Vi har ikke helt forklaret så tydeligt hvad det egentlig er, vi bruger tiden på nu og hvad planen er nu hvor vi er hjemme. Helt lavpraktisk bor vi en uge ved min familie og en uge ved Anders’ familie, men fra midten af april er vi endelig at finde i København igen! For en uges tid siden var vi så heldige at få landet os en fremlejet lejlighed i 5,5 måneder, og sådan som boligmarkedet er i København, sagde vi JA TAK med det samme. Nøj, hvor vi glæder os til at mæske os i kebab, trave de københavnske gader tynde og generelt bare nyde foråret i byen igen.
Udover at vi selvfølgelig stadig søger bolig til efteråret (forbandelsen ved en tidsbegrænset, fremlejet lejlighed…), søger vi begge to også job. Vi begynder begge at studere igen til september efter at have holdt et års orlov, og indtil da håber vi på at få arbejde – for måske igen at kunne spare op til flere rejser 😉
For ærlig talt, så bruger vi altså også meget af vores tid på at kigge på flybilletter, afbudsrejser, gode tilbud og destinationer under varmere himmelstrøg. Vi har åbenbart slet ikke fået stillet vores rejselyst og gad begge to godt liiiige et smut ud og opleve endnu engang 😛
Det er altså ikke fordi der sker det store eller kommer til at være de vilde ændringer i vores liv. Vi vil begge gerne tilbage til København og vores vante gang i byen, og så vil vi også begge gerne i gang med hver vores studie igen. Det har dog været virkelig skønt med et afbræk, og vi har på ingen måde fortrudt at have taget orlov fra vores studier, for at drage ud i verden med vores rygsække. Og kunne vi gøre det igen, gjorde vi det med det samme 😀
Har I taget orlov fra jeres studie for at rejse? Eller får I udnyttet hver eneste ferie til at tage afsted på tur?
6 kommentarer
FEDT med bolig! 🙂 Så er det måske også lidt nemmere at lede efter det næste til efteråret, når først I er i Kbh.
Kan godt forstå I ser frem til kebab 😉 Er det NV I havner I igen eller er det i en anden bydel?
Ja, det er så lækkert at have en bolig i København nu! Selvom vi selvfølgelig godt gad at have en mere permanent end en tidsbegrænset fremleje, men forhåbentlig er det så nemmere at finde noget når vi er der, som du siger 🙂 Det er på Nørrebro, men ikke så langt fra vores gamle område, så det er virkelig skønt! Vi kan i hvert fald nemt finde hen til Kösk 😛 Haha.
Jeg tror heller aldrig, at min rejselyst bliver mindre…jeg havde også planer om at holde overlov, men det blev svært p.g.a. fremdriftsreformen, men det lykkedes mig da at få tre måneder fri til at rejse rundt i Asien. Jeg havde dog ikke lyst til at komme hjem, da rejsen lakkede mod enden….men nu er der kun 3,5 måned før jeg flytter til Australien i et semester og derefter flytter jeg nogle måneder til Vietnam for at indsamle data til mit speciale. Så synes egentlig, at jeg får udnyttet mit studie rimelig godt 😉 men den store drøm er også at rejse uden en returbillet, men det må vist vente nogle år endnu 😉
Ja, fremdriftsreformen kan virkelig spænde ben for nogle, hvis man gerne vil have orlov. Jeg kunne heldigvis slippe udenom, og jeg fortryder ikke et sekund, at jeg tog orlov, for at tage ud og rejse!
Det lyder godt nok også som om du har formået at presse nogle eventyr ind i dine semestre. Hvor er det fedt, at det kan lade sig gøre! Det er med at finde de smuthuller hvor det kan lade sig gøre at komme afsted, når man er bidt af en gal rejsende 😛 Håber det hele falder på plads for dig, og at du også får mulighed for at rejse ud i verden uden returbillet på et tidspunkt!
Dejligt at I har fundet noget at bo i, også selvom det “kun” er midlertidigt i første omgang. 🙂
Ja, det er SÅ rart i det mindste at have et sted for natten det næste halve års tid 😉 Det kan sgu være lidt pressende at stå uden tag over hovedet, når vi skal studere igen til sommer.