Som I måske allerede ved, så er vi ret tossede med postkort. Både at sende og modtage, men de sidste par år har der dog været en overvægt af sendte postkort 😉 Indonesien var faktisk det første land, vi ikke fik sendt postkort fra – vi fik dog købt nogle, som vi så bare tog med hjem og overrakte personligt, da vi overraskede alle i februar. Næsten uanset hvilket land vi har rejst rundt i, har det altid været lidt en udfordring at finde pæne postkort. Der burde jo faktisk være masser af muligheder, men nogle gange bliver postkort altså bare lige lidt for tacky til vores smag 😉
Det er dog lykkedes os at finde nogle for hvert land, vi har besøgt. Og nogle gange er det faktisk også lykkedes os at tage nogle billeder, som næsten ligner motivet på de postkort, vi har købt. Altså ikke med vilje eller bevidst fra vores side – det gik bare op for mig, da vi så alle vores sendte postkort hjemme ved vores familier, da vi var kommet hjem. Derfor tænkte jeg, at det kunne være lidt sjovt at sætte vores postkort op overfor vores billeder – i hvert fald dem jeg lige har kunnet finde, og hvor det gav mening. De ligner selvsagt ikke hinanden på en prik, men altså 🙂 Det var blot en lille ting, jeg sad og hyggede mig med at finde billeder til i går eftermiddags. Vi har i øvrigt slet ikke sendt de samme postkort til alle, så hvis jeg kan grave mig frem til de andre, når vi engang tager hjem igen, er der måske flere motiver at vælge imellem 😉
Cambodja
Det her er vel nok det klassiske postkort fra Cambodja. Det er naturligvis Angkor Wat med solopgangen i baggrunden. Vi skulle selvfølgelig også opleve synet og tog derfor en meget tidlig morgen afsted til templet – sammen med en masse andre, men det kan man heldigvis ikke se på billedet, haha. Vores eget billede af Angkor Wat er helt sikkert en af dem, vi på et tidspunkt gerne vil have fremkaldt!
Rusland
Ligesom med Cambodja, er Vasilij-katedralen fra Den Røde Plads i Moskva også en klassisk seværdighed. Og med god grund, for den er virkelig også flot! Vores eget billede af katedralen er ikke taget fra helt samme vinkel, men statuen foran og katedralen er der dog 😉
Australien
Da vi tog turen ind til den australske outback, boede vi på en fantastisk campingplads (som vi faktisk snart burde tippe jer om også, for den var virkelig et hit). Til campingpladsen hørte også et kæmpe stort areal med sø, flod, ferskentræer og så videre – og så havde de også deres helt egen emu, Rissole. Vi var ofte forbi for at fodre ham med vores madrester og måtte altså også lige have et billede af ham. Og vores postkort fra Australien endte også med at være med netop Rissole som motiv.
USA
I januar da vi bl.a. besøgte Bryce Canyon, holdte vi også lige ind ved informationen og souvenirbutikken. Og det viste sig at være en god ide, for de havde nogle af de fineste postkort, vi er stødt på. Dem fra Japan tangerer dog også til at være nogle af vores favoritter.
Indonesien
Og så til Indonesien, som altså var de postkort, vi købte, men tog med hjem og overrakte personligt 😉 Motivet på postkortet herunder er Uluwatu-templet, som var virkelig fint. Vi brugte selv et par timer derude en sen eftermiddag, for så at slutte af med solnedgangen, og på trods af de mange aber, man hele tiden skulle være på vagt overfor, var det altså et ret smukt sted. Vores billede af templet på klippen mens solen går ned, blev dog ikke heeeelt som på vores postkort, men det er også svært, når vi ikke stod det helt samme sted.
Får I skrevet og sendt postkort, når I er ude at rejse? Eller er I bedre til at modtage dem i postkassen? 😉
4 kommentarer
Jeg plejede faktisk at være ret stor fan af at skrive postkort hjem. Jeg gør det dog ikke mere og af 2 grunde. Når andre i min familie er ude sender de aldrig postkort til os, men mest fordi der aldrig er nogen der siger tak for det postkort jeg har sendt. Mine forældre er de eneste der skriver en kort besked og siger tak postkortet er nået frem. Så nu skriver jeg ikke postkort mere for jeg synes ærlig talt det er dårlig manere ikke at sige tak når man får noget. Men sådan er mennesker jo så forskellige.
Så kan jeg da godt forstå, at du holder lidt igen med at skrive postkort, hvis der ikke er respons på dem, du sender ud 🙁 Det er da ærgerligt. Vi har faktisk altid fået et lille tak på vejen, og specielt bedsteforældrene er rigtig glade for vores postkort, fordi de jo ikke læser så meget med herinde. Men det ville nok heller ikke være helt så sjovt at sende dem afsted, hvis der slet ikke var feedback. Så ville jeg nok også tøve lidt 🙂
Jeg synes postkort er vildt hyggelige! Elsker selv at få et, men glemmer måske af og til selv at få dem sendt
Jeres billede af Angkor Wat er da meget flottere end på postkortet!
Det synes jeg nemlig også, Tina! Der er SÅ mange fine postkort at vælge imellem, at det nogle gange bliver lidt svært faktisk, haha. Jeg synes også selv det er hyggeligt at modtage et i ny og næ, når folk er afsted 🙂
Og TAK! Det var da noget af et kompliment 😀 Det varmede på sådan en fredag! Det er også lige præcis det, vi gerne vil have fremkaldt i stor størrelse på et tidspunkt.