Da vi besøgte Albuquerque International Balloon Fiesta sidste år, drillede vejret lidt, men fordi vi ikke havde noget planlagt, havde vi mulighed for at bruge en dag ekstra på festivalen, og heldigt for det, for netop den mandag var vejret godt nok til at de hundredvis af balloner kunne stige til vejrs.
I 2010 da vi rejse rundt i Sydøstasien tilføjede vi spontant Thailand til vores rute, og vi fik oplevet en masse flot dykning ved Phi Phi et par uger inden vi tog tilbage til Danmark – og set stranden fra filmen The Beach, men det var nu dykningen der var højdepunktet 😉
I stedet for regn og gråvejr fik vi oplevet Niagara Falls i solskin, fordi vi tillod os selv en dag ekstra til at opleve vandfaldene. Og det var vi ret glade for, for det var altså virkelig et pænt syn!
Der er naturligvis ikke kun negative ting ved ikke at planlægge lang tid frem, når vi er ude at rejse. Vi kunne have valgt at planlægge det hele hjemmefra – have styr på flybilletter, overnatninger, visum og så videre, men i stedet har vi bevidst valg at tage det hele som det kommer og ikke fastsætte nogle datoer på forhånd. Rusland og Kina havde vi dog sørget for visum til. Generelt er Anders også virkelig god til at undersøge mens vi er afsted, så vi ikke ender med at være “lost in translation” undervejs 🙂
Men sådan helt overordnet, så har vi ikke nogen plan. Vi drømmer og gør os tanker om hvilke lande vi gerne vil besøge, men vi ved ikke hvornår eller om det overhovedet kan lade sig gøre – hverken økonomisk, tidsmæssigt eller logistisk. Da vi i 2009/2010 tog afsted på vores første backpackertur til Sydøstasien, havde vi hjemmefra regnet med at besøge Malaysia, Vietnam (hvor vi havde søgt visum til) og Cambodja, men undervejs fik vi også inkluderet Thailand. Ruten til vores første roadtrip i USA var heller ikke fastlagt på forhånd, og generelt tog vi det lidt som det kom. Det samme gjorde vi da vi besøgte Costa Rica, hvor vi ikke havde bestilt andet end overnatning i San José da vi landede.
Og der er en grund (eller nærmere flere grunde) til at vi fortsætter sådan og ikke planlægger for meget hjemmefra og sætter os fast på forhånd.
– Vi værdsætter virkelig at vi kan være spontane mens vi er afsted, modsat derhjemme, hvor vi er forholdsvist begrænset af studie. Vi har ingen aftaler der skal overholdes (andet end at vi er ved at få et besøg af en veninde hjemmefra på plads!) eller nogen kalender der skal synkroniseres. Vi har kun vores egen tid at tage hensyn til, og det giver plads til mere spontanitet.
– Vi har mulighed for at opleve anbefalede seværdigheder eller oplevelser (i øvrigt mange tak for alle anbefalingerne på bloggen og Instagram), som vi ikke havde tænkt på på forhånd. Den første aften i Seoul faldt vi i snak med en lokal og et par svenskere, som havde en masse anbefalinger, og det samme oplevede vi i Beijing, da vi på vores hike på muren snakkede en del med et par tyskere. Havde vi haft alle vores dage booket med sightseeing og en stram tidsplan, havde der ikke været plads til at følge de anbefalinger vi indtil videre er stødt på.
– Vi låser ikke os selv til at skulle nå frem til et bestemt sted på et bestemt tidspunkt. Sidste år havde vi booket Machu Picchu i god tid hjemmefra, for at være sikre på at kunne opleve ruinerne, og det at vi havde en specifik dato for hvornår vi skulle være fremme i Cusco, stressede os faktisk mere end det gavnede os. Vores tur til Den Kinesiske Mur i sidste uge bestilte vi to dage før afgang, og det samme gjorde vi med vores DMZ-tur i Seoul. De var begge tæt på at være udsolgte, og der var ikke mange muligheder tilbage, men det lykkedes alligevel – og vi undgik at stresse over at nå frem til hhv. Seoul og Beijing på bestemte datoer 🙂
– En ting som ingen kan planlægge sig ud af, er selvfølgelig vejret. Til gengæld giver vores mere løse tilgang til vores rejser os mulighed for at rykke oplevelser frem eller tilbage afhængig af vejret. Da vi skulle se Niagara Falls sidste år, var vejret en af dagene virkelig dårligt, så vi besluttede os for at blive en dag ekstra, for at opleve vandfaldene i bedre vejr dagen efter.
Phi Phi i 2010
Hvis vi tager en uge til Berlin, planlægger vi selvfølgelig lidt mere, men nu hvor vi har mere tid og ikke er på noget tight schedule fungerer det virkelig godt for os at tage det som det kommer, så vi har mulighed for at tage på spontane ture, ændre retning, tilføje et land eller hvad det nu skulle være. Vores roadtrip i Japan var overhovedet heller ikke planlagt, men det endte med at være en god oplevelse, som gav os mulighed for at opleve noget andet af Japan 🙂
Hvordan rejser I? Planlagt eller ikke-planlagt? Hvilke fordele og ulemper synes I der er ved henholdsvis det ene og det andet?
English: When we travel for a long periode, like we do now, we usually don’t plan far ahead. This leaves time for being spontanious and including things we wouldn’t have thought about beforehand. Like when we decided to rent a car in Japan and go on a mini roadtrip. Of course we’ve booked some accomodation and got our visas ready before we go, but overall we prefer to not book too much to leave space for “change of plans”.
4 kommentarer
Hej med jer,
jeg vil sige sån halvt om halvt.
Jeg kan ikke lide den type rejser hvor alt er planlagt ned til sekundtet for en.
Jeg køber gerne en pakke med fly og hotel og evt. transport til-fra lufthavnen, alt andet skal jeg nok selv sørge for.
Jeg vil selv bestemme hvad jeg skal se og opleve når jeg er afsted.
Jeg kan godt lide at sætte mig ind i hvad en destination har at byde på og måske er der også nogen bestemte ting jeg gerne vil se og opleve men der ud over tager jeg det som det kommer. Det kommer også an på hvordan vejret er, der er kun 1 ting jeg hader mere end regn vejr og det er at skulle gå rundt i det.
Men der er jo fordele og ulemper ved det uanset hvordan man vælger at rejse og se og opleve verden på.
Hvor er det spændende at høre om den måde andre rejser på! Jeg kan godt forstå at du gerne selv vil planlægge dine oplevelser på din tur. Jeg tror ikke vi ville kunne holde ud at nogle andre planlagde et skema for os med hvad vi skulle se hvornår 😛
Som du også skriver, så er det også lidt spændende selv at kunne sætte sig ind i destinationen og undersøge hvad man gerne selv vil opleve – og så kan man også planlægge udenom regnvejr 😉
Kan dog ikke huske hvornår vi sidst har købt en pakke med fly, hotel og transport – jeg tror faktisk ikke vi overhovedet har på noget tidspunkt. Men hvis prisen kunne svare sig, ville vi nok overveje det 🙂
Men ja, der er fordele og ulemper ved alle måder at gøre det på. Det hele afhænger også af ens tidshorisont og budget 🙂
Jeg er også virkelig vild med at rejse uden at planlægge noget. Da vi tog til USA i halvanden måned havde vi kun købt flybilletten hjem og lejet en bil hjemmefra. Det var så dejligt at vi bare kunne tage en dag ekstra et sted eller køre en lille omvej.
Den største ulempe var dog at vi slet ikke havde fået forberedt os hjemmefra, da vi lige var kommet hjem fra henholdsvis 2 og 4 mdr. i Afrika 4 dage inden afgang. Så vi missede nogle seværdigheder vi først efterfølgende hørte om. Men nu har vi da en god undskyldning for at komme afsted igen! 😀
Det er lige præcis det med at kunne bruge en dag ekstra på et sted man synes er spændende eller give sig tid til at køre en omvej, som vi også godt kan li’ ved ikke at planlægge 🙂 Men kan dog godt se at det bliver lidt af en udfordring, hvis man inden afgang ikke har haft tid til at undersøge destinationen og derfor går glip af nogle seværdigheder man egentlig gerne ville have oplevet. Sådan har vi også haft det nogle gange, men for det meste læser vi enten om destinationen i vores Lonely Planet på vej dertil i flyet eller laver lidt research online – men uden at planlægge og sætte os fast på nogle dage, blot for at give et overblik over hvad de forskellige byer har at byde på 🙂
Men hey – man behøver da ikke nogen undskyldning for at besøge USA, vel? 😛 Selvom jeres nu er meget god når nu i gik glip af nogle oplevelser.