Politiken beskriver den som ’99 minutters øjenbombardement om hvor jord som skal ses i biografen’ og giver den 5 ud af 6 hjerter, mens Berlingske beskriver den som et ‘humanistisk blik på jordkloden’ og kvitterer ligeledes med 5 ud af 6 stjerner. Jeg har ikke stødt på en anmeldelse endnu som giver mindre end 5 ud af 6, hvilket i sig selv er lidt unikt, da jeg synes anmeldere sjældent er helt enige hvad angår film.
Vi var inde og se Samsara i fredags, og jeg har nu haft hele weekenden til at tænke over filmen, for ja, den sætter virkelig tankerne i gang. Først og fremmest, så er filmen helt sindssygt flot lavet. Alle de indtryk, farverne, musikken, menneskerne, naturen… Det er virkelig svært at sætte ord på hvor flot den egentlig er.
Til dem der endnu ikke har set filmen eller hørt/læst om den, så er Samsara ikke en fiktiv film og indeholder generelt ikke rigtig nogen historie som sådan. Den indeholder en masse forskellige klip filmet rundt omkring i verden. Den viser verden og livet, både fra sin gode og dårlige side – alt fra døden og til kærligheden til en nyfødt. Den har været 5 år undervejs og er filmet i 25 lande, så den er langt fra den typiske blockbuster man normalt ville se i biografen.
Jeg vidste nogenlunde hvad jeg gik ind til, men alligevel tog den røven på mig. Jeg vidste at den ikke kun ville skildre verden fra sin sukkersøde side, men også fra den dystre. Bl.a. var Danmark repræsenteret med henholdsvis en kyllingefarm og grauballemanden (ja, det var åbenbart det vi havde at byde på). Det der overraskede mig, var de statements og den ekstremt stærke symbolik der var i filmen. Den viste meget tydeligt nogle problemstillinger der er i Vesten, og var generelt en opsang til den konstant dårlige samvittighed om at vi skal huske at værdsætte og passe på det vi har – og måske genoverveje måden vi lever vores liv på?
For at opsummere; Samsara er en sindssygt-ekstremt-gåsehudsfremkaldende-flot film, som på trods af at der ikke bliver sagt ét eneste ord til kameraet under hele filmen, indeholder nogle ekstremt vigtige pointer! Det ville være lidt en dårlig kliche at give den stjerner, hjerter eller noget helt tredje, så det holder jeg mig fra, men jeg kan kun sige én ting; Tag ind og se den inden det er for sent! Samsara er en film der skal (!!) opleves i biografen!
