og mens snakken gik og dåserne blev mere tomme, kom de mørke skyer, regnen og blæsten. Jeg tror de andre kunne se hvor bekymret vi blev for vores lille telt, for vi blev i hvert fald tilbudt både at rykke ind i toiletbygningen for at sove om natten eller låne et telt, hvis vores fløj væk, haha.

Heldigvis varede det kun en times tid, før det stilnede af igen – og campingpladsens emu, Risolle, klarede også regnen og blæsten. Den nåede vi godt nok forbi en del gange mens vi boede der. Det var dog Anders der fodrede den med gulerødder, for jeg er ikke helt så gode til SÅ store fugle 😉 Ligesom det faktisk også var Anders der reddede en endnu ukendt (stor!) øgle fra en Heinz Baked Beans-dåse, da vi på vej ud i outbacken holdt pause og opdagede en stakkels øgle der havde fået hovedet fanget i dåsen, mens jeg stod og hoppede (og skreg) ved siden af, haha.

Til campingpladsen er der også knyttet en kæmpe stor grund med sø, flod, åbne marker og plantager. (Hvis I har planer om en tur ud i den australske outback, kan vi virkelig anbefale pladsen “Warrawong on the Darling”). Vi kunne frit plukke de mest smagfulde ferskener vi nogensinde har smagt og køre rundt og spotte vilde emuer i flok (vidste I i øvrigt at det er faderen der tager sig af børnene? Det er noget med at mødrene stikker af, og så er der én far der tager sig af en masse børn). Og så var der naturligvis også kænguruer. Kæmpe store endda. Måske I kan spotte dem i buskene på en af billederne herunder?

Et par af nætterne blev vi faktisk vækket af brølende kænguruerne der hoppede rundt blandt teltene og campingvognene på pladsen. Så føler man sig pludselig meget lille, når der kun er et skrøbelig teltdug mellem én og de kæmpestore dyr, haha. Først anede vi ikke hvad der sagde sådan en lyd, men da vi så fandt lommelygten frem og fik lyst ud, fik vi øjenkontakt med en af de største kænguruer vi har set, som stod omkring én meter fra os. Det blev til et hurtigt godnat fra os, før vi igen kravlede under tæpperne.

Nu hvor vi også var så langt væk fra de fleste lyskilder og generel lysforurening som vi nok nogensinde ville komme, tænkte vi det var oplagt at forsøge os med stjernebilleder endnu engang. Øvelse gør stadig mester, right? Om ikke andet minder det os om en hyggelig midnatstime, hvor vi sad gemt væk i bilen for at undgå myg og med øjnene rettet mod stativet og kameraet udenfor, så det ikke blev væltet af kænguruerne.

Som I måske kan få en fornemmelse af igennem billederne, gik vores dage i outbacken med at køre på opdagelse rundt i området for at spotte vilde dyr og jagte pæne landskaber. Det er nogle af de bedste dage vi har haft på vores tur rundt i Australien – ja, måske faktisk på hele vores tur. Vi mødte nogle fantastiske mennesker, som vi hurtigt savnede og manglede da vi forlod outbacken og satte kurs mod civilisationen igen. Vi endte faktisk med at forlænge vores ophold med én dag ekstra – på trods af manglende internetforbindelse, haha 😉 Heldigvis for os var der pizza-night den sidste aften, for vi havde allerede tømt fryseren og køleskabet for de måltider vi havde købt ind til. Jeg savner faktisk helt stemningen, placeringen og menneskerne nu hvor jeg sidder og kigger billederne igennem igen og forsøger at sætte ord på hele oplevelsen. Måske det bedst kan summeres op med: Sometimes it’s not about the journey or the destination, but about the people you meet along the way.

Vi tager gerne én tur til! Hvem vil med? 😀

Save