Da vi i onsdags delte vores rejsedrømme for 2015, var der én af jer der spurgte efter nogle gode tips til at spare op. Og det fik mig til at tænke. For hvad gør vi overhovedet for at spare penge sammen, så vi kan komme ud og rejse? Mange af de steder vi sparer, er nemlig blevet til vaner, som efterhånden ligger så dybt i os, at jeg ikke længere bemærker dem. F.eks. er det blevet en vane at tage indkøbsnet med hjemmefra og ikke købe plastikposer, når vi er ude og handle.
Vi har forsøgt at tænke efter og lavet en lille liste med nogle af de steder vi forsøger at spare penge, så vi i sidste ende har lidt flere penge at rejse for. Selvfølgelig er udgangspunktet forskelligt for os alle. Vi er begge på SU, og som vi nok alle ved, kommer man ikke langt med det. Jeg er nu alligevel ret opsat på at bruge dem på den mest mulige fornuftige måde – noget jeg er blevet mere opmærksom på efterhånden som vi har snakket os igennem USA om gratis uddannelse, betalt uddannelsestøtte fra staten og andre af de skattegoder vi har i Danmark. Ærligt talt så var der nok en periode, hvor jeg tog SU’en for givet, men det er også bare så meget en del af vores samfund, at det nogle gange kan være svært at forholde sig til og forstå det modsatte som f.eks. det amerikanske uddannelsessystem.
Well. Nok om det. Her kommer punkterne. Det er allesammen nogle vi har fået inkorporeret i vores hverdag og husholdning, som gør, at vi kan frigive et lille beløb om måneden og sætte til side på vores rejseopsparing. Min løn forsøger jeg så vidt muligt også at sætte ind på en opsparing, men nogle gange er det altså mest fristende at bruge det på tøj og diverse – jeg øver mig stadig i at have målet for øje (rejser!), og fokusere på, at mange bække små gør en stor å 😉 Hvis vi har penge tilovers på vores madkonto når måneden er slut, ryger de også over på vores opsparing.
- Elforbrug: Der hvor vi har oplevet den største besparelse, er på vores elforbrug. Da vi først flyttede hjemmefra, var det ikke noget vi tænkte særlig meget over. Vi lod fjernsynet være på standby om natten, glemte ofte at slukke lyset når vi forlod lejligheden og så videre. For nogle år siden installerede Anders så en afbryderknap på de fleste af vores elektriske ting. Vores router bliver derfor slukket hver nat og når vi ikke er hjemme, og det samme gør fjernsyn og så videre. Først troede jeg ikke, at det ville give den store besparelse, men i gennemsnit har det sparet os 1000 kr. om året at være mere opmærksomme på vores elforbrug.
- Cafébesøg og byture: Når der er noget man gerne vil spare op til, er der også ofte noget man bliver nødt til at give afkald på. Det er efterhånden sjældent, at vi er på café, ude at spise eller i byen. Egentlig synes jeg ikke, at jeg mangler det, og jeg vil ligeså gerne (faktisk hellere) spise Anders’ hjemmelavede pizza end jeg vil købe take-out fra det lokale pizzeria. Selvfølgelig er vi også ramt af dovne dage og dage hvor vi ikke kan overskue at lave mad, men generelt er vores café-forbrug ret lavt.
- Indkøb: Vi har altid indkøbsposer med hjemmefra. Jeg hader at bruge penge på indkøbsposer, og hvis jeg har glemt en mulepose, vil jeg helle forsøge at bære det hele i favnen og balancere det hjem på cyklen, end jeg vil bruge penge på en plastikpose. Det er lidt blevet en principsag for mig, men jeg tror altså alligevel vi har sparet nogle penge ved at købe muleposer og bruge dem flere gange.
- Telefon: Vi har lidt en guilty pleasure, og det er Luksusfælden (vi kan umuligt være de eneste? Haha). Når vi ser det program, bliver jeg altid overrasket over hvor mange penge det er muligt at bruge på sin telefonregning. Nærmest ligesiden vi flyttede hjemmefra, har jeg brugt omkring 100 kr. i måneden. Der har været enkelte undtagelser, men for ca. 100 kr. i måneden kan jeg sagtens få mit data-, taletids- og sms-forbrug dækket. Da vi var ude at rejse, meldte vi begge vores telefonabonnementer fra, så der brugte vi kun 9 kr. i måneden på mobilabonnement (plus forbrug selvfølgelig).
- Transport: Størstedelen af vores familie bor i Jylland, og det betyder selvsagt nogle ture tværs over landet. Vi har flere gange fundet alternativer og både fundet kørelejlighed hos private og taget en bus fremfor tog, og der har virkelig været penge at spare. I forhold til transport rundt i København, vil jeg hellere bruge cyklen end betale for bus, og i sidste ende løber det også op i en god besparelse.
- Madplan: Det er ikke noget vi selv er specielt gode til – overhovedet, men i de perioder vi har forsøgt os med madplan, har der helt sikkert været færre impulskøb. Siden vi kom hjem i november, har vi så vidt muligt forsøgt at handle ind til flere dage ad gangen, for at undgå at stå i Netto kl. 17 og købe ind til aftensmad. Det fungerer i hvert fald ikke særlig godt for mig at handle ind på tom mave – slet ikke flere gange ugen 😉
- TV: For omkring et års tid siden blev det besluttet i boligforeningen, at vi allesammen skulle have kabel-tv – desværre. Indtil da havde vi klaret os med en stueantenne og kunne kun se DRs kanaler, hvilket egentlig passede os fint. For os var det et oplagt sted at spare penge og istedet prioritere eventuelle abonnementer på nogle af streaming-tjenesterne.
- Varme og vand: Vi forsøger så vidt muligt at vente med at tænde for varmen til det virkelig er nødvendigt (omkring midt/slut november). Det er ikke noget vi altid har gjort, men de sidste par år, er vi blevet meget mere opmærksomme på både vores varmeforbrug og vandforbrug. Ligesom med el, har vi sparet omkring 1000 kr. om året ved at tænke over vores forbrug her.
Generelt har det hjulpet, at vi er blevet mere opmærksomme på hvad vores penge går til. Vi har et fast budget vi følger hver måned, hvor der selvfølgelig er penge til husleje, forsikring og alle de andre obligatoriske ting, og efter at vi har vænnet os til at slukke for internettet og spare på varmen, har vi virkelig sparet nogle penge. Og så er der de små ting, som at bage brød selv, købe en stor håndsæbe og fylde op med, undgå kioskbesøg og selvfølgelig lave sin kaffe hjemmefra 😉
Hvilke tips har I til at spare penge i hverdagen? Det er altid fedt med flere tips, så byd endelig ind!
English: Over the last couple of years, we’ve become more aware of how we use our money. To make sure we can save up as much as possible for our travels, we’ve looked at have we use our money on electricity, heat and water. By reducing our usage on these, we’ve saved around $300 (260?) on a yearly basis – money we now spend on travel. Small things like choosing a cheap cell phone contracts, planning our grocery shopping, using a reusable bag for shopping and eating less take-out have definitely also made our expenses smaller and made our saving bigger. How do you manage to save money in your daily life?



9 kommentarer