For at det hele ikke går op i amerikanske nationalparker, tager vi lige fat på et lidt andet tema, nemlig om vores rejse levede op til vores forventninger. Altså den rejse som vi kom hjem fra for to måneder siden… Hold.nu.op, hvor tiden flyver!
Vi havde sat baren ret højt for vores eventyr. Ikke nok med at vi solgte lejligheden og en hel del af vores ting, så havde vi også taget orlov og rent ud sagt revet et års tid ud af kalenderen, for at tage ud og opleve verden. Det påvirker naturligvis også forventningerne inden sådan en tur. Og spørgsmålet er så: Levede rejsen op til vores forventninger? Det korte svar er både ja og nej. Det lange svar får I herunder.
For ja, det har været den bedste tur, og vi fortryder ikke et sekund, at vi tog afsted. Eller. Det er faktisk også løgn. For forleden gik vi faktisk og snakkede om, om vi måske bare skulle være blevet hjemme, fordi vi så stadig ville have haft et hjem. Lige nu bor vi som bekendt i en fremlejet lejlighed, så ja, vi har et sted at bo, men vi har stadig ikke rigtigt et sted, vi kan kalde hjem. Men det splitsekund, hvor vi gerne ville have haft lejligheden, var til gengæld også bare netop det: et splitsekund. Der går ikke en dag uden vi taler om nogle af vores oplevelser, drømmer os tilbage til camping i Australien, længes efter vietnamesisk mad eller generelt bare tænker på de mange minder, vi fik skabt, mens vi var afsted. Og på trods af, at vi måtte give afkald på lejligheden og vores hjem igennem 6 år, fortryder vi ikke. Det var det hele værd! Og hvis vi kunne gøre det igen, gjorde vi det. Med tryk på hvis, for hverken økonomisk eller studiemæssigt kan det lade sig gøre for os at tage afsted igen. Vi må “nøjes” med weekendture og små ferier for nu. Vi har ikke mere orlov at give af, og vores opsparing er banket tilbage til start. Udlængslen er der dog stadig, men når vi har så mange spændende og smukke steder i vores baghave (næsten), er det jo bare at sætte en weekend af til at udforske en storby i Europa, for at få stillet udlængslen. For der er også mange steder i Europa, vi endnu har til gode at opleve, som bestemt også står højt på vores ønskeliste. Og så undgår vi endda jetlag og lange flyveture, så der er jo nærmest ingen grund til ikke at prioritere vores eget kontinent højere, indtil vi en dag igen er uafhængige af studiet og har penge på lommen 😉
For et års tid siden udgav vi indlægget, hvor vi løftede sløret for vores planer. På en og samme tid er det vildt, at det allerede er et år siden og omvendt, at det kun er et år siden. Dengang havde vi lidt nogle (urealistiske) forestillinger om, hvordan hele turen ville blive. Vi legede bl.a. med tanken om at udvide vores dykkercertifikat og også at slå os ned for en periode i et billigt, sydøstasiatisk land. Og det er også det, vi har talt lidt om i nogle af indlæggene, inden vi tog afsted.
Men ingen af delene skete altså. Vi havde tre dyk ved Great Barrier Reef i Australien, og vores “længere periode” endte med at blive to uger i Filippinerne, inden vi besluttede os for at flygte fra kakerlakkerne og rejse videre til Vietnam. Generelt blev rejsen meget anderledes end vi havde regnet med. Mest fordi vi faktisk ikke rigtigt fik vendt vores forventninger eller snakket om vores forestillinger inden vi tog afsted. Vi havde travlt med at sælge, pakke og flytte, og det efterlod meget lidt tid til egentlig at planlægge rejsen. Ikke at vi som sådan gerne ville planlægge det ned til mindste detalje, men vi havde faktisk nærmest intet reelt begreb om f.eks. prisniveau i de forskellige lande eller public holidays. Og det fortrød vi flere gange undervejs – bl.a. i Kina, hvor vi med minimal planlægning kunne have undgået at ramle ind i årets største ferieuge og dermed også høje priser.
Så nej, vi fortryder absolut ikke, at vi tog afsted, men omvendt var vores forestillinger inden afgang heller ikke realistiske og derfor også meget svære at indfri undervejs. Der er mange ting vi ville gøre anderledes, hvis vi kunne gøre det om. Og her ville research og ganske lidt planlægning have hjulpet os godt på vej, så vi ville have undgået de værste fejltrin.
Selvfølgelig er det svært at fortryde sådan en tur, vi har været afsted på. For alle de minder og oplevelser vil ingen af os absolut ikke være foruden nu. Til gengæld er det rigtig nemt at lære af sådan en tur. Og hold nu op, hvor har vi lært en masse. Ikke bare om os selv, men også om hvordan man i det hele taget skal, bør og burde gøre, når man tager sådan et spring. Vi er i hvert fald en del erfaringer rigere 🙂
Det er altså lidt svært at komme med et entydigt svar, om rejsen levede op til vores forventninger. For når vores forventninger var baseret på urealistiske tanker, ideer og drømme fra starten, er det jo svært overhovedet at komme i nærheden af at indfri dem.
Har jeres rejser levet op til de forventninger, I havde hjemmefra?
12 kommentarer
Har I mon overvejet at simpelthen flytte til et andet land for en periode? Det virker ellers lidt som om man kan komme til at lev en bommerang-tilstand, hvor I hele tiden vender tilbage til den stereotype hverdag i kbh, som åbenlyst giver jer lyst til at flygte fra den igen? Der er ekstrem stor forskel på at rejse i et land og rent faktisk slå sig ned og jeg synes, at alle danskere burde komme ud og bo andre steder. Det er blot en tanke – når I er færdiguddannede kan I jo tage et job i hele EU uden problemer eller arbejdstilladelse-bøvl. Måske det er vejen frem? København er ikke the end-all-be-all.
Åh, Sofie! Du kan tro, vi har overvejet det en del 😀 Vi vil rigtig gerne begge to prøve at bo i et andet land end Danmark på et tidspunkt og på den måde opleve kulturen på en helt anden måde end som rejsende. Som du netop beskriver det, kan det hele nemlig godt komme til at være lidt boomerang-agtigt, når vi efter en vis periode hjemme, igen higer efter at komme ud og så endnu engang tager afsted, og dermed endnu engang så også skal indfinde os i hverdagen i Danmark igen, når man vender hjem. Lige nu nyder vi København, og vi nyder at være i Danmark igen. Udlængslen er der stadig, men vi forsøger også at få det bedste ud af at være hjemme igen, og der er selvfølgelig også nogle praktiske ting som studie, der skal passes. Men når uddannelserne engang er i hus, gad vi rigtig godt prøve at bosætte os i et andet land for en periode 🙂 Så det er bestemt ikke et dumt forslag, du kommer med! Det er faktisk noget, vi jævnligt snakker om 😉 Det lyder som om, du er bosat i udlandet? Hvor er du henne i verden?
Vi er i USA faktisk! Min kæreste har fået en postdoc (skridtet efter Phd) på MIT her i Boston, så vi er begge rykket herover og har været her i omtrent 2 mdr nu. Grunden til, at jeg opfordrer alle mine venner til at tage rundt i EU, det er jo, at vi har fri mobilitet i forhold til job og bolig – man kan helt reelt bare tage et job i EU uden de store problemer, som vi har herovre i USA, hvor det tager 3 mdr bare at få arbejdstilladelse for mig og hvor vi skulle gifte os for at det kunne lykkedes at få mig med herover. Det var nu også en hel god ting at blive gift, men EU har bare vanvittigt gode forhold, som jeg tror, at mange ikke udnytter sig af?
Jeg søger nu job herovre og starter derfra lidt “forfra”, men vores erfaring fra DK er nu ret eftertragtet og det er en fuldkomment gylden mulighed at være herovre, så vi nyder det. Men det åbner også ens øjne op for alle de ting, som DK er gode til? Altså barsel, sygedage, rettigheder osv. Det kender USA ikke så godt til 🙂
Men god vind med de sidste studier – derefter kan I jo vælge fra alle hylder!
Ej hvor lyder det fedt! Mindes noget om, at du har skrevet om det før? Det lyder i hvert fald som om I er ved at få en kæmpe en på opleveren. Hvor er det også en god ide, at I tager afsted sammen. Det må være vildt at bygge en ny hverdag om sammen på den anden side af Atlanten, langt væk hjemmefra.
Kan helt sikkert godt følge dig i, at det er en oplagt mulighed for eventyr at prøve at bo i et andet land og at gøre det indenfor EU, når mulighederne er som de er 🙂 Sammenlignet med USA og de erfaringer I allerede har gjort jer der, lyder det i hvert fald en hel del nemmere indenfor EU 😉
Og tak, Sofie! Jeg er spændt på at se, hvor vi er om et par år 😀 Muligheder er der nok af 😉
Og held og lykke med jobsøgningen ikke mindst! Jeg krydser fingre 🙂
Det er stadig så vild en beslutning I tog, og jeg tror det er helt naturligt, at der har været både gode og mindre gode ting ved rejsen. Sådan var hverdag herhjemme jo sikkert også endt med at være 🙂
I har gjort det, som en del sikkert drømmer om – bare rejse ud uden en returbillet – og jeg er total misundelig over, at jeg ikke lige tænkte på det, mens jeg var studerende og havde en større grad af frihed (dog ikke økonomisk, haha)
Og vildt I allerede har været hjemme i 2 måneder? Fatter ikke at tiden går så stærkt!
Det har du helt sikkert ret i, Søs! En hverdag herhjemme havde nok budt på ligeså mange op- og nedture. De bliver måske bare lidt mere ekstremme, når man er ude af sine faste rammer og står et andet sted i verden og skal tackle de udfordringer, der nu engang dukker op.
Vi er begge to stadig super glade for det skridt vi tog, og det fortryder vi på ingen måde! Det håber jeg heller ikke kommer til udtryk i indlægget 🙂 Der er bare meget på spil, når man sådan beslutter sig for at sælge og rejse afsted uden returbillet og dermed også mange følelser omkring det. For det positive skal jo helst fylde mest og langt mere end det negative 😉 Det synes jeg heldigvis også har været kendetegnet for vores tur!
Haha, ja, vi har vidst i den grad formået at udnytte friheden ved at være studerende 😉 Og nu her efter to måneder hjemme, tog vi gerne en tur til 😛
Nej, fornemmer bestemt heller ikke at det er noget I har fortrudt. Slet ikke 🙂 Synes sgu det er godt gået, og ja kan godt følge at både op- og nedture kan opleves anderledes, når man er ude af sine trygge rammer.
Åh ja, hvem der bare kunne sætte det herhjemme lidt opnå pause og rejse ud 😉 Lå så sent som i morges og kiggede på Thailand til februar næste år, når min barsel er ved at være slut, men ikke helt. Drømme er der nok af!
Tusind tak, Søs! Jeg er også lidt overrasket over os selv – altså at vi rent faktisk formåede at komme hele jorden rundt 😉 Så længe der er nok opture til at opveje nedturene, er det i hvert fald det hele værd.
Åh, kan godt forstå, du drømmer dig væk til fjerne himmelstrøg med de temperaturer vi har herhjemme for tiden. Det ville da heller ikke være dumt at bruge noget af barslen med sol, palmer og sand mellem tæerne 😉 Det burde du nok kunne få overtalt Frederik til, haha.
Jeg synes nogle gange, at jeres indlæg bar præg af at i havde ret meget hjemve? jeg ved ikke om jeg lagde for meget i det, men nogle gange synes jeg måske, der var et stort antal af “men vi skal også være glade for alt det vi oplever” måske var det et led i at jeres forventninger ikke blev indfriet?
Hjemveen har helt sikkert været rettet mod alle de personer, vi savnede i Danmark, mens vi var afsted 🙂 Det er naturligvis ulempen ved at rejse. Det har ikke så meget at gøre med, at vores rejse blev anderledes end vi havde forestillet os. De mange gode dage vi har haft undervejs, har vi udnyttet og nydt at være i nu’et. Og dem har der helt sikkert været et stort overtal af 🙂 Grunden til at vi nok har nævnt savnet til dem derhjemme, har måske været fordi, at når jeg har siddet og lavet indlæg ved computeren, har jeg samtidig haft kontakt med dem derhjemme via Facebook. Vi har ikke selv lagt mærke til, at det har fyldt meget i indlæggene, så det har ikke været bevidst 🙂
Jeg synes det er så fedt, at I bare solgte det hele og tog af sted. Andre mennesker fabler om den slags hele livet, uden at komme videre. Nu har I prøvet det, næste gang I skal afsted, ved I, at det er en god ide, at tjekke kinesiske ferier inden man rejser. You live you learn:)
Hvor er du sød, Birgitte! Vi synes også stadig det er lidt vildt, at vi rent faktisk gjorde det 😉 Det var fedt at sætte handling på alle vores tanker og drømme og rent faktisk gøre det, vi havde snakket om så mange gange. Og ja, vi er da i hvert fald en hel del erfaring rigere nu og ville nok gøre mange ting anderledes, hvis vi tog springet igen en anden gang 😀 Tak for opbakningen!