
I april delte vi en række ting som vi godt gad lave i løbet af foråret. Det gik mindre godt med at få streget tingene af listen, men nu prøver vi igen. Der er ret mange ting vi gerne vil prøve i København før vi tager afsted, og for at kunne huske dem allesammen, har vi lavet en liste med en masse af de ting vi gerne vil nå at opleve før vi smutter.
Fra forårslisten mangler vi stadig at opleve Cisternene, besøge Tårnet på Christiansborg og gå en tur i Botanisk Have. Vi har dog været en tur forbi Copenhagen Street Food og også spist årets første isvaffel. Grillsæsonen venter vi med at skyde i gang til vi tager hjem til det sønderjyske senere på sommeren. Vi fik dog grillet burgere i weekenden, og det var et hit! Vi har omkring 4 uger tilbage i København, og i løbet af den tid vil vi gerne nå at…
1. …gå en tur ude på Christiania, fordi det altid er så hyggeligt derude.
2. …prøve en hotdog fra Johns Hotdog Deli. Det er i hvert fald én af de mange ting vi kommer til at skulle undvære 😉
3. …på fotosafari rundt i byen. Vi var forbi Nyhavn i onsdags – egentlig lidt tilfældigt, men om ikke andet stod det i hvert fald på listen over ting vi gerne vil tage billeder af. På samme liste står også Hovedbanegården – specielt efter jeg så den her video hos TravelingMama.
4. …en tur forbi Mother for at spise pizza. Vi har endnu ikke prøvet stedet, men har hørt at det skulle være godt.
5. …gå en tur ved Kastellet og langs Langelinje. Jeg tror faktisk ikke vi har været forbi mens vi har boet i København, men det er jo så fint derude.
6. …finde et sted og spise en god isvaffel! Anbefalinger modtages gerne 😉
7. …få en god omgang smørrebrød. Det er virkelig sjældent vi har fået det, men det er næsten nødvendigt inden vi tager afsted. Og her modtager vi også gerne imod anbefalinger, haha.
I aften lægger vi ud med at strege én af tingene fra vores bucketliste – som dog ikke er kommet på. Vi skal nemlig tilbringe tid sammen med Anders’ søster, fætter og kusine, som vi ikke har set i lang tid.
Hvad står på jeres liste af ting I gerne vil opleve i løbet af sommeren? Hvis vi havde haft bil, kunne jeg godt forestille mig at vi kørte land og rige rundt, for at få så meget dansk sommer med inden afgang. Og som I nok kan se, var jeg lidt idéforladt med at finde punkter vi gerne vil opleve i København, så byd endelig ind med ting vi skal opleve, smage eller se før vi tager afsted!
English: There are some things we would like to try before we leave Copenhagen next month. A lot of them are of course food related, but there are also some attractions and more touristy sights we haven’t seen in a long time.


10 kommentarer