Som I måske ved, hvis I læste med sidste år da vi rejste rundt i Sydamerika og USA, så havde vi en ret dårlig oplevelse, som endte med at overskygge vores ellers gode oplevelser i Peru. En aften på stranden blev vi nemlig udsat for et røveri, hvor flere mænd med knive omringede os og med vold tog alt vi havde af værdi. Det værste var dog hele oplevelsen. Udover blå mærker og et snitsår på ryggen af Anders, slap vi uden fysiske mén, men det har sat sig i os psykisk. Hvis I vil læse om episoden, skrev vi ret hurtigt efter nogle ord om det her. Det hjalp dengang at få skriblet oplevelsen ned på skrift og formidlet forløbet på en eller anden måde.
Needless to say – den oplevelse påvirkede os ret meget, og den endte også med at lave vores planer for rejsen om således, at vi tog til USA et par uger før planlagt, takket være en god rejseforsikring. Jeg var stadig påvirket i USA, havde svært ved at sove og reagerede lidt voldsomt på høje lyde – som da en kaffemaskine på et amerikansk hotelværelse gav mig så stort et chok at jeg brød grædende sammen 😉 Lige det kan jeg heldigvis se tilbage på og grine af i dag, men i situationen var det knapt så sjovt.
Jeg ved stadig ikke hvordan, men Anders formåede at få hukommelseskortet ud af kameraet, før røverne tog det. Derfor har vi stadig alle billeder fra vores tur, og dem her i indlægget er fra dagen vi blev røvet.
Hvad jeg ikke havde regnet med efter sådan en oplevelse var, at vi stadig over ét år senere ville være mærket. Vi har slet ikke overvejet ikke at rejse afsted igen, så på den måde, har røveriet heldigvis ikke begrænset eller skræmt os fra at tage ud og opleve verden. Ligeså vel som derhjemme, var jeg i storbyerne her på turen lidt mere nervøs ved at gå ude i mørke end inden røveriet, men rationelt har jeg jo godt vidst der ikke ville ske noget. Det har alene været røveriet i Peru der har gjort mig bange – jeg har aldrig oplevet noget ubehageligt på samme måde hjemme i Danmark eller andre lande vi har rejst i. Jeg har nok bare udviklet en lidt mere ekstrem mørkeræd end tidligere 😉
Da vi så ankom til Filippinerne og fandt os til rette her på Panglao, hvor vi bor nu, kom frygten igen på en anden måde end bare irrationel frygt for mørke. Vi bor i et ferieparadis. I en lille by tæt ved vandet. Det minder på mange måder om Mancora i Peru, hvor vi blev røvet. Og det at vi befinder os i et lignende miljø har vakt nogle af de samme følelser op i mig, som lige efter vi blev røvet sidste år. Nu er det ikke kun mørkeræden, men alle de samme følelser fra dengang. Det blev bestemt ikke bedre efter vi snakkede med en englænder der har bosat sig her i byen. Han har boet her de sidste 10 år og sagde at der de seneste år er blevet dræbt 3-4 vesterlændinge om året her på øen. For et par uger siden blev en østrigsk turist skudt og dræbt mindre end 1 km fra hvor vi bor – alt tyder på at det var et røveri, da hans egendele var blevet taget. Så mistænksomheden, frygten, nervøsiteten og usikkerheden er blusset op igen på en måde, jeg ikke har oplevet siden dagene efter episoden i Peru. Og det er helt vildt ubehageligt. Jeg hader at sådan en oplevelse på et helt andet kontinent på en måde går ud over et helt andet folkefærd, som vi faktisk kun har hørt positive ting om og indtil videre også kun har haft positive oplevelser med.
Jeg ved egentlig ikke helt hvad pointen med det her indlæg og de her ord er, men jeg havde brug for at knytte nogle ord til de følelser der igen er dukket op. Vi forsøger ikke at lade det begrænse os. Vi vil ikke lade en dum og ubehagelig oplevelse spænde ben for at vi får nye og gode oplevelser. Men hvor er det svært ikke at lade sig påvirke. Hvor er det svært bare at skide hul i følelserne, glemme oplevelsen og lægge det hele bag sig. Vi har endnu ikke været på stranden efter solen er gået ned, men vi har dog været på stranden i dagslys. Og det var rart! Vi har selvfølgelig også været ude og gå ture om aftenen, og vi har slet ikke oplevet noget ubehageligt, men jeg føler hele tiden at det bare ligger og venter. At lige om lidt kommer der nogle og vil have vores ting. Også selvom vi har efterladt kameraet hjemme for ikke at tiltrække unødig opmærksomhed. Det er irriterende, for det er et super lækkert sted, og om dagen er dagen er alt trygt og dejligt, men så snart mørket falder på, melder utrygheden sig i os.
Lad os lige krydse fingre for, at vi efter en måned her i Filippinerne har fået vendt Alona Beach til en god oplevelse og ikke et sted med frygt. At sidste års dårlige oplevelse fremover ikke vil spænde ben for nye. Og at vi slet ikke bliver udsat for noget lignende nogensinde igen 🙂
2 kommentarer
Åh, stakkels jer! Det var virkelig også en skræmmende situation, I var ude for i Peru!
Noget af det, vi gjorde meget, da vi rejste fuldtid, var generelt at undgå at gå for meget ude efter mørkets frembrud. I det hele taget er du nok også heldig, at Anders er med, for jeg tror virkelig, at når man går sammen med en mand, så er onde mennesker lidt mindre tilbøjelige til at antaste en. Det bilder jeg i hvert fald mig selv ind, og undgår generelt at gå ude alene. 😉
Så vidt jeg kan forstå på mange, der har oplevet ubehagelige ting i udlandet, har det stort set altid været i forbindelse med fest og fuldskab. Jeg er så heldig, at det aldrig har sagt mig noget at feste hele natten, så jeg savner det bestemt ikke! Jeg tror, at hvis man holder sig ædru og ikke tosser rundt udenfor midt om natten, så er man 1000 gange mere sikker end dem, der gør den slags.
Men naturligvis gjorde intet af ovenstående sig gældende for jer i Peru. Det er nok svært nogensinde at være 100% sikker (med mindre man har råd til et helt security team, hah!), men jeg synes, at det er virkelig godt, at I ikke lader frygten skræmme jer fra at få nye, dejlige oplevelser. 🙂
Rigtig mange tanker til jer! Jeg er sikker på, at I er helt i sikkerhed. <3
Sikke en sød besked! TAK, Celia 🙂 Ja, det var virkelig en ubehagelig oplevelse vi havde i Peru, og det er SÅ ærgerligt at den nu også påvirker os her. Det havde jeg slet ikke forventet. Havde egentlig slet ikke skænket det en tanke, at det ville følge os her.
Det hjælper helt sikkert at undgå at gå ude når det er mørkt, som du skriver. Det er ikke noget vi som sådan har afholdt os fra før, men det kan jeg virkelig godt mærke er nødvendigt nu. Desværre. Men jeg føler mig i hvert fald laaangt mere tryg ved at gå rundt med Anders end hvis jeg skulle gå rundt alene. Det undgår jeg generelt når vi er afsted 😉
Det giver også mening at man er lidt mere udsat når man f.eks. skal hjem efter byen om natten, som du nævner. Det er ærlig talt heller ikke det der har fyldt meget når vi har været afsted, haha. Så lige det punkt eliminerer i hvert fald en fare, tænker jeg 😉
Generelt er det nok bare svært hele tiden at rykke sig fra sted til sted og nå at kende stedet nok til at føle sig tryg. Jeg håber at vores vilje til ikke at ville lade os påvirke kan gøre at vi alligevel får oplevet lidt – selvfølgelig uden at tage afsted med hovedet under armen.
TAK i hvert fald 😀 Lad os satse på at her er helt sikkert her i Fili 😀